Alligevel blev hun. Hun overbeviste sig selv om, at det kun var en periode. En krise, han nok skulle komme igennem, og at den Lars, hun engang havde kendt, ville vende tilbage.
Så kom dagen, hvor noget i hende knækkede.
Anna sad på kontoret og arbejdede på et oplæg til en stor kunde. Fristen udløb næste morgen, og materialet fra designeren var først landet hos hende for en time siden. Hun vidste allerede, at hun måtte blive siddende til langt ud på aftenen, hvis det hele skulle nå at blive færdigt.
Klokken syv ringede hendes telefon.
— Hallo, sagde Lars med en utilfreds, skarp stemme. — Du er hjemme klokken otte. Peter og Anders kommer forbi. Du laver kød og køber øl. Er det forstået?
— Lars, jeg har en deadline. Jeg kan ikke nå at…
— Hvad? Hans stemme blev pludselig lav og truende.
— Det er et vigtigt projekt. Det skal afleveres i morgen tidlig. Jeg kan ikke være hjemme klokken otte.
— Dit projekt rager mig! Du skal være hjemme!
Så afbrød han samtalen.
Anna blev siddende og stirrede på den sorte skærm. Alle andre på kontoret var gået hjem for længst. Kun hun sad stadig bøjet over skitser og layout, mens hun forsøgte at færdiggøre det arbejde, der kunne sikre bureauet en stor kontrakt.
Halv ni ringede telefonen igen.
— Hvor fanden bliver du af?! Jeg sagde jo, at jeg havde gæster i aften! brølede Lars i røret.
Anna svarede ikke. Hun lyttede bare. Til råbene, fornærmelserne og beskyldningerne. Hun hørte ham kalde hende egoistisk, høre ham sige, at hun ikke respekterede ham, at hun var en elendig hustru.
Til sidst lagde hun ganske enkelt på.
Hun rejste sig fra computeren, samlede sine ting sammen og tog hjem.
Døren til lejligheden stod på klem. Gæsterne stod ude på altanen og røg. Lars gik frem og tilbage i stuen, mens han med store armbevægelser forklarede sine venner et eller andet. I samme øjeblik han fik øje på Anna, stormede han hen imod hende.
— Hvor har du været?! Vi har ventet på dig i to timer! Peter og Anders er kommet, og der er ingenting at spise!
Anna gik forbi ham uden et ord og fortsatte ind i soveværelset. Hun trak en stor taske ud af skabet og begyndte at fylde den med hans ting. Skjorter, jeans, sokker, undertøj.
— Hvad laver du? spurgte Lars fra døråbningen, hvor han var standset og stirrede på hendes bevægelser.
Anna tav. Roligt og systematisk lagde hun hans tøj ned, derefter bøgerne og hans barbersager.
— Anna, hvad fanden er det, du har gang i?! Hans stemme blev højere.
Hun svarede stadig ikke. Hun lynede tasken, løftede den op og bar den ud i entréen. Lars fulgte efter hende og sagde noget, men ordene gled forbi hende uden at trænge ind.
Hun åbnede hoveddøren og stillede tasken ud på trappeafsatsen. Så gik hun tilbage efter næste omgang.
— Anna, er du blevet sindssyg?! råbte Lars. — Hvad bilder du dig ind?!
Ude på altanen blev der stille. Gæsterne kiggede ind i stuen, nysgerrige og tydeligt forlegne.
— Drenge, sagde Anna roligt, — undskyld, men aftenen er slut. Vil I ikke godt gå?
Peter og Anders greb hurtigt deres jakker og gled besværet forbi hende ud ad døren, mens de mumlede noget om, at de vist var kommet på et dårligt tidspunkt, og at de kunne tale sammen en anden dag.
Anna fortsatte med at bære Lars’ ejendele ud. Hans sko. Hans dokumentmappe. Hans yndlingskrus med logoet fra hans tidligere firma.
— Anna! Lars greb fat om hendes arm. — Hvad sker der med dig? Sig dog i det mindste noget!
Hun rev armen fri af hans greb og hentede den sidste bunke ting. En af taskerne gled ud af hænderne på hende.