Ved siden af dem stod kassen med julepynt.
Mette fulgte sin mor med øjnene, indtil hun forsvandt, og vendte sig så brat mod Anna.
– Nå? Fik du det, som du ville have det? Er du tilfreds nu?
– Mette, hold nu op! råbte Lars skarpt.
– Nej, hun skal svare! Hun kommer her, ødelægger fødselsdagen, gør mor ked af det og får dig til at ligne… jeg ved ikke hvad. Er du glad nu?
Anna skubbede stolen tilbage og rejste sig.
– Jeg vidste ikke, at sandheden om overførslerne kunne ødelægge noget her…
– Der kom den igen. Du skal altid lyde så klog.
– Mette, nu er det nok, lød Hannes stemme inde fra stuen. – Kom og hjælp med at rydde af.
– Jeg rydder ingenting af.
– Så gå hjem.
Farven forsvandt næsten fra Mettes ansigt.
– Smider du mig ud?
– Jeg smider ikke nogen ud. Jeg siger bare, at der er blevet råbt nok.
– Jeg forsvarer din søn!
– Mod hvem?
Mette så over på sin bror. Lars sad med skuldrene sunket sammen og nulrede kanten af dugen mellem fingrene.
– Nå, sådan, sagde hun. – Så er alle imod mig.
Hun rev sin taske til sig, ramte et tomt glas med albuen og nåede lige at gribe det, før det gled ud over bordkanten. Hun satte det hårdt tilbage, bandede lavt for sig selv og gik ud i gangen.
Lars gjorde ikke mine til at følge efter hende.
Et øjeblik senere smækkede hoveddøren.
Hanne begyndte at samle tallerkenerne sammen. Hun gjorde det for hurtigt, stablede dem oven på hinanden uden at se efter, om der stadig lå mad på dem.
– Jeg kan godt tage det, sagde Anna.
– Lad være.
– Hanne…
– Nej, Anna. Gå hjem. I to må tale sammen.
Først da rejste Lars sig.
– Mor, jeg ringer i morgen.
– Gå nu.
Hun tog bunken med tallerkener og bar den ud mod køkkenet. En gaffel gled af og faldt ned på gulvet, men Hanne vendte sig ikke engang om.
Ude i entréen kæmpede Lars længe med at få armen ind i jakkeærmet. Anna stod ved døren og så til, mens han rykkede i stoffet og lod sin irritation gå ud over foret.
– Du behøvede ikke vise telefonen, sagde han.
– Nej.
– Mor var faldet til ro.
– Måske.
– Forstår du, at hun overhovedet ikke stoler på mig nu?
Anna åbnede døren.
Han gik først ud på reposen og trykkede flere gange i træk på elevatorknappen.
Nede i bilen startede Lars motoren for at varme den op.
– Jeg er nødt til at finde ud af, hvad det egentlig er, du vil have af mig!
– Lige nu ingenting, Lars.
– Du laver den scene foran alle, og nu vil du ingenting?
– Jeg stillede et spørgsmål.
– Og hev kontoudskrifter frem.
– Fordi du blev ved med at lyve.
– Jeg gik i panik!
– Har du gået i panik i fem år?
Han slog håndfladen hårdt mod rattet.
– Jeg kunne ikke sige til min mor, at jeg levede på din regning!
Anna klikkede selen op, selv om bilen stadig holdt stille.
– Så kom vi endelig dertil.
– Jeg skammede mig over mig selv.
– Og derfor gjorde du mig hjælpeløs i deres øjne… og fortalte dem, at du forsørgede mig.
– Det var bare nemmere at forklare dem sådan!
Han bakkede hastigt ud fra parkeringspladsen, men måtte straks bremse for en skraldebil.
Resten af vejen hjem sagde ingen af dem noget. Lars tændte blinklyset alt for tidligt flere gange, og på et tidspunkt kørte han forbi den indkørsel til gården, de skulle have taget, så han måtte vende tilbage ad nabogaden.
Da de standsede foran opgangen, steg Anna ud først. Lars indhentede hende ved døren.
– Vil du nu fortælle det her til alle?
Hun lagde nøglen mod dørtelefonen.
– Hvem er alle?
– Venner. Kollegaer. Jeg ved det ikke…
– Tror du stadig, det her handler om penge?
– Hvad handler det så om?
Døren summede og gik op. Anna holdt den med hånden.
– Om at du havde brug for at gøre mig til én, der levede på din bekostning, så du selv kunne se ordentlig ud.
Inde i lejligheden tog hun øreringene af og lagde dem på hylden i entréen. På væggen hang billedet fra indflytningen: Lars stod med nøglerne til lejligheden i hånden, Hanne havde en arm om hans skuldre, og Mette stod ved siden af med en flaske champagne. Anna var ude i siden af billedet med en pose fra byggemarkedet i hånden. Alle så lykkelige ud på det fotografi.
Anna gik ind i soveværelset, tog en lille weekendtaske ud af skabet og lagde den på sengen.
Lars standsede i døråbningen.
– Hvor skal du hen?
– Jeg tager over til Sara et par dage.
– På grund af det her?
Hun trak en skuffe ud og begyndte at lægge tøj sammen.
– På grund af fem år, Lars.
– Skal vi nu skilles, fordi jeg fik sagt noget forkert til min mor? Helt ærligt, mener du det?
– Jeg har ikke sagt noget om skilsmisse. Jeg vil bare ikke sove ved siden af dig i nat.
– Lad nu være med det der. Jeg har jo sagt undskyld.
– Nej.
– Fint. Undskyld.
Hun lynede tasken.
– For hvad?
Lars stivnede med hånden på skabslågen.
– For at det var ubehageligt for dig.
– Det var ikke ubehageligt.
– Så hjælp mig. Hvad er det rigtige at sige?
– Find selv på det. Du er god til at finde på versioner.
Han slap lågen.
– Så nu vil du bruge hvert eneste ord imod mig?
– I dag vil jeg.
Anna tog tasken og gik ud i gangen. Lars fulgte efter hende.
– Jeg ville ikke ydmyge dig.
– Det gør det ikke lettere for mig.
Hun trak jakken på. Telefonen vibrerede i hendes lomme, og Hannes navn lyste på skærmen, men Anna afviste opkaldet.
– Det er mor, sagde Lars.
– Så ringer du tilbage til hende.
– Hun ringer til dig.
– Fra nu af kan hun ringe til dig.
– Kommer du tilbage?
Anna åbnede døren.
– Når du kan forklare alt det her uden at bruge ordet “tilfældigt”, Lars.
Han svarede ikke.
Anna gik ud på reposen og trykkede på elevatorknappen. Dørene gled næsten straks op. Inden hun trådte ind, tog hun det ekstra nøglesæt op af lommen, pillede den lille nøgle til Hannes lejlighed af ringen og lagde den på kommoden i entréen.
– Giv den her til din mor, sagde hun og gik ind i elevatoren.