— Har I købt hus? Hvor er det dejligt! Så har vi allerede besluttet, at hele familien holder sommer hos jer, — erklærede Kirsten og lagde tilfreds begge hænder på køkkenbordet.
Anne lukkede langsomt køleskabet og lod blikket glide fra sin svigermor til Mette, som allerede havde nået at gå gennem rummene sammen med sine to børn. Mettes mand, Henrik, var blevet ude i gården, hvor han med alvorlig mine studerede pladsen ved skuret, som om han var i færd med at udvælge hjørnet til sit eget værksted.
Anders sad over for sin mor uden at sige et ord. Da han flere gange lod fingrene følge kanten af kruset, forstod Anne straks, hvad der foregik: han ledte febrilsk efter en formulering, der ikke ville såre nogen.
Sådan nogle ord forsøgte han altid at finde. Som regel endte det med, at Anders bøjede sig for andres ønsker, og bagefter var det Anne, der måtte rydde op i følgerne.
Uden for det åbne vindue sang græshopperne. Augustsolen havde allerede varmet gårdspladsen op, selv om klokken kun lige var blevet lidt over ti. På den nymalede facade stod de hvide vinduesindfatninger skarpt frem, ved trappen lå sække med jord, og langs stien var der stablet brædder til de kommende bede.
Huset havde Anne og Anders købt først på sommeren. Det var lille og i ét plan, med to soveværelser, et køkkenalrum og en grund, som de tidligere ejere næsten ikke havde rørt i flere år. Købet var resultatet af mange års opsparing, fravalgte rejser og utallige fremvisninger.
Anne og Anders havde mødt hinanden seks år tidligere til en fælles vens fødselsdag. Efter nogle måneder gik det op for dem, at det var håbløst at pendle gennem hele byen for at besøge hinanden, så de lejede en lejlighed sammen. Året efter blev de gift.
Drømmen om deres eget hus begyndte næsten lige efter brylluppet. De forestillede sig hverken et højt hegn, tre etager eller en enorm have. De ønskede sig bare et almindeligt sted, hvor de kunne tage hen efter arbejde, åbne vinduerne, passe grunden og slippe for naboens fjernsyn gennem væggen.
I flere år lagde de penge til side, fulgte boligannoncer og undersøgte forskellige områder. Da de endelig havde råd til udbetalingen, valgte de et hus i en mindre by, hvorfra man kunne komme ind til byen uden at sidde fast i timevis.
Huset blev skrevet i begges navn, og lånet tog de også sammen. Hver eneste planke, hver bøtte maling og hver pakke skruer blev ført ind på deres fælles udgiftsliste. De vidste udmærket, hvor meget der stadig skulle betales, og hvor mange penge der fremover ville gå til at holde grunden ved lige.
Så snart de fik nøglerne, gik de i gang.
Facaden var falmet, så Anders skrabede den gamle overflade af, mens Anne malede den nederste del af væggene. Om aftenen rystede deres hænder af træthed, men næste morgen stod de igen derude med penslerne.
Køkkenet blev leveret i flade pakker. Anders sad længe og sammenholdt delene med brugsanvisningen, mens Anne sorterede beslagene og krydsede de færdige moduler af på et stykke papir. To gange måtte de skille et skab ad igen, fordi skinnerne var blevet sat fast i den forkerte side. De diskuterede, grinede af deres egen skråsikkerhed og blev alligevel færdige hen imod midnat.
Ude på grunden var arbejdet ikke lettere. Det gamle græs blev fjernet, tørre grene kørt væk, og stien ned til skuret ryddet. Anne havde planer om at gøre et område klar til bærbuske til efteråret, mens Anders drømte om at bygge et halvtag ved huset.
De knoklede efter arbejdstid og næsten hver weekend. Nogle aftener faldt de i søvn lige efter maden, før de overhovedet nåede at tale om næste dags planer. Alligevel føltes trætheden ikke bitter. Hver færdigmalet væg, hver samlet hylde og hver ryddet sti mindede dem om, at de gjorde det for deres egen skyld.
De besluttede kun at fortælle om huskøbet til de nærmeste.
I flere dage lagde Anne ingen billeder op, for huset virkede stadig alt for ufærdigt i hendes øjne. På trappen lå der værktøj, i stuen stod flyttekasserne, og en del af grunden var stadig groet til.
Anders lo, da hun endnu en gang nægtede at tage billeder af køkkenet.
— Vi kommer til at ordne noget her det næste år. Hvis du vil vente på, at alt er perfekt, kan vi lige så godt holde det hemmeligt til næste sommer.
Fredag aften tog Anne alligevel et par billeder: facaden, æbletræerne, køkkenet og Anders med en skruemaskine ved siden af en halvfærdig bænk. Hun sendte dem i familiechatten og skrev, at de endelig var flyttet ind i deres eget hus uden for byen.
Svarene kom med det samme.
I begyndelsen var det lykønskninger. Anders’ kusines tante ønskede dem et roligt liv. Mette bad om at se børneværelserne. Kirsten skrev, at hun længe havde sagt til sin søn, hvor sundt det var med frisk luft uden for byen.
Efter en halv time tog samtalen en anden retning.
Mette spurgte, om der lå en sø i nærheden. Henrik ville vide, om man kunne stille en stor grill op i gården. Svigermoren begyndte at forklare, hvor meget bedre det var for børn at holde ferie væk fra byen.
Anne læste beskederne og rynkede panden.
— De er allerede ved at planlægge ferie, sagde hun til sin mand.
Anders kiggede ned i telefonen.
— De glæder sig bare på vores vegne.
— Mette skriver, at hun tager et oppusteligt bassin med og sætter det under æbletræet.
— Det er en joke.
— Hvorfor spørger din mor så, hvilket værelse der er ledigt?
Anders scrollede hurtigt gennem beskederne.
— Lad nu være med at hidse dig op. De ved godt, at huset er lille.
Anne sagde ikke mere. Familien havde tit talt om ideer, som aldrig blev til andet end beskeder i en chat. Hun regnede med, at interessen for deres nye hus ville lægge sig efter et døgns tid.
Men allerede søndag morgen standsede to biler foran lågen.
På det tidspunkt var ægteparret i gang i køkkenet. Anne tørrede de nye hylder af, mens Anders skruede greb på lågerne.
Henrik kom først ind i gården. I den ene hånd bar han en pose, i den anden en klapstol.
— Så må I tage imod gæster!
Bag ham dukkede Mette op sammen med børnene. Kirsten kom sidst, ledsaget af sin mand, Knud.
Ingen af dem havde ringet i forvejen.
— Bliver I længe? spurgte Anne.