Hun deltog i internationale projekter, tog efteruddannelser og satte sig ind i nye programmer, så snart de blev relevante.
Hendes løn lå betydeligt over Lars’ indkomst.
Men hun gjorde aldrig et nummer ud af det.
Hun brugte det aldrig til at trykke ham ned.
Hun sagde aldrig:
— Jeg tjener mere end dig.
Tværtimod.
Anna forsøgte at løfte ham, når han havde brug for det.
Da han fik lyst til at købe en motorcykel, var det hende, der betalte en del af beløbet.
Da bilen skulle repareres, og regningen blev større end ventet, hævede hun penge fra sin egen opsparing.
Da Lars mistede sit arbejde og gik næsten et halvt år uden fast indkomst, var det hendes løn, der holdt hjemmet kørende.
For hende var det ikke nogen heltegerning.
Det var bare sådan, kærlighed så ud.
Men jo mere Anna klarede sig, desto oftere begyndte Lars at opleve hendes fremgang som et nederlag for ham selv.
I begyndelsen kom det forklædt som små, tilsyneladende harmløse bemærkninger.
— Nå ja, fru direktør ved selvfølgelig alting bedst.
Senere blev tonen skarpere.
— Du bruger alt for mange timer på det arbejde.
Derefter kom kravene.
— En ordentlig kvinde er hjemme før sin mand.
Og lidt efter lidt blev kravene til forbud.
— Du skal ikke rende ud og mødes med dine veninder.
— Du skal ikke begynde til yoga.
— Du skal ikke komme sent hjem om aftenen.
Hver eneste gang gav Anna efter.
Kun en smule.
Bare nok til at undgå endnu et skænderi.
Bare nok til at bevare roen i lejligheden.
Bare nok til ikke igen at skulle høre på bebrejdelserne.
Hun opdagede ikke engang, hvornår hun begyndte at forsvinde fra sit eget liv.
Hun holdt op med at se sine venner.
Hun sagde nej til rejser.
De kjoler, hun engang havde elsket, blev lagt væk og erstattet af mere afdæmpet tøj.
Hun begyndte hele tiden at forklare sig.
Over for sin egen mand.
Over for det menneske, der engang havde sagt:
— Jeg elsker, at du er stærk.
Men stærke kvinder bliver ofte kun elsket, så længe deres styrke ikke står i vejen for nogen.
Så snart de begynder at leve efter deres egne regler, bliver deres uafhængighed pludselig irriterende.
— Hvordan mener du, en normal kone skal opføre sig? spurgte Anna.
Hendes stemme rystede.
Ikke af frygt.
Af smerte.
Lars trak skævt på munden.
— Aftensmaden skal stå klar. Hjemmet skal være i orden. En kone skal være hos sin mand og ikke fare rundt efter sine veninder.
Anna så tavst på ham.
Hvert ord ramte hende som en tung sten.
Havde han virkelig hele tiden kun set hende som en hushjælp?
Som et menneske, der skulle sørge for hans behov?
Ikke som en partner.
Ikke som den kvinde, han elskede.
Ikke som en ven.
Bare som en funktion.
— Det er mine penge, sagde hun lavt.
— Nej, svarede han hårdt. — Det er familiens penge.
— Hvis det er familiens penge, hvorfor gjorde du det så uden at spørge mig først?