— Hvor i alverden render du rundt?! Jeg sagde jo, at vi får gæster i dag! — råbte hendes mand gennem telefonen. Men Anna lyttede ikke længere. Hun afbrød samtalen, lagde røret på og begyndte roligt at samle sine ting.
Hun huskede stadig tydeligt den dag, hvor Lars var kommet hjem med et bredt smil og en flaske champagne i hånden. Det var fire år siden, dengang de endnu kunne stå i køkkenet og le sammen, dengang han kyssede hende hver morgen, før han gik på arbejde, og dengang hun stadig troede, at de var et par — ikke en herre og hans tjenestepige.
— Anna, du gætter aldrig, hvad der er sket! — havde Lars råbt den aften, mens han svingede hende rundt i stuen. Hun lo og lænede sig ind mod hans skulder. — Jeg er blevet udnævnt til afdelingsleder! Forstår du det? Leder! Fast løn og oveni en procentdel af afdelingens indtjening. Det er tre gange så meget, som jeg fik før!
Hun havde været oprigtigt glad på hans vegne. Lars havde kæmpet for det i årevis: lange arbejdsdage, kurser, efteruddannelse og møder, der trak ud til sent om aftenen. Han havde fortjent den forfremmelse. Dengang virkede det, som om deres liv endelig ville begynde at gå den rigtige vej.
I starten blev det faktisk også sådan. Lars strålede af stolthed, kom hjem med gaver, inviterede hende ud at spise og talte begejstret om fremtiden. De drømte om en ferie i Italien, om børn og om en større lejlighed. Anna klarede sig også godt på sit arbejde. På reklamebureauet, hvor hun var ansat, blev hendes projekter rost igen og igen, og flere kunder bad specifikt om at få hende på deres opgaver.
Men lidt efter lidt skete der noget med Lars. Han blev oftere og oftere på kontoret til sent, og hans interesse for hendes hverdag svandt ind. Omtrent et halvt år efter forfremmelsen kom han pludselig med en bemærkning, der slog hende ud af kurs.
— Anna, hvorfor bliver du egentlig ved med det arbejde? Tænk over det: Jeg tjener godt nu. Jeg kan forsørge os. Du kunne tage dig af hjemmet, af dig selv… Det er pinligt, når mine kolleger spørger, hvad min kone laver, og jeg skal sige, at hun sidder og laver et eller andet med reklamer.
— Et eller andet med reklamer? — Anna troede først, han lavede sjov. — Lars, jeg er senior specialist. Jeg leder et hold på tolv mennesker, og mine projekter…
— Og hvad så? — afbrød han og trak på skuldrene. — Vi mangler ikke penge længere. Hvorfor udsætte dig selv for alt det pres og stress? Du kan være dronning herhjemme i stedet for at rende rundt og lege kreativ.
Anna overbeviste sig selv om, at han bare var træt, og at det ville gå over. Men Lars vendte tilbage til emnet igen og igen. Han sagde, at koner til virkelig succesfulde mænd ikke arbejdede, og at hendes karriere var en barnlig beskæftigelse sammenlignet med det ansvar, han bar.
— Det er mig, der forsørger familien! — gentog han. — Hvad laver du egentlig? Flytter rundt på billeder og finder på slogans?
I månedsvis stod Anna imod. Men hans krav blev mere og mere hårde, og kulden mellem dem bredte sig. Til sidst gav hun efter. Hun sagde sin stilling op, tog afsked med sit team og forlod de projekter, der næsten føltes som hendes egne børn.
— Kan du se, hvor rigtigt det her er? — sagde Lars den første aften, hvor han kom hjem til et færdigdækket bord. — Nu er du en rigtig hustru.
Men titlen som “rigtig hustru” viste sig hurtigt at være bitter. Lars begyndte mere og mere at behandle hende som ansat hjælp i huset. Han bad ikke længere om noget — han beordrede. Og han sagde ikke tak for det, hun gjorde.