Inde i lokalet var gæsterne faldet til ro igen. Hanne underholdt højlydt med endnu en fortælling om, hvordan hendes søn havde “bygget det hele op fra ingenting”, mens Lars tog imod lykønskninger, trykkede hænder til alle sider og lod sig bade i opmærksomheden. Han nød øjeblikket. Sådan skulle det se ud: fine mennesker, et overdådigt bord, respekt i blikkene omkring ham.
Så kom tjeneren med regningen. Lars rakte ham kortet med en ligegyldig bevægelse uden så meget som at kigge på beløbet. Terminalen gav et bip. Der blev stille et sekund. Endnu et bip. Afvist.
— Prøv lige igen, sagde Lars, og smilet var allerede forsvundet.
Tjeneren forsøgte en gang til. Afvist. En tredje gang. Samme resultat.
Hanne rejste sig brat og gik hen til disken. Hun så ned på bestyreren, som om hun alene med sin holdning kunne tvinge hende til at skamme sig.
— Hvad er det her for noget rod? Min søn har ikke problemer med penge. Gør det ordentligt i stedet for at stå og fumle.
Bestyreren, en ung kvinde i mørkt, stramt jakkesæt, mødte hendes blik uden at blinke.
— Kortet er spærret af kontohaveren. Anna har fjernet adgangen for få minutter siden. Enten betaler I kontant, eller også tilkalder vi vagterne.
Hele salen stivnede. En af gæsterne tog sin telefon frem. En anden vendte hovedet bort og lod, som om han intet havde hørt. Lars blev kridhvid. Han greb mobilen og ringede til sin kone. Intet svar. Han prøvede igen. Denne gang var forbindelsen slået fra.
Hanne klemte fingrene om hans arm og hvislede mellem sammenbidte tænder:
— Lars, få styr på det med det samme! Ring til hende. Hun skal åbne kortet igen. Forstår du, hvor ydmygende det her er?
Men Lars hørte knap efter. Med rystende hænder bladrede han gennem telefonen og forsøgte desperat at huske koderne til andre konti. Der var ingenting at hente. Alt var bundet op på Anna. Han kunne ikke engang huske, hvornår hun havde ordnet papirerne og sat underskrifterne de rigtige steder. Han havde bare skrevet under på det, hun lagde foran ham, uden at læse en linje.
Gæsterne begyndte at rejse sig fra bordet. Nogle mumlede noget om hastesager, andre gik mod udgangen uden et ord. En ældre kunde i gråt jakkesæt standsede ved Lars og klappede ham på skulderen med en medlidenhed, der skar som hån.
— Den slags sker, kollega. Du skulle have behandlet din kone med respekt. Nu er det vist for sent.
Han forlod lokalet som den første, og snart fulgte resten efter. På under ti minutter var salen tømt. Tilbage stod kun Lars, hans mor og bestyreren med regningen i hånden.
— I har tyve minutter, sagde hun uden antydning af følelse. — Derefter ringer jeg efter vagterne.
Hanne rodede febrilsk i sin taske og trak nogle få sedler frem. Alt for lidt. Lars stak hænderne i lommerne og fandt det, han havde på sig. Det rakte heller ikke. Bestyreren betragtede dem med kølig nysgerrighed.
— Har I prøvet at ringe til konen?