Aftensmaden regnede han ganske enkelt med, som om den altid havde været hendes pligt. Når hans kolleger eller venner skulle komme forbi, faldt det ham ikke ind at spørge, om Anna havde lyst eller kræfter til at lave mad. Han meddelte det bare, som om beslutningen allerede var taget.
— I morgen kommer Mikkel og Kasper. Lav noget med kød. Og køb en ordentlig kage.
Anna nikkede lydigt. Ikke fordi hun syntes, det var rimeligt, men fordi hun stadig elskede ham. Hun holdt fast i tanken om, at det kun var en fase. At han nok ville blive sig selv igen, og at alting med tiden ville falde på plads.
Men udviklingen gik den stik modsatte vej.
En aften kom Lars hjem med et mørkt, næsten tomt blik. Hans ansigt havde fået en grålig farve, og fingrene rystede svagt. Han sank ned i sofaen og sagde ikke et ord længe.
— Hvad er der sket? spurgte Anna forsigtigt.
— De har fyret mig, svarede han lavt. — Bare sådan. Smidt mig ud.
— Fyret dig? Men hvorfor?
— De påstår, jeg har taget imod bestikkelse. At jeg har lavet særlige rabatter til kunder mod betaling under bordet. Det er jo vanvittigt! Lars slog hånden hårdt ned i bordpladen. — Det er Mads, der står bag. Det kryb, som jeg overhalede, da stillingen skulle besættes. Han har hældt løgne ud om mig, og de gad ikke engang undersøge sagen ordentligt. De fyrede mig bare!
Anna lagde armene om ham og strøg ham over håret. Hun hviskede, at det nok skulle gå, at han ville finde noget andet, for han havde jo både erfaring, kontakter og et navn i branchen.
Men uger blev til måneder, og der kom intet arbejde. Ingen ville ansætte Lars. Rygterne om ham bredte sig hurtigt i miljøet, og så snart folk i HR-afdelingerne så hans navn på et CV, blev det sorteret fra.
Til sidst var det Anna, der måtte ud og finde et job. Efter to års pause viste det sig næsten umuligt at komme tilbage på samme niveau som før. Hun endte i et lille bureau som junior kreativ medarbejder — præcis den type stilling, hun havde haft otte år tidligere. Lønnen var kun en fjerdedel af det, hun engang havde tjent.
Imens forandrede Lars sig fuldstændigt. Han begyndte at drikke. Først kun om aftenen, senere også midt på dagen. Han råbte ad Anna for den mindste ting. Hun tjente for lidt, sagde han. Hun lavede dårlig mad. Lejligheden var beskidt.
— Det var mig, der forsørgede dig! Jeg gav dig alt! Og hvor er din taknemmelighed? brølede han. — Du kan ikke engang forsørge din egen familie ordentligt!
Anna arbejdede tolv timer om dagen. Hun forsøgte at genopbygge sine gamle forbindelser, indhente alt det, hun havde mistet, og bevise, at hun stadig kunne noget. Men når hun kom hjem, ventede der hende kun en vask fuld af snavsede tallerkener, et tomt køleskab og en fuld ægtemand, der krævede mere og mere.
Det værste var, at Lars slet ikke søgte arbejde. Hele dage sad han foran computeren og udtænkte hævn mod Mads. Han læste debatfora, hvor folk diskuterede deres tidligere firma, sendte anonyme anmeldelser til Skattestyrelsen og ledte manisk efter noget, der kunne ødelægge Mads’ omdømme.
— Jeg skal nok få ham ned med nakken, mumlede han, mens blikket hang fast på skærmen. — Alle skal se, hvem han virkelig er.
— Lars, prøvede Anna varsomt, — måske skulle du hellere bruge kræfterne på at finde et nyt arbejde? Jeg kender et par virksomheder, hvor…
— Hold kæft! fór han op. — Du fatter ingenting! Først skal jeg gøre det af med det svin, og bagefter…
Men det “bagefter” kom aldrig.
Om nætterne græd Anna ude på badeværelset, så Lars ikke skulle høre hende. Hun græd af udmattelse, af ydmygelse og af den bitre erkendelse af, at den mand, hun havde elsket, var blevet ond, uretfærdig og fremmed for hende.