Anna fik øje på sin svigermor, før Hanne overhovedet lagde mærke til hende. Hun stod ved indgangen til restaurantens festsal, rettede på den tunge guldkæde om halsen og lod blikket glide hen over gæsterne, som om hun vurderede dem efter prisen på deres jakkesæt. Anna standsede et øjeblik i døråbningen. Det blik kendte hun alt for godt: køligt, målsøgende og bedømmende, som hos en pantelåner. Selv havde hun sin mørkeblå kjole på, uden glimmer eller pynt. Den samme kjole, hun havde brugt til samtlige festlige lejligheder de sidste tre år.
Først da Anna stod helt tæt på, opdagede Hanne hende. Et lille ryk fór gennem hendes ansigt.
“Åh, lille Anna, der er altså ikke plads til dig her,” sagde hun højt nok til, at hele salen kunne høre det, med en påtaget forbavselse i stemmen. “Du må vist være gået forkert, søde ven. Her holder vi reception for ordentlige, betydningsfulde mennesker. En forretningsmiddag. Dit niveau er kantinen ved stationen, så gå hellere derhen. Lad være med at gøre min søn til grin foran hans chefer. Vær nu fornuftig.”
Anna svarede ikke. Snesevis af øjne vendte sig mod hende. En enkelt fnøs lavt, en anden så væk med et akavet udtryk. Ved det lange bord, hvor glas og fade med pålæg stod tæt, sad Lars. Han rettede på sit dyre ur og betragtede sin kone, som om hun blot var en fremmed, der ved en fejl var trådt ind det forkerte sted.
“Anna, mor har ret. Du passer ikke ind her, kan du ikke se det? Tag hjem. Jeg kommer senere.”
Han rejste sig ikke engang. Gjorde ikke det mindste forsøg på at gå hen til hende. Han slog blot afværgende ud med hånden, som om han skubbede hende væk, og vendte sig straks tilbage mod gæsterne. En mand i gråt jakkesæt bøjede sig ind mod sidemanden og mumlede noget. Begge trak på smilebåndet.
Anna drejede om og gik. Ingen tårer. Ingen spørgsmål. Døren gled i bag hende med en blød, næsten lydløs bevægelse.
Udenfor bed vinden hende i ansigtet. Hun tog telefonen frem og åbnede bankappen. Alle firmaets kort var knyttet til hendes konto; det havde hun selv insisteret på fem år tidligere, da hun betalte Lars’ gæld og trak ham op af det hul, han var faldet i efter sit sammenbrud. Dengang ringede inkassofolk midt om natten, mens han sad bleg ved køkkenbordet og gentog: “Jeg klarede det ikke. Jeg har mistet alt.” Anna havde solgt sine forældres hus på landet og afleveret pengene uden at stille et eneste spørgsmål. Om natten førte hun regnskaber, og om dagen forhandlede hun med leverandører, mens han “genopbyggede sit ry”. Lars brugte kortene og bildte sig ind, at det hele var hans egen fortjeneste.
Ét tryk var nok til at spærre firmakortet. Anna så kort på skærmen, lagde mobilen tilbage i tasken og rettede sig op. Inde fra salen fortsatte aftenen uforstyrret.