Så rejste han sig og gik ud i køkkenet. Jeg hørte vandhanen løbe, et glas blive fyldt, og derefter hvordan han drak det hele i én slurk.
– Jeg taler med hende, sagde han til sidst.
– Det har du gjort i syv år, svarede jeg udmattet. – Og intet har ændret sig.
Han betragtede mig længe, næsten som om han først nu rigtigt så mig.
– Anna, sagde han lavt. – Tilgiv mig.
Jeg sagde ingenting. Jeg gik bare ind i soveværelset, lukkede døren bag mig og låste den for første gang i hele vores ægteskab.
Næste morgen, den 30. december, stod Hanne i vores entré klokken ni. Hun kom slæbende med poser, æsker og det der faste udtryk i ansigtet, som om hun alene kendte den korrekte måde at leve på.
– Godmorgen, lille Anna, sang hun, mens hun gled forbi mig ud i gangen. – Ih altså, hvor er her støvet. Jeg har jo sagt, at man skal tørre af hver dag.
Uden et ord tog jeg hendes tasker. De var tunge. I den ene lå hendes berømte hønsesalat, som hun altid lavede “på den rigtige måde”, og i den anden klirrede flasker med den champagne, som efter hendes mening kun blev drukket i ordentlige hjem.
Mikkel løb ud for at tage imod sin mormor, men da han så mit ansigt, blev han straks stille.
– Mormor, skal vi vente på julemanden? spurgte han forsigtigt.
– Selvfølgelig, min skat, sagde Hanne og bøjede sig ned for at kysse ham i håret. – Men først skal mormor lige have styr på det hele her. For mor… ja, du ved jo nok.
Jeg satte poserne fra mig på gulvet.
– Hanne, sagde jeg. – Lad os få én ting helt på plads. Her og nu.
Hun rettede sig langsomt op og så på mig, som om jeg var noget, hun havde fundet under skoen.
– Hvad er det, du prøver at sige?
– Jeg siger, at det her er mit hjem. Min familie. Mit barn. Og hvis du én eneste gang til tillader dig at tale sådan til mig eller om mig, så kommer du aldrig over dette dørtrin igen. Hverken nytårsaften, til fødselsdag, påske eller nogen anden dag. Aldrig.
Der gled et farligt glimt gennem hendes øjne.
– Truer du mig?
– Nej, jeg advarer dig, svarede jeg. – Én gang. Den sidste.
Hun åbnede munden for at svare, men i samme øjeblik kom Lars ind. Han havde en gammel hjemmesweater på og telefonen i hånden. Der var noget i hans blik, jeg aldrig før havde set.
– Mor, sagde han roligt. – Kom med ud i køkkenet. Vi skal tale sammen.
De forsvandt derud. Døren blev lukket. Jeg blev stående i gangen med Mikkel, der trak mig i ærmet.
– Mor, hvorfor skændes alle sammen?
– Fordi voksne nogle gange glemmer, hvordan man er gode ved hinanden, sagde jeg og lagde armene om ham. Så fast, som jeg kunne.
Fra køkkenet kom der stemmer. Først høje. Så dæmpede. Til sidst næsten hviskende. Og derefter blev der helt stille.
Efter tyve minutter kom Lars tilbage alene. Han var bleg, og hans mund var presset sammen til en hård streg.
– Anna, sagde han. – Undskyld. Virkelig. Jeg… jeg havde ikke forstået, at det var blevet så slemt.
– Jo, det havde du, svarede jeg stille. – Du valgte bare at lade som om, du ikke så det.
Han nikkede langsomt.
– Jeg skal nok gøre det godt igen. Det lover jeg.
– Hvordan? spurgte jeg. – Hvad kan du overhovedet gøre? Hun er din mor.
– Ja, hun er min mor, sagde han. – Men du er min kone. Og det er dig, jeg vælger.
Jeg så længe på ham. Og for første gang i mange år troede jeg på ham.
Hele den 30. december lå der en mærkelig spænding over lejligheden. Hanne bevægede sig rundt som en skygge, tavs og rank i ryggen, men uden sine sædvanlige ordrer. Jeg lavede mad, ryddede op og hjalp Mikkel i hans lille kaninkostume. Lars hjalp til. Uden de store ord, men han hjalp.
Om aftenen, da vi lagde vores søn i seng, vendte Lars sig pludselig mod mig.
– Anna, må jeg gøre det rigtigt i morgen? Altså for alvor?
– Hvordan? spurgte jeg igen.
Han smilede svagt. Trist, men ærligt.
– Det får du at se.
Og det gjorde jeg.
Den 31. december klokken otte var vores hjem fyldt med mennesker. Hannes veninder fra teatret var kommet i lange kjoler, med opsat hår og glitrende smykker. Vores egne venner var der. Naboerne også. Selv min mor var kommet fra en anden by, fordi Lars i hemmelighed havde inviteret hende.
Bordet bugnede af mad. Juletræet strålede i hjørnet. Mikkel pilede rundt mellem gæsterne i sit kaninkostume og sugede alle komplimenterne til sig.
Hanne sad for bordenden, præcis som hun plejede. Som en dronning. Hun smilede, fortalte små vittigheder og fyldte champagne i glassene.
Så rejste Lars sig.
– Kære alle sammen, sagde han højt. – Jeg har en lille overraskelse.
Der blev stille omkring bordet. Han tog sin telefon frem og trykkede på skærmen.
I vores stue lød Hannes stemme pludselig ud i tavsheden, optaget fra dagen før, og hendes første ord handlede om mig.