Kravene lød næsten absurde. Peter bad retten om at anerkende hans ret til halvdelen af lejligheden med den begrundelse, at han under ægteskabet havde foretaget “uadskillelige forbedringer”, som efter hans opfattelse havde forøget boligens værdi væsentligt.
Derefter kom opremsningen af disse såkaldte forbedringer: den lille hylde på badeværelset, udskiftningen af armaturet i køkkenet, malingen af væggen i stuen — og endda det, at han “regelmæssigt havde bidraget til betaling af forbrugsudgifterne og dermed medvirket til at bevare ejendommen”.
Da advokaten var færdig, løftede dommeren blikket. Hun var en ældre kvinde med trætte øjne, men hendes stemme var klar.
— Hvad er Deres bemærkninger?
Anna rejste sig. Hun talte ikke om kærlighed. Ikke om svigt, ydmygelse eller de år, hun havde båret alene. Hun valgte det sprog, hun kendte bedst: faktaenes sprog. Dokumenternes sprog.
— Ærede ret, begyndte hun roligt. — Min tidligere mands krav savner efter min vurdering ethvert juridisk grundlag. Lejligheden tilhørte mig allerede før ægteskabet, hvilket fremgår direkte af tingbogsattesten.
Hun lagde papiret frem.
— Hvad angår de påståede “uadskillelige forbedringer”, fortsatte hun og placerede flere bilag foran dommeren, — så foreligger dokumentationen her. Dette er kvitteringen for den omtalte hylde. Den kostede 80 kr. Her er regningen fra VVS-montøren, som jeg måtte tilkalde, efter at min tidligere mand havde forsøgt at “reparere” køkkenhanen og i stedet fik vand til at løbe ned til underboen. Skaden løb op i 5.000 kr., og det beløb betalte jeg af min egen løn.
Hun lagde endnu et sæt papirer frem.
— Og her er fotografierne af den stuevæg, han angiveligt malede. Man kan tydeligt se striberne, skjolderne og malerpletterne på parketgulvet. Efterfølgende var jeg nødt til at hyre håndværkere til at istandsætte hele rummet.
Ét dokument efter det andet fandt sin plads på bordet. Ikke et eneste ord var overflødigt. Ikke en eneste anklage blev kastet ud i rummet uden bevis.
— Med hensyn til betaling af forbrugsudgifterne… — Anna tillod sig et kort, næsten usynligt smil. — Her er en oversigt fra min bankkonto for de seneste ti år. Den viser, at omtrent 90 procent af regningerne blev betalt af mig. Og her er min tidligere mands kontoudtog for samme periode. Som retten kan se, investerede han i de år ganske aktivt — dog primært i dyre fiskestænger, fisketure og diverse elektroniske gadgets.
Hun tav.
Stilheden i lokalet blev tung. Peters advokat vendte sig mod sin klient med et blik, der ikke længere kunne skjule irritationen. Peter selv var blevet bleg. Den store plan om en “rimelig” deling var ved at falde fra hinanden midt i retssalen, synligt for alle.
Anna rettede sig en smule op og så igen på dommeren.
— På den baggrund mener jeg ikke blot, at min tidligere mand ikke har noget berettiget krav på nogen del af min lejlighed. Jeg mener også, at hvis man virkelig skulle gøre regnskabet op, ville det være ham, der stod i betydelig økonomisk gæld til mig efter de mange år, hvor han levede på min bekostning. Men i modsætning til ham har jeg ikke tænkt mig at sende en regning for fortiden. Jeg beder kun retten om at følge loven.
Dommeren behøvede ikke lang tid. Efter få minutter blev afgørelsen afsagt. Peters krav blev afvist i sin helhed.
Ude på gangen indhentede han hende.
— Du… hvæsede han. — Du har ødelagt mig. Du har ydmyget mig.
Anna standsede og så på ham for sidste gang. Der var ingen vrede i hendes blik. Heller ikke had. Kun en kølig, fjern medlidenhed.
— Nej, Peter, sagde hun stille. — Det gjorde du selv. Det skete i det øjeblik, du besluttede, at min kærlighed og mit hjem bare var noget, der kunne gøres op i andele og fordeles.
Så vendte hun sig om og gik ned ad den lange, rungende retsgang.
Hun så sig ikke tilbage.
Foran hende lå et nyt liv. Frit. Hendes eget. I det hjem, hun havde vundet tilbage fra fortiden.
Og i det liv ville der aldrig mere være plads til mennesker, der kom for at kræve deres “andel”.