Lars havde førhen affejet den slags som tomt bureaukrati. Nu stod netop den bureaukrati som en mur foran ham.
I det store mødelokale sad vi fem.
Jeg selv. Peter. Mette. Søren, der var minoritetsinvestor. Og Thomas, vores ansvarlige for informationssikkerhed.
I begyndelsen nægtede Lars overhovedet at komme ind.
Til sidst gjorde han det alligevel. Han trak en stol ud og placerede den lidt væk fra bordet, som om han ville markere, at han ikke hørte til sammen med os andre. Karen blev ude på gangen. Hun var blevet bedt om at forlade lokalet, efter at hun for anden gang havde forsøgt at afbryde Mette.
»Dagsordenen er kendt,« sagde jeg. »Vi går i gang.«
Lars udstødte et kort, hånligt fnys.
»Anna har åbenbart besluttet sig for at holde familieret.«
»Det er et selskabsretligt møde,« rettede Mette ham. »Familievurderinger bliver ikke ført til protokol.«
Søren løftede blikket fra de udskrevne papirer foran sig.
»Lars, forstår jeg det korrekt, at det var dig, der oprettede gæsteadgangen til din mor?«
»Ja. Hvad er problemet?«
»Var du klar over, at mødelokalet var klassificeret som lukket område?«
»Hun er min mor.«
»Det besvarer ikke spørgsmålet,« sagde Peter.
Lars drejede hovedet og så på mig.
»Hvor blev I alle sammen pludselig modige.«
Jeg sagde ingenting.
Mette tændte skærmen og afspillede et kort uddrag fra optagelsen. Ingen unødige detaljer. Kun gangen, døren ind til mødelokalet, Karens håndbevægelse og computeren, der faldt. Derefter frøs billedet.
»Skaden på virksomhedens ejendom er dokumenteret,« sagde hun. »Gæsteadgangen blev oprettet af Lars. Anna Jensens adgangskort blev brugt til at komme ind i den afspærrede zone klokken ni tooghalvtreds. Ifølge adgangsloggen er der tale om et tidligere lederkort, som skulle have været afleveret og deaktiveret.«
Thomas føjede til:
»Klokken ti nul fire blev der fra Lars’ brugerkonto sendt en anmodning om eksport af listen over repositories. Systemet afviste den, fordi kontoen ikke havde tilstrækkelige rettigheder. Et minut før Karen gik ind i mødelokalet, forsøgte han desuden at åbne sektionen med materiale til patentansøgninger.«
Lars rettede sig op.
»Det er arbejdsadgang. Jeg er vicedirektør.«
»En vicedirektør har ikke ret til at springe adgangsniveauer over,« sagde Thomas.
»Er du også imod mig nu?«
»Jeg er for sikkerhedsperimeteren.«
Lars pressede læberne sammen.
Jeg slog mappen op foran mig. I den lå selskabsaftalen fra marts 2023. Og optionsaftalen.
Begge dokumenter havde Lars underskrevet personligt. Dengang med et smil. Dengang kaldte han det en ren formalitet. Han ville så gerne omtales som partner, men han havde ingen lyst til at skyde penge ind. Derfor havde jeg foreslået en gennemsigtig model: en ejerandel gennem en optionspakke efter fem års arbejde, forudsat at der ikke forelå ansvarspådragende handlinger mod selskabet.
De atten procent kaldte han altid »min andel«. Han pralede med dem til møder. Han sagde til mit team: »Snart bliver Anna træt, og så tager jeg det hele over.« Det havde jeg hørt mere end én gang.
Og jeg havde tiet alt for længe.
»Lars,« sagde Mette, »punkt syv to i optionsaftalen. Hændelse vedrørende illoyal deltager. Forsætlig beskadigelse af selskabets ejendom eller medvirken til beskadigelse. Brud på adgangsreglerne. Forsøg på uautoriseret adgang til fortroligt materiale. Konsekvensen er bortfald af retten til at acceptere optionen samt nulstilling af alle ikke-udbetalte bonusser, der er knyttet til den fremtidige ejerandel.«
»Det er bare papirer,« snerrede Lars.
»Det er din underskrift,« sagde jeg.
Han så på mig.
For første gang den formiddag kom der en ægte usikkerhed frem i hans ansigt. Ikke anger. Bare en beregning, der pludselig ikke længere gik op.
»Det kan du ikke,« sagde han lavt.
»Det er ikke mig, der kan. Det kan aftalen. Og bestyrelsen.«
»Du har planlagt det her.«
»Jeg har forberedt virksomheden på vækst. Du har hele tiden troet, at jeg byggede et bur til mig selv.«
Søren bankede let med sin kuglepen mod bordpladen.
»Til protokollen vil jeg gerne præcisere noget. Vi taler ikke om at inddrage en registreret kapitalandel i selskabet. Vi taler om ophør af Lars’ optionsret og hans ledelsesmæssige deltagelse i partnerprogrammet. Er det korrekt?«
»Det er korrekt,« svarede Mette. »Lars har ingen registreret ejerandel i selskabskapitalen. Han har en ret til at opnå den senere, hvis betingelserne er opfyldt. De betingelser er blevet overtrådt.«
Lars rejste sig brat.
»Så i årevis har du kaldt mig partner, og nu står du og siger, at jeg ikke er noget?«
Jeg lukkede mappen.
»I årevis har jeg givet dig mulighed for at blive partner. Du tog din mor med ind i et lukket område, gav hende mit adgangskort, lod hende ødelægge arbejdsudstyr og forsøgte at bruge det hele som presmiddel. Det er ikke partnerskab.«
»Mor mistede bare besindelsen!«
»I protokollen kommer der til at stå, at en uvedkommende person beskadigede virksomhedens ejendom. Og at vicedirektøren muliggjorde adgangen og ikke forhindrede hændelsen.«
»Lad være med at spille hustru nu. Du kan ikke holde den her virksomhed kørende uden mig.«
Peter løftede hovedet.
»Jeg har arbejdet her i tolv år. Det er Anna, der holder virksomheden oppe. Ikke familiesnak.«
Lars stirrede på ham.
»Forræder.«
»Medarbejder,« svarede Peter.
Jeg satte spørgsmålet til afstemning.
Første punkt: Lars’ adgang til samtlige interne systemer skulle blokeres, indtil den interne undersøgelse var afsluttet.
Andet punkt: Lars skulle suspenderes fra stillingen som vicedirektør med virkning fra samme dag.
Tredje punkt: Det skulle anerkendes, at der var indtrådt en hændelse vedrørende illoyal deltager efter optionsaftalen.
Fjerde punkt: Hans ret til at modtage optionspakken på atten procent skulle bringes til ophør.
Femte punkt: Der skulle fremsendes et krav om erstatning for virksomhedens tab.
Sjette punkt: Materialet om hændelsen skulle overdrages til en ekstern advokat med henblik på videre skridt.
Vi stemte punkt for punkt.
For. For. For. For.
Lars sagde ikke et ord. Han sad bare og stirrede på mine hænder, som om han ventede på et tegn.