Femogtres.
Han så på mig et øjeblik.
– Selvfølgelig. Du vil bare slippe for at lave mad. At lade andre tage slæbet, det har du altid været god til.
Jeg svarede ikke. Jeg betalte bare. Mads og jeg delte regningen: 20.000 kroner fra mit kort, 15.000 fra hans. Lars lagde 10.000. Præcis 10.000 kroner. Til sit eget jubilæum.
Jeg gemte kvitteringen for overførslen. 20.000 kroner. Den 20. marts klokken 14.07. Modtager: Restaurant Birkelunden.
Tre dage før festen ringede Mette.
– Maria, far er virkelig ked af det. Du har såret ham med det der restaurantoptrin.
– Såret ham hvordan?
– Han havde forestillet sig noget hyggeligt. Hjemme. I familien. Og så vælger du en restaurant. Det virker, som om du bare ikke gider.
Jeg stod ude i køkkenet. Sofie sad ved bordet med sine lektier og bed i enden af sin blyant.
– Mette, der kommer femoghalvtreds mennesker. Jeg arbejder fem dage om ugen. Hvornår skulle jeg nå at lave mad til alle dem?
– Jamen, jeg kunne jo have hjulpet.
I de fjorten år, jeg havde været i familien, havde Mette aldrig en eneste gang tilbudt at hjælpe. Ikke med mad. Ikke med børnene. Ikke med noget som helst.
– Restauranten er betalt, sagde jeg. – Vi ses på lørdag.
Jeg lagde på. Sofie kiggede op fra sit hæfte.
– Mor, hvorfor er faster Mette sur?
– Hun er ikke sur, Sofie. Hun er bare bekymret for farfar.
– Nå, sagde Sofie og bøjede sig igen over regnestykkerne.
Jeg lagde telefonen væk. Indeni var der helt tomt og stille, som på laboratoriet efter klokken fem, når alle er gået, og kun ventilationen brummer i baggrunden.
Lørdag. Den 12. april. Restaurant Birkelunden.
Lokalet var smukt: store panoramavinduer, birketræer udenfor glasset, hvide duge på bordene. Jeg kom to timer før gæsterne for at tjekke bordplanen, opdækningen og menuen. Restaurantchefen spurgte: “Er det jer, der er her for Lars?” Jeg nikkede, og hun satte et kryds på sin liste.
Ved sekstiden begyndte folk at ankomme. Lars’ kolleger fra byggebranchen, naboer og gamle venner – højlydte mænd i jakker og deres koner med nyfriseret hår. Familien kom også: en fætter fra Viborg, en tante fra Silkeborg. Mette dukkede op i en blå kjole med dråbeformede øreringe. Mads havde sit nye jakkesæt på; skjorten havde jeg valgt til ham, uden at han overhovedet havde lagt mærke til det.
Lars kom som den sidste. Hvid skjorte, sort jakke, en ring på lillefingeren, der blinkede i restaurantens lys. Da han trådte ind, begyndte hele salen at klappe. Fødselsdagsbarnet var ankommet.
Vi satte os. Talerne begyndte at gå bordet rundt. Den første kom fra fætteren. Den næste fra Mette. Den tredje fra en gammel ven, som fortalte om, hvordan han og Lars i halvfemserne havde startet byggefirmaet “med to skovle og en gammel varevogn”.
Jeg sad mellem Mads og en kvinde, jeg ikke kendte, konen til en af kollegerne. Hun præsenterede sig som Louise og spurgte næsten med det samme:
– Og hvad er du så for Lars?
– Jeg er hans svigerdatter, sagde jeg.
Hun nikkede.
– Så har du været heldig med en svigerfar. Jeg har hørt, at han er meget gavmild.
Jeg smilede og krøllede servietten sammen under bordet.
Ved nitiden var der blevet drukket en del. Toastmasteren rakte mikrofonen til Lars, så han kunne sige et par ord. Salen faldt til ro.
Lars rejste sig. Han rettede ryggen og trak skuldrene tilbage. Han var en stor mand, et helt hoved højere end de fleste andre i lokalet, bred som et skab. Hans stemme var dyb og myndig. Den slags stemme afbryder man ikke.
– Tak til jer alle sammen, begyndte han. – Tak, fordi I er kommet. Femogtres år, det er ikke småting. Det er ikke bare en dato. Det er et resultat.
Gæsterne nikkede.
– Jeg har bygget et hjem op. Jeg har skabt en forretning. Jeg har opdraget to børn. Mads er byggeleder, min højre hånd. Mette sidder i regnskabet og holder styr på det hele. Jeg gav min søn en lejlighed. Jeg gav ham arbejde. Jeg sørgede for hans familie.
Han holdt en pause. Så vendte han hovedet mod mig. Ringen på hans finger ramte glasset med et lille, klart klir.
– Og nu vil jeg udbringe en skål. For min svigerdatter Maria. Som lever på vores regning.
Først blev der stille. Så kom der spredte grin. En eller anden længere nede ved bordet råbte: “Hold da op, Lars!” Louise ved siden af mig drejede ansigtet væk, som om hun ikke havde hørt det.
Lars lo. Højt, bredt og oprigtigt. Han spøgte ikke. Han mente det. Han var fuldstændig overbevist om, at det både var morsomt og rimeligt, og at alle i rummet naturligvis var enige med ham.
Femoghalvtreds mennesker løftede deres glas. Nogle gjorde det bare, fordi alle andre gjorde det. Nogle fordi det var hans fest, og man ikke skaber dårlig stemning til et jubilæum. Og nogle fordi de faktisk tænkte det samme som ham.
Ved siden af mig strammede Mads grebet om sin gaffel. Han så ikke på mig. Han sagde ingenting.
Jeg ventede, til alle havde drukket. Jeg ventede, til toastmasteren rakte hånden ud efter mikrofonen igen. Så rejste jeg mig.
– Må jeg? spurgte jeg ham. – Bare et minut.
Toastmasteren kiggede på Lars. Lars trak på skuldrene.
– Kom bare, svigerdatter. Sig du en skål.
Jeg tog mikrofonen. Den var varm efter andres hænder.
Femoghalvtreds ansigter vendte sig mod mig. Blandt dem sad min kollega Pia med sin mand. Hun var den eneste i lokalet, der vidste, hvor meget jeg tjente, og hvad jeg betalte for. Hun så på mig og nikkede næsten umærkeligt.
Jeg trak vejret ind. Mine hænder rystede ikke.
– Lars, begyndte jeg, – tak for skålen. Den var ærlig. Du mener virkelig, at jeg lever på din regning. Det har jeg hørt på i fjorten år, og nu vil jeg gerne svare dig. Foran alle. Fordi du selv valgte at sige det foran alle.
Hele salen stivnede. Mette sad med munden på klem.
– Du gav Mads en lejlighed. Det er rigtigt. To værelser, femte sal, en boligblok. Tak for det. Det var generøst. Men istandsættelsen af den lejlighed – gulve, vægge, badeværelse, køkken – den betalte jeg. 78.000 kroner. Af min egen løn. Jeg har kvitteringerne.
En eller anden ved bordet hostede lavt.
Lars holdt op med at smile.