— Hvorfor sidder min datter ikke ved bordet? spurgte far, da han trådte ind over tærsklen til vores lejlighed med armene fulde af gaver.
Bordet bugnede af salater, som jeg havde stået og lavet siden klokken seks om morgenen. Juletræet glimtede og kastede lys ud i stuen. Men jeg selv havde ingen plads ved det festlige bord.
— Jeg smed hende ud, svarede min mand med et skævt grin. — Hun irriterer min mor.
Min svigermor sad ved siden af ham med et triumferende udtryk i ansigtet. Hun gad ikke engang rejse sig for at hilse. Min far, ellers så rolig og stilfærdig, sagde ikke et ord. Han tog blot sin telefon frem. Det, han gjorde i det næste minut, fik smilet til at forsvinde fra min svigermors ansigt for altid.
To dage tidligere, om morgenen den 29. december, vågnede jeg ved, at nogen blev ved med at prikke mig hårdt på skulderen. Det var Mads, der ruskede i mig og forlangte, at jeg straks stod op og gjorde mig klar til at tage på stationen. Hans mor, Hanne, havde behaget at komme fra provinsen for at fejre nytår hos os, og ifølge min mand, der allerede var i gang med at trække en sweater over hovedet, burde en ordentlig svigerdatter naturligvis tage personligt imod sin svigermor.
Jeg kastede et blik på uret. Klokken var halv otte om morgenen, mørket lå stadig tæt udenfor vinduerne, og toget skulle først ankomme klokken 9.30.
— Mads, vi kan jo nå derhen på en halv time, ikke? forsøgte jeg at sige med en rest af fornuft i stemmen.
Men han fór allerede rundt i lejligheden og samlede ting sammen med en iver, som om det ikke var hans mor, men finansministeren selv, han skulle hente.
Fyrre minutter senere sad vi fast i den sædvanlige før-nytårs-trafik langs havnevejen, og endnu en gang slog det mig, hvor andægtigt Mads altid talte om sin mor. Som om hun ikke var et almindeligt menneske, men en slags ophøjet skikkelse fra en anden verden. I løbet af vores tre års ægteskab havde jeg lært min svigermor særdeles godt at kende: seksoghalvtreds år, økonom i et byggefirma, svømning to gange om ugen, regelmæssige ferier til Tyrkiet — og alligevel klagede hun over sit skrøbelige helbred, hver gang lejligheden bød sig.
På perronen dukkede Hanne op med en højtidelig mine, som om hun netop var vendt hjem fra en rumstation. Hun lod et vurderende blik glide hen over mig.
Hun nikkede kort og behersket, tydeligvis efter at have registreret, at jeg så temmelig udkørt ud. Mads kastede sig straks om halsen på sin mor, som om han havde glemt, at han også havde en kone. Til mig blev der til gengæld overladt to propfyldte tasker med “rigtige landvarer”, som om alle butikker i byen var blevet lukket natten over.
Allerede i bilen faldt rollerne på plads, præcis som de plejede. Hanne tronede værdigt på forsædet, jeg blev placeret bagi, og Mads skruede varmen helt op, så snart hans mor lod falde, at det trak fra det vindue, der stod en anelse på klem.
“Min dreng, du ved jo, at mit helbred ikke er lavet af stål,” sukkede Hanne langtrukkent.
Inde i mig satte jeg et usynligt flueben. Første trumfkort var spillet, endnu inden vi var nået hjem.
Vores lejlighed på den venstre side af byen, en rummelig treværelses med udsigt til vandet, tog imod hende med duften af nybagt kage og gran. Hele aftenen før havde jeg gjort rent, skrubbet og pudset, til alting skinnede. Alligevel gik Hanne gennem rummene med samme mine som en tilsynsførende fra sundhedsmyndighederne. Hun lod en finger glide hen over gardinstangen og bekendtgjorde højtideligt, at der var støv. Mads havde på det tidspunkt allerede smidt sig i sofaen med sin telefon og lod, som om han slet ikke opfattede noget.
“Anna, hvorfor ser jeres gardiner egentlig så falmede ud? Og gulvet knirker flere steder. Før i tiden forstod husmødre altså at passe ordentligt på et hjem.”
Hanne installerede sig derpå i køkkenet på en taburet ved vinduet, et strategisk udkigspunkt, hvorfra hun kunne overvåge hver eneste bevægelse, jeg foretog mig. Mens jeg lavede frokost under hendes skarpe blik, følte jeg mig som et forsøgsdyr i et laboratorium. Intet slap igennem uden kommentar: kyllingen blev parteret forkert, tomaterne var alt for vandede, peberen havde jeg drysset på, som om vi var tre gange så mange, og da jeg begyndte at skære agurker til salaten, lød et tungt suk bag mig.
“Min nabo Mette har en svigerdatter, Anna — hun er simpelthen det rene guld.”
“Hun laver mad, så man næsten ikke kan rive sig løs fra bordet, hendes lejlighed skinner som en udstilling, og hun og Mette har det som mor og datter.”
Jeg bed mig hårdt i tungen og lod, som om al min opmærksomhed lå i grøntsagerne foran mig. Mads blev stående inde i stuen og spillede fortsat rollen som manden, der pludselig havde mistet hørelsen. Ved frokosten genoptog Hanne sin lange sammenligning af alle verdens svigerdøtre, og konklusionen var ikke til at tage fejl af: På samtlige punkter faldt jeg håbløst igennem. Da desserten var spist, flygtede jeg ud i køkkenet med opvasken som undskyldning. Et kort øjeblik lukkede jeg øjnene og forestillede mig, at min svigermor allerede sad i toget hjem igen. Fjorten dage, mindede jeg mig selv om. Kun 14 dage. Det måtte kunne overleves.
Næste morgen, den 30. december, vågnede jeg ved lyden af køleskabsdøren, der blev åbnet og smækket i igen. Hanne var i fuld gang med at gennemgå vores madvarer som en tolder ved grænsen. Da jeg kom ud i køkkenet, stod hun med min notesbog i hånden — den, hvor jeg havde skrevet “nytårsmenu”.
“Anna, hvad er det for noget, du har kradset ned her? Olivier, sild under pels, græsk salat… Det ligner jo menuen fra en kantine. Hvor er sylten? Hvor er det klarede kød i gelé? Hvor er en ordentlig hjemmelavet flæskesteg?”
Hun greb en kuglepen og begyndte nådesløst at strege mine retter ud, én efter én, mens hun erstattede dem med sine egne idéer.
“Hanne, jeg har jo allerede købt ind til den menu,” forsøgte jeg forsigtigt at indvende.
Hun viftede min protest væk, som om den var en irriterende flue.
“Græsk salat til nytår — hvad er det dog for en moderne fiks idé? Din kalkun bliver byttet ud med gås med æbler. Der skal være sylte, mindst tre slags små tærter, og ingen færdigkøbt kaviar; auberginekaviaren laver vi selvfølgelig selv.”
Der er ingen yderligere historietekst i denne del. Teksten består kun af hjemmesideelementer og links til andre artikler, som ifølge kravene skal udelades.