Det flygtige blik var nok til, at Anna forstod.
Lars rakte ud efter flasken, men bevægelsen blev for klodset, og han kom til at støde til et glas. Vandet væltede ud over dugen og begyndte at løbe i en tynd strøm hen mod mappen. Hanne gav et lille skrig fra sig, greb hurtigt papirerne, og Mette fór i gang med at duppe vandet op med servietter.
– Så er vi i gang, mumlede Lars irriteret. – Vi kunne ikke bare have spist i fred.
– Har du selv fortalt hende det? spurgte Anna skarpt.
– Hvad skulle jeg have fortalt?
– At det var dig, der købte lejligheden.
– Det har jeg aldrig sagt!
– Jo, det har du, blandede Mette sig. – Du sagde selv, at du trak hele læsset, fordi Anna dengang knap nok tjente noget endnu.
Lars så på sin søster, som om hun uden varsel havde stillet sig på fjendens side.
– Jeg har ikke sagt, at hun ikke tjente penge.
– Lars, du sagde, at du var nødt til at klare det meste selv. Jeg kan endda huske, at mor var bekymret over, at I havde taget så stort et boliglån.
– Det passer simpelthen ikke.
– Jo, det gør det, sagde Hanne stille. – Du sagde til mig, at Anna stadig var ved at finde sig til rette på sit nye arbejde, og at du derfor måtte stå for betalingerne.
Anna lod en finger glide langs bordkanten, hvor vandet stadig lå som en blank stribe. Lars greb en serviet og begyndte febrilsk at tørre et sted af, der allerede var tørt.
– Jeg kan have formuleret mig uheldigt, sagde han. – Jeg havde det elendigt dengang. Jeg havde jo ikke noget ordentligt arbejde.
– Du var uden arbejde i fire måneder, svarede Anna. – Lejligheden købte vi først året efter.
– Og hvad så? Skal du nu til at kontrollere datoer?
– Jeg forsøger at finde ud af, hvor længe du har gået og fortalt den historie!
– Jeg har ikke fortalt nogen historie. Jeg har måske sagt noget én gang til min mor, og så har hun misforstået det.
Hanne lagde de reddede ark op i vindueskarmen.
– Jeg misforstod ingenting, Lars. Du sagde, at det var dig, der tog lejligheden, mens Anna hjalp til med det, hun kunne.
– Mor, nu begynder du også…
– Hvad gør jeg? Hendes stemme blev lavere. – Jeg har jo fortalt alle mine veninder, hvor dygtig en søn jeg har.
Mette smed de våde servietter ned på en tom tallerken.
– Hvorfor overfalder I ham alle sammen? Han har sagt til sin mor, at han kunne klare tingene. Hvad skulle han ellers sige? At hans kone betalte for ham?
– For ham? Anna vendte sig mod hende. – Hvorfor skal det absolut hedde for ham?
– Fordi det lyder normalt, når en mand forsørger sin familie. Ikke når konen bagefter hiver en lommeregner frem foran alle.
– Jeg har ikke hevet noget som helst frem.
– Præcis, sagde Lars. – Så lad os stoppe her.
Han rakte ud efter mappen og begyndte at samle papirerne sammen, som om Hannes beslutning allerede krævede hans øjeblikkelige indsats. Anna lagde hånden fladt hen over et af arkene.
– Vent lidt.
– Hvad nu?
– Købte du også bilen helt selv?
Lars’ hånd gav et ryk.
– Hvad har bilen med det her at gøre?
– Mette sagde i sommer i sommerhuset, at du endelig havde unde dig selv en ordentlig bil. Dengang tænkte jeg, at hun bare udtrykte sig sådan. Nu forstår jeg det hele.
– Jamen så unde han sig den vel, sagde Mette. – I lever jo sammen.
– Det var mine penge.
– Nu starter det igen, sukkede Lars og lænede sig tilbage mod stoleryggen. – Mine penge, dine penge. Du har altid selv sagt, at alt hos os er fælles.
– Det er det også.
– Hvad er problemet så?
– Problemet er kæmpestort, hvis du over for din egen familie har fortalt, at du klarede det hele alene. For det er ikke sandt.
– Jeg har ikke fortalt det sådan!
– Lars, sagde hans mor og brød ind. – Du fortalte mig, at du fik solgt den gamle bil godt, lagde dine egne opsparede penge oveni og købte den nye.
Han lukkede øjnene og gned sig over næseryggen.
– Mor, jeg havde ikke tænkt mig at aflægge regnskab for, hvor pengene kom fra.
– Men det gjorde du, sagde Anna lavt. – Du aflagde regnskab. Du løj bare.
– Hvorfor kalder du det løgn? Bilen er i familien. Det er mig, der kører i den. Hvad forskel gør det, hvem der lavede overførslen?
– Hvorfor sagde du så ikke, at det var mine penge?
Lars åbnede munden, men det var Mette, der svarede.
– Fordi det er ydmygende.
Hanne drejede hovedet mod sin datter.
– Hvad er ydmygende?
– Når en mand ingen penge har, og konen betaler det hele. Hvorfor lader I, som om I ikke forstår det?
Anna så på Lars. Han modsagde ikke sin søster. I stedet tog han igen fat om glasset, selv om der næsten ikke var vand tilbage i det.
– Så det var altså ydmygende, sagde Anna langsomt. – Men det var ikke ydmygende at få det til at lyde, som om jeg levede på din regning som en byrde?
– Ingen har sagt, at du levede på min regning.
– Din mor sagde lige, at du forsørgede mig.
– Det var mor, der sagde det.
– Fordi du havde fortalt hende det på den måde.
– Anna, hold nu op med at køre i ring. Jeg har allerede sagt, at jeg kan have udtrykt mig forkert.
– Hvor mange gange? Sig det.
Han rejste sig så brat, at stolen bankede ind i væggen, og Hanne fór sammen.
– Hvordan skulle jeg vide, hvor mange gange? udbrød Lars. – Hvad er det, du vil høre nu? At jeg er et monster? At jeg har stjålet din lejlighed fra dig?
– Jeg vil høre, hvorfor du gjorde det. Hvorfor?
– Jeg gjorde ikke noget med vilje!
– Så ret det nu.
Lars stivnede med hånden om stoleryggen.
– Hvad skal jeg rette?
– Det hele. Fortæl din mor, hvem der betalte udbetalingen. Hvem der indfriede dit lån. Hvem der købte bilen.
– Mener du seriøst, at du vil sidde her og remse det op midt på mors fødselsdag?
– Det var ikke mig, der begyndte at opremse dine bedrifter.
Mette rettede sig op i stolen.
– Nu giver det hele mening. Du har bare ventet på en anledning til at ydmyge ham.
– Mette, bland dig udenom, sagde Lars.
– Nej, jeg siger det. Mor vil overdrage sommerhuset til ham, og straks går du i gang. Lejligheden er min, bilen er min, pengene er mine. Sikke et belejligt tidspunkt.
I nogle sekunder blev Anna bare stående og stirrede på hende, som om ordene først ikke kunne finde plads i hendes bevidsthed.