Lars tog papirerne fra hende og lod blikket glide ned over siderne. Jo længere han læste, desto mere alvorligt blev hans ansigt.
— Mor… sagde han lavt. — Anna har ret.
— Hvad siger du?
— Du er gået alt for langt. Han så direkte på hende. — Det her er hendes hjem. Vores familie.
Mette vaklede et skridt tilbage, som om ordene havde ramt hende fysisk.
— Så du vælger hende frem for mig?
— Jeg vælger min kone og mit barn.
— Fint, hvæsede hun, greb sin taske og stormede ud mod entréen. — Når hun en dag forlader dig, skal du ikke komme grædende hjem til mig!
— Hvis du lærer at respektere andres grænser, er du altid velkommen, sagde Anna stille. — Hvis ikke, så må det være farvel.
Døren smækkede. Stilheden lagde sig tungt over lejligheden.
— Var det ikke lidt hårdt? Lars lagde armene om Anna. — Hun ville jo bare…
— Hun var ved at indtage territorium. Langsomt, men sikkert. Anna lænede sig ind mod ham. — Giv hende et år mere, og hun fortæller os, hvordan barnet skal spise. To år, og hun bestemmer, hvilken skole vores barn skal gå på.
— Og hvis hun aldrig kommer igen?
— Det gør hun. Når hun forstår reglerne.
En måned senere ringede Mette. Hendes stemme var dæmpet på en måde, Anna ikke havde hørt før.
— Må jeg… komme forbi? Bare se, hvordan I har det.
— Selvfølgelig. Passer i morgen eftermiddag?
— Og… må jeg tage noget med til barnebarnet?
— Det må du gerne. Men jeg bestemmer, hvad der bliver her.
Der blev stille et øjeblik.
— Det forstår jeg.
Næste dag stod Mette i døren med et lille tøjdyr og en buket blomster. Hun tog pænt skoene af uden at blive mindet om det og spurgte, om hun måtte kigge ind på børneværelset.
— I har malet det om, sagde hun, mens hun betragtede de gule vægge.
— Ja. I vores farve.
Mette tav et par sekunder.
— Det er fint, sagde hun så. — Varmt.
Over teen blev der ikke sagt ret meget. Alligevel var luften rolig for første gang i tre år.
— Må jeg komme en gang imellem? spurgte Mette, da hun skulle gå. — Når den lille er kommet?
— Ja. Når vi inviterer dig.
— Når I inviterer mig, gentog hun og nikkede.
Anna lukkede døren efter hende og blev stående med ryggen mod den. Barnet sparkede kraftigt i hendes mave — muntert, næsten triumferende.
Hun lagde hånden over maven og hviskede:
— Nu er vi hjemme, lille ven. Rigtigt hjemme. Et sted, hvor din mor kan beskytte det, der betyder noget.
Inde på det gule børneværelse bevægede gardinet med de små kaniner sig svagt i trækket — præcis det gardin, de havde købt den dag, de fandt ud af, at du var på vej.