— Ud herfra! — skreg min svigermor i mit eget hjem. Hun havde bare ikke forestillet sig, at det til sidst ville blive hende, der først blev bedt om at gå.
Anna stod og lagde små sparkedragter sirligt sammen, da nøglen pludselig raslede i låsen. Hjertet sprang et slag over. Lars var på arbejde, og ekstranøglen lå hos hans mor “til nødstilfælde”. Problemet var bare, at Mette betragtede enhver hverdag som en nødsituation.
— Anna! Hvor gemmer du dig?
Anna gik ud i entréen og trak lidt i den trøje, der efterhånden strammede over maven. I døren stod svigermoren med favnen fuld af poser fra byggemarkedet, allerede i færd med at tage frakken af, som om hun boede der.
— Goddag, Mette.
— Goddag? Det er jo snart aften, — vrissede hun og marcherede direkte ind i stuen. Blikket gled kritisk gennem lejligheden, som var hun kommet for at føre kontrol. — Sidder du nu herhjemme hele dagen igen? Dengang jeg ventede barn, arbejdede vi helt til det sidste.
På tre år havde Anna lært, at det var lettere at nikke end at tage kampen. De boede trods alt hver for sig. Hvad betød det egentlig, hvad svigermoren mente?
— Jeg har taget maling med, — sagde Mette og stillede dåserne på sofaen med et klonk. — Blå. En ordentlig farve. Ikke det gule pjat, I selv har fundet på.
Anna så på dåserne. Hun og Lars havde brugt to uger på at vælge farven til børneværelset, mens de havde talt om barnet og forestillet sig, hvordan alting skulle blive.
— Men vi har jo allerede malet…
— Så maler I det om, — afbrød Mette og satte kurs mod børneværelset. — En dreng skal have en drengefarve, ikke sådan noget ubestemmeligt stads.
Inde på værelset standsede hun midt på gulvet med armene over kors, som en streng inspektør.
— Forfærdeligt. Tremmesengen kan da ikke stå ved vinduet! Og de gardiner med kaniner… er det her et værelse til en baby eller hvad?
— Vi kan godt lide det.
— Det kan jeg ikke. Og mit barnebarn kommer heller ikke til det. — Hun tog fat i gardinet med et udtryk af ren afsky. — I morgen laver vi det hele om.
Anna sagde ingenting. Som sædvanlig. Inde i maven gav barnet hende et lille spark, næsten som om det protesterede mod den fremmede, der stod og bestemte over dets værelse.
Lars kom sent hjem. Anna ventede på ham i køkkenet, hvor malingsdåserne stod fremme som erobrede trofæer.
— Har din mor været her?
— Hun havde maling med. Hun vil male børneværelset om.
Lars gned sig over næseryggen; et sikkert tegn på, at samtaler om hans mor gjorde ham anspændt.
— Måske er blå faktisk bedre…
— Vi valgte jo den gule sammen.