Tøj flød ud over det hele, og hans bærbare var tæt på at kure ned ad trappen. Lars kastede sig straks efter den og begyndte febrilsk at samle tingene op, mens han råbte, at hun måtte være blevet fuldstændig vanvittig, at hun ikke kunne tillade sig det her, og at det også var hans hjem.
Anna blev stående i døråbningen.
— I morgen indgiver jeg skilsmissebegæring, sagde hun lavt.
— Hvad?!
— Jeg går til en advokat i morgen tidlig. Jeg vil skilles.
— Anna, det kan du ikke gøre… Vi er jo en familie! Jeg elsker dig! Jeg har bare haft det svært i en periode…
— Den periode har varet i to år, svarede hun. — Og jeg vil ikke længere være en del af den.
— Men hvor skal jeg tage hen? Jeg har ingen penge, intet arbejde…
— Det må du selv finde ud af.
— Anna, jeg beder dig! Vi kan tale om det. Jeg skal nok ændre mig, jeg finder et job…
— Farvel, Lars.
Hun smækkede døren i og lænede sig med ryggen mod den. Længe kunne hun høre ham udenfor: først råb, så bønner, derefter trusler. Til sidst døde lydene væk, og stilheden lagde sig over opgangen.
Anna gik ud på badeværelset, tændte for vandhanen og brød sammen. Men for første gang i to år græd hun ikke af sorg. Hun græd, fordi lettelsen skyllede ind over hende.
Næste dag gjorde hun alvor af det og indgav skilsmissesagen. En uge senere sikrede det oplæg, hun havde færdiggjort den nat, bureauet den største kontrakt i dets historie. Hendes chef tilbød hende stillingen som art director.
Lars forsøgte i månedsvis at komme tilbage i hendes liv. Han ringede, sendte beskeder og dukkede op foran hendes arbejdsplads. Han lovede, at han ville blive en anden, at han ville finde arbejde, at alt kunne blive som før.
Men Anna kunne ikke glemme den aften. Hun huskede hans stemme i telefonen: “Hvor render du rundt?!” Hun huskede årene med ydmygelser, pres, nedladenhed og manglende respekt.
Og langsomt gik det op for hende, at den gamle Lars ikke fandtes mere. Måske havde han aldrig fandtes. Måske havde han blot båret en maske, som faldt af, da han fik penge og magt mellem hænderne.
Et år efter skilsmissen købte Anna en lille lejlighed i centrum. Hun blev forfremmet. Hun mødte en mand, der spurgte efter hendes mening, interesserede sig for hendes arbejde og aldrig hævede stemmen mod hende.
Lars fandt derimod aldrig igen et ordentligt job. Sidste gang hun hørte om ham gennem fælles bekendte, arbejdede han som bud for et lille firma og talte stadig om, hvordan han en dag ville hævne sig på sin tidligere kollega.
Anna græd ikke længere om natten. Og hun fortrød ikke den aften, hvor hun for første gang i mange år havde sat sit eget liv højere end hans luner.
Indimellem, når hun kom forbi deres gamle hus, tænkte hun på den Lars, hun engang havde elsket. Det gjorde hende ikke trist, at ægteskabet var slut. Det, der gjorde ondt, var erkendelsen af, hvor meget et menneske kan forandre sig. At penge og indflydelse kan gøre en kærlig mand til en tyran, og at tabet af det samme kan efterlade ham bitter og ødelagt.
Men hun var færdig med at ofre sig selv for andres ambitioner og mindreværd. Hun havde lært at sætte pris på sig selv. Og det blev den vigtigste lære af alt, hun havde været igennem.
Anna gik gennem byen i den tidlige aften på vej mod sit nye hjem. Der ventede varm aftensmad, en god bog og ro. Ingen råbte ad hende. Ingen krævede noget. Ingen ydmygede hende.
Der var hun endelig fri.