– Tror du virkelig, det her handler om sommerhuset?
– Hvad skulle det ellers handle om? Du har tiet stille i fem år, og så snart der dukker papirer op, får du pludselig talens brug.
– Hvilke papirer? Anna lo kort, uden glæde. – Jeres sommerhus rager mig ikke.
– Det siger alle i begyndelsen.
– Mette, nu holder du mund! Hannes stemme skar gennem rummet.
Datteren vendte sig mod hende med et såret udtryk.
– Mor, jeg prøver at beskytte dig. Du er ved at skrive ejendom over på ham, og om lidt viser det sig, at Anna også mener, hun har krav på den, fordi hun jo er den store forsørger her og holder hånden under alle.
– Jeg gør ikke krav på noget som helst, sagde Anna. – I kan skrive sommerhuset over i morgen, hvis I vil. Det har intet med mig at gøre.
– Hvor storsindet.
– Mette, jeg sagde stop! Lars hævede stemmen og slog håndfladen mod stoleryggen, så det gav et tørt smæld. – Hvorfor blander du overhovedet det ind i det her?
– Mig? Er det mig, der blander noget ind? Hun sidder jo og hælder skidt ud over dig!
– Jeg stiller ham spørgsmål, sagde Anna.
– Foran hans mor. På hendes fødselsdag.
– Fordi han løj foran sin mor!
Mette sprang op fra stolen.
– En ordentlig kone ville aldrig udstille sin mand på den måde!
Anna lod blikket glide over på Lars. Han stod klemt inde mellem bordet og vinduet, rød i ansigtet, med den øverste skjorteknap åben.
– Og en ordentlig mand? Ville han i årevis gå rundt og fortælle, at hans kone levede på hans regning? Er det normalt i jeres familie?
– Det har jeg aldrig sagt! råbte han igen.
– Vis det, sagde Hanne.
Alle drejede hovedet mod hende.
– Vise hvad? spurgte Lars.
– Hvem der betalte. Hvis I ikke længere kan høre, hvad den anden siger, så læg tallene frem og få det afsluttet.
– Mor, helt ærligt, er du blevet vanvittig? Vi står ikke i en retssal.
– Det var ikke dig, jeg bad om noget, Lars.
Hanne så på Anna. Der var ingen anklage i hendes stemme, kun en forvirret, næsten hjælpeløs længsel efter at finde en enkel misforståelse, så samtalen kunne vende tilbage til den verden, hvor hendes søn stadig var pålidelig og gjorde alting rigtigt.
Anna tog sin telefon frem.
– Nå, sagde Lars med en bitter, skæv latter. – Fantastisk. Nu får vi altså regnskabet.
Hun svarede ikke. Hun åbnede bankappen, fandt de gemte kontoudtog og bladrede gennem overførslerne, indtil hun nåede frem til betalingen ved købet. Beløbet for udbetalingen fyldte næsten hele linjen.
Så rakte hun telefonen til Hanne.
– Det her er første indbetaling. Datoen står der også.
Svigermoren tog brillerne på og holdt skærmen tættere op foran ansigtet.
– Her står dit navn.
– Fordi det var mig, der overførte pengene.
– Det kan have været fra en fælles konto, skød Mette hurtigt ind.
– Fra min private konto. Vi havde ikke engang en fælles konto dengang.
Anna tog telefonen tilbage, åbnede mappen med billeder og fandt fotografiet af den elektroniske udskrift, hun engang havde gemt for en sikkerheds skyld. På skærmen stod lejlighedens adresse, registreringsdatoen og navnene på ejerne.
– Lejligheden står i begges navne, sagde hun. – Det var sådan, vi aftalte det. Jeg har aldrig anfægtet det.
Hun gik igen ind i bankappen og viste overførslen til Lars’ lån. Derefter fandt hun betalingen for bilen, som banken havde gemt som en særskilt post.
Telefonen lå nu foran Hanne på bordet. Mette strakte hals for at se med og forsøgte at zoome ind med fingrene, men Hanne trak skærmen væk fra hende.
– Lars, sagde hun stille. – Hvorfor har du løjet for os?
Han satte sig ned igen, men ramte forkert ved stolens kant og måtte gribe fat i den for ikke at vælte.
– Jeg løj ikke… Jeg fortalte bare ikke alle detaljer.
– Du sagde, du selv havde købt lejligheden. Det har du sagt i mange år.
– Fordi vi er en familie! Hvad betyder det, hvem der trykkede på overførslen?
– Hvorfor sagde du så ikke, at pengene var Annas? spurgte hans mor.
– Fordi jeg ikke ville gøre dig bekymret.
– Bekymret over hvad?
Lars så først på sin søster, derefter på Anna, og lod så et tungt suk slippe ud.
– Dengang havde jeg problemer på arbejdet. Dit blodtryk steg, hver gang telefonen ringede. Har du glemt det?
– Mit blodtryk steg ikke af sandheden!
– Mor, lad nu være, please.
– Jeg lader ikke noget begynde. Jeg har i fem år fortalt folk, at du selv havde købt den lejlighed. Så det betyder, at jeg også har gået rundt og løjet.
– Bad jeg dig måske om at fortælle det til alle?
Mette rykkede tættere ind mod bordet.
– Fint, han løj én gang. Hvad så nu? Skal han skydes for det? Han skammede sig. En mand mister sit arbejde, konen tjener mere end ham. Det kan man godt forstå.
– Det kunne man, sagde Anna. – Og dengang forstod jeg ham også.
– Så kunne du jo bare være blevet ved med at forstå ham! Hvad er problemet nu?
– Problemet er, at han senere fik arbejde igen, men blev ved med at fortælle, at han selv havde betalt det hele.
– Fordi du lod ham gøre det!
Lars løftede hovedet brat.
– Mette!
– Hvad? Hun tav i fem år. Det passede hende åbenbart fint, lige indtil mor besluttede, at sommerhuset skulle over på dig.
Anna lagde telefonen tilbage i tasken.
– Der er én ting, du har ret i. Jeg sagde ingenting.
– Netop.
– Fordi jeg troede, det var jer, der havde fundet på den historie. Jeg forestillede mig, at I bare var vant til at se Lars som mere succesfuld, end han egentlig var. Jeg anede ikke, at han selv fodrede jer med færdige forklaringer.
– Hvilke forklaringer? spurgte Lars.
– Om den gamle bil, du angiveligt solgte. Om udbetalingen, du påstod, du havde sparet op til. Om mit arbejde, hvor jeg efter sigende bare var ved at finde mig til rette.
– Det kan jeg have sagt én gang!
– Tre forskellige historier på én gang?
– For Guds skyld, Anna, hvor længe vil du blive ved?
– Det er faktisk også det, jeg gerne vil vide.
Han så på hende et kort øjeblik og slog straks blikket ned.
Hanne lukkede mappen med papirerne til sommerhuset.
– Jeg skriver ikke noget over til nogen foreløbig.
– Mor, sommerhuset har slet ikke noget med det her at gøre, sagde Lars.
– Det ved jeg. Netop derfor gør jeg det ikke.
Hun tog mappen og bar den hen til skabet, hvor de gamle fotoalbummer stod.