– Anna, du skal altså ikke tage det personligt, men mor har besluttet, at sommerhuset skal gå til Lars.
Mette sagde det allerede ude i entréen, mens Anna stod og kæmpede med den ene støvle og forsøgte ikke at træde i det våde dørmåtteområde med strømpebukserne. Hun sagde det lavmælt, med det særlige lille smil, hun altid tog på, når hun skulle servere noget ubehageligt. Straks efter vendte hun sig mod spejlet og begyndte at rette på sit hår.
– Skulle jeg da blive fornærmet? spurgte Anna.
– Man ved jo aldrig. Folk er så sarte nu om dage.
Inde fra stuen lød Hannes stemme:
– Bliver I ved derude? Anden bliver kold!
Mette greb sin taske og gik først ind til bordet. Anna blev stående et par sekunder i entréen med den anden støvle i hånden. Lars sad allerede inde i stuen ved siden af sin mor og fortalte højt om, hvordan han den morgen havde været i tre forskellige butikker, før han fandt en ordentlig kage.
Om sommerhuset havde han ikke sagt et ord til hende.
– Mor, jeg sagde jo, at jeg nok skulle tage en god en med, sagde Lars, mens han skar tapen på æsken op med en kniv. – Du var bange for, at jeg kom med et eller andet bras.
– Bange var jeg nu ikke. Jeg kender dig jo, svarede Hanne. – Når du først tager dig af noget, så bliver det gjort ordentligt.
Mette nikkede, som om den bemærkning ikke kun handlede om kagen, men om hele hendes brors liv og karakter.
Anna satte sig ved siden af Lars. Han skubbede en tallerken hen til hende, strejfede hendes arm med albuen og spurgte dæmpet:
– Hvorfor blev du hængende derude?
– Støvlen ville ikke af.
– Du kunne da have kaldt på mig.
Hun så på ham, men han havde allerede vendt sig mod sin mor og foreslog, at de åbnede champagnen.
Sommerhuset kom ikke på tale med det samme. Først talte de om Hannes helbred, den nye leder på hendes lægehus og om overboen, der igen var begyndt at ryge i opgangen. Mette førte ordet højere end alle andre, afbrød sin mor og fandt flere gange telefonen frem for at vise billeder af den renovering, hun ville i gang med til foråret.
Lars spiste med god appetit og lagde mere and over på Annas tallerken, selv om hun to gange havde sagt, at hun ikke ville have mere.
– Hvorfor er du så stille i dag? spurgte han.
– Jeg er helt normal.
– Nå, godt.
Han sagde det med en lettelse, som om han lige havde kontrolleret en vigtig lampe og konstateret, at den stadig lyste.
Efter hovedretten skubbede Hanne salatskålene ud til kanten af bordet og tog en blå mappe ud af skabet. Hun lagde den foran sig, glattede omslaget med håndfladen og rettede af en eller anden grund på dugen.
– Jeg har ikke samlet jer i dag kun for fødselsdagens skyld, sagde hun. – Fødselsdag er fødselsdag, men der er nogle ting, vi bør få afklaret i god tid.
Lars holdt op med at tygge. Mette rettede sig straks op og kiggede på Anna.
– Mor, kan det ikke vente? spurgte Lars.
– Vente på hvad? I er her begge to, og Mette er her også. Jeg har ikke tænkt mig at dø i morgen, lad være med at se sådan på mig. Jeg vil bare gerne undgå, at nogen kommer op at skændes senere.
Hanne åbnede mappen. Anna kunne se en kopi af papirerne på sommerhuset, en gammel tegning over grunden og flere ark fyldt med Hannes håndskrift.
– Jeg har besluttet, at sommerhuset skal skrives over til Lars, sagde hun. – Mette fik jo lejligheden efter sin far, så hun har sit. Og Lars er en mand, han kan lide at holde tingene i stand, og han passer på det, han har.
– Mor, hvorfor skal vi tale om det nu? Lars rakte ud efter mappen, men Hanne lagde hånden fast ovenpå den.
– Fordi det er sådan, jeg har bestemt det. Du er til at stole på, Lars. Du har selv købt lejlighed, skiftet bil, sørger for din kone. Så kan jeg være rolig for, at sommerhuset ikke går tabt.
Anna drejede hovedet mod sin mand. Han så ned i sin tallerken og skrabede med gaflen mod den sprøde stegeskorpe.
Mette opfangede hendes blik.
– Hvad? sagde hun. – Jeg synes da, det er retfærdigt. Lars har altid været god til at styre penge. I fik jo lejligheden på grund af ham, og en rigtig fin en endda.
– På grund af ham? gentog Anna og var tæt på at få maden galt i halsen.
Lars skubbede hurtigt brødkurven hen imod hende.
– Anna, tag noget brød.
Hun rørte ikke kurven.
– Mette, hvorfor siger du, at det var på grund af ham?
– Fordi han skaffede udbetalingen. Du var jo lige startet på dit nye arbejde dengang. Eller husker jeg forkert?
Mette vendte sig mod sin bror, som om hun ventede på, at han skulle bekræfte det. Lars tog sit vandglas, drak en slurk og stillede det tilbage alt for tæt på bordkanten.
– Mette, lad os nu lade være med at lave regnskab, sagde han. – Det er trods alt mors fødselsdag.
– Hvad er der galt i det? Jeg roser bare min bror.
– Hvem har fortalt dig det med udbetalingen? spurgte Anna skarpt.
Mette trak på skuldrene.
– Det har Lars sagt. For længe siden.
Lars skubbede pludseligt sin tallerken væk.
– Det var ikke sådan, jeg sagde det.
– Hvordan sagde du det så? spurgte Anna.
– Det kan jeg da ikke huske nu. Det er hundrede år siden.
– Fem år.
– Der kan du se. Du husker det, jeg gør ikke.
Han forsøgte at grine det væk, men ingen fulgte ham. Hanne sad med fingrene på den åbne mappe og så først på sin søn, derefter på Anna.
– Hvad er der da i vejen med den udbetaling? spurgte hun.
– Der er ikke noget, mor, sagde Lars hurtigt. – Lad være med at begynde.
– Jeg begynder ikke på noget. Jeg spørger bare.
Mette himlede med øjnene og greb sit glas.
– Herregud, nu bliver en helt almindelig bemærkning gjort til en tragedie. Hvad betyder det, hvem der betalte hvad? De er jo en familie.
– Hvorfor sagde du så lige, at Lars købte lejligheden? spurgte Anna.
– Fordi det var ham, der tog sig af realkreditlånet. Han løb rundt til bankerne, forhandlede, samlede dokumenter og alt det der.
– Det var mig, der tog mig af lånet.
– Måske gjorde I det sammen.
– Mette, hvor ved du alt det fra?
– Hvad mener du?
– At jeg dengang lige var begyndt på et nyt job. At Lars angiveligt skulle have skaffet udbetalingen. At han løb rundt i bankerne.
Mette så hen på sin bror.