På bryllupsnatten låste min svigerfar døren, trak 80.000 kroner frem og sagde: »Tag pengene, skift tøj, og løb ud ad bagdøren. Nu. Med det samme.«
»Peter, hvad er det, der sker?«
»Der er ikke tid til forklaringer. Løb, min pige. Løb.«
»De er allerede her.«
Hvem “de” var, anede jeg ikke. Alligevel gjorde jeg, som han sagde. Og netop den beslutning blev det, der reddede mit liv.
De sidste gæster kørte først lidt over midnat. Anna var endelig blevet alene i soveværelset på husets første sal og sank ned på sengekanten, mens hendes fødder dunkede efter otte lange timer i høje hæle. Lars var gået ud for at følge nogle slægtninge til døren og lod vente på sig. Nedenunder nåede dæmpede stemmer, latter og smækkende døre op gennem huset.
Brudekjolen, tung af perlebroderier, lå hen over en lænestol som en hvid sky. Anna havde allerede skiftet til en silkeblød negligé og betragtede sit eget spejlbillede i det gamle toiletbordsspejl, hvor glasset var mørknet i kanterne. Hun forsøgte at forstå, at alt dette nu hørte til hendes liv.
Huset uden for Kolding. Den overdådige festmiddag for hundrede mennesker. Guldringen på hendes ringfinger.
Da låsen klikkede, vendte hun sig smilende om. Men det var ikke Lars, der stod i døråbningen. Det var hendes svigerfar.
Peter Jensen var en kraftig mand på toogtres, med grå tindinger og store, grove hænder, der bar spor af et helt livs hårdt arbejde. Han trådte ind, lukkede døren bag sig og drejede nøglen indefra. Anna greb instinktivt badekåben fra stoleryggen og pressede den ind mod brystet.
»Peter, hvad er der sket?« spurgte hun lavt.
Han svarede ikke med det samme. I stedet gik han hen til skrivebordet ved vinduet og kastede et bundt pengesedler, holdt sammen af en bankelastik, ned på bordpladen.
Så fulgte endnu et bundt, og derefter et til. Til sidst lå otte pakker pengesedler i en skæv bunke på skrivebordet. Først da vendte Peter sig mod hende. Blikket i hans øjne fik en iskold rislen til at løbe ned ad Annas ryg.
»Klæd dig på,« sagde han lavmælt, men stemmen havde den hårdhed, man bruger over for et menneske, der står med hælene ud over en afgrund. »Jeans, jakke, kondisko. Nederste hylde i skabet. Hurtigt.«
»Jeg forstår ikke…«
»Der er ikke tid til forklaringer.« Han gik hen til vinduet, trak gardinet ganske lidt til side og spejdede ud i havens mørke. »Tag pengene. Dine papirer ligger i tasken på stolen. Du går ud ad bagdøren, gennem køkkenhaven og hen til den yderste låge. Der venter nogen på dig.«
Udefra lød der pludselig støj: grus, der knasede under dæk, og den dybe brummen fra motorer. Ikke én bil. Flere. Peter slap gardinet og trådte et skridt tilbage. Anna så, hvordan musklerne spændtes langs hans kæber.
»Hvem er det? Hvor er Lars?«
»Løb, min pige. Løb.« Måden, han sagde det på, fik hende til at tie midt i sætningen. »De er her allerede. Hvis du ikke gør præcis, som jeg siger nu, dør du i dette hus i nat. Tror du på mig?«
Hun så ind i hans øjne. De var lysegrå, ligesom Lars’, men gennemtrukket af røde årer. Og i dem fandt hun noget, der gjorde hendes egen rædsel lille og næsten ubetydelig ved siden af den frygt, som denne aldrende mand bar på.
»Ikke for min egen skyld. For hendes. Jeg tror dig,« hviskede hun, lod badekåben falde og skyndte sig hen til skabet.
Jeansene passede hende. Jakken var en smule for stor, som om den kom fra en fremmed skulder, og den lugtede af tobak og maskinolie. Anna stak fødderne i kondiskoene uden at binde snørebåndene og greb den lette stoftaske.
I bunden af tasken fandt Anna med famlende fingre sit pas og nogle sammenfoldede papirer, hun ikke nåede at se nærmere på. Hun knugede det hele ind til sig og vendte sig mod sin svigerfar.
»Hvad med dig?« hviskede hun hæst. »Jeg bliver her.«
Peter svarede ikke med det samme. Han gik hen til døren, åbnede den kun en smal sprække og lyttede ud i gangen, som om selv væggene kunne sladre. Først da han var sikker på, at der ikke lød skridt i nærheden, gjorde han en kort bevægelse med hånden.
»Følg efter mig. Helt stille. Træd forsigtigt, trapperne må ikke knirke.«
De listede ud og nåede den smalle bagtrappe, som tjenestefolkene havde brugt tidligere på dagen, mens huset blev gjort klar til brylluppet. Mørket lå tæt dér, og hvert trin syntes at holde vejret sammen med dem. Anna mærkede sit hjerte hamre så voldsomt, at hun var bange for, det kunne høres.
Nede for enden førte Peter hende ind i et lavloftet, mørkt rum. Der lugtede af æbler, fugtige brædder og gammel jord. Han skubbede en tung kartoffelsæk til side med en anstrengelse, der fik ham til at stønne lavt, og bag den kom en lille dør til syne. Da han fik den åbnet, kunne Anna skimte drivhusets matte glas og de lange rækker af bede udenfor.
»Gå lige ud,« sagde han hurtigt. »Drej ikke af nogen steder. Bag hegnet ligger der en markvej og derefter en åben mark. Der venter en mand med en bil. Han hedder Mads, og han kører dig et sted hen, hvor du kan være i sikkerhed.«
»Peter…« Anna greb fat i hans ærme. Hendes fingre rystede ukontrollabelt. »Hvad er det, der sker? Hvem er de mennesker? Og hvor er Lars?«
Der er ingen yderligere sammenhængende historietekst i den fremsendte del. Hele afsnittet består af løsrevne artikeloverskrifter, kategorier og hjemmeside-/anbefalingselementer, som ifølge kravene skal udelades.