Den dag min løn gik ind, begyndte telefonen at vibrere med en insisterende, næsten kommanderende lyd, som om den allerede på forhånd afviste enhver indvending. På displayet stod min svigermors navn. Jeg tog mig god tid, før jeg svarede, og i stedet for et almindeligt hej blev jeg mødt af en hård, myndig stemme, der sjældent varslede noget behageligt:
— Anna, send mig straks et skærmbillede fra banken, så jeg kan se, hvor meget der er kommet ind på din konto.
Jeg kom til at le. Højt og helt oprigtigt, direkte ind i røret. Hanne havde åbenbart besluttet sig for på rekordtid at skifte karriere fra hæderlig pensionist til min private økonomiske kontrollør.
— Goddag, Hanne. Skal du til at ordne mit skattefradrag, eller er du ved at åbne et inkassofirma? — spurgte jeg og lænede mig bekvemt tilbage i lænestolen.
— Hvad har skattefradrag med sagen at gøre! — fór hun op i den anden ende, tydeligt forbløffet over, at jeg ikke straks adlød. — Jeg har ret til at kende familiens budget! Send det nu, jeg siger det til dig. Jeg skal tale alvorligt med dig!
Jeg afbrød bare opkaldet. Ikke engang et høfligt farvel gad jeg bruge energi på. Jeg er otteogtredive år, arbejder som øjenlæge på en større klinik i byen, tjener selv til mine egne ønsker og er for længst vokset fra den alder, hvor andres råben får én til at ryste.
Udenfor hylede snestormen og kastede små, skarpe håndfulde sne mod ruderne. Inde i vores lune køkken duftede der af friskbrygget te med timian og af den særlige ro, som kun findes i et hjem, hvor man egentlig havde regnet med en fredelig aften. Min mand Peter sad ved bordet og gennemgik koncentreret arbejdsmails på sin bærbare. Ved siden af ham sad min onkel Viggo og drak te, bredt henslængt på stolen og med sin krop optagende præcis halvdelen af al ledig plads i rummet. Han var en farverig mand, stor som en bjørn, med en basstemme, der kunne få glas til at klirre, og en tør, dansk humor, der altid ramte plet. Han var kørt forbi på vej hjem fra en arbejdsrejse i Nordjylland, og når Viggo dukkede op, vidste man, at aftenen i det mindste ikke blev kedelig.
Der gik ikke engang fyrre minutter, før låsen ude i entréen klikkede skarpt og beslutsomt. Hanne havde den elendige vane at bruge sin ekstranøgle til vores lejlighed, som om den gav hende ejendomsret til både dør, gang og privatliv. Få sekunder senere trådte hun ind, pakket ind i en dunjakke og omgivet af den rastløse, ødelæggende energi, mennesker ofte har, når de kommer for at gøre “noget godt” mod andres vilje. Mit afbrudte opkald havde tydeligvis virket som en tændsats; nu ville hun tage sagen i egen hånd.
— Nå, godaften, unge mennesker! — bekendtgjorde hun højt, mens hun rystede sne af sig direkte ned på den rene dørmåtte. — Anna, hvorfor smider du røret på? Jeg sagde jo klart og tydeligt, at vi har et vigtigt økonomisk spørgsmål!
Jeg gik roligt ud i gangen og lagde armene over kors.
— Hanne, du må have taget fejl af adressen. Økonomiske spørgsmål klares i banken. Her er det vores hjem. Og privatliv plejer man at banke på, før man træder ind i.
Hun trak irriteret på skulderen, sparkede støvlerne af og satte kurs mod køkkenet med en selvsikker mine, som om hun var husets egentlige værtinde.
— Vi er én familie! Der skal ikke være hemmeligheder mellem os! — erklærede hun, mens hun hev huen af og placerede sig for bordenden. — Peters løn går jo fuldstændigt til jeres boliglån og mad, det ved jeg udmærket. Din løn, Anna, bliver derfor vores fælles reservefond fra nu af. Jeg har tænkt over det, og jeg er kommet frem til, at jeg bør tage styringen med økonomien. Udelukkende af familiær omsorg, naturligvis. I er unge, I smider bare penge ud på alt muligt pjat! Og jeg er nødt til at investere i mit helbred med det samme.
Hun tav brat, da hendes blik faldt på onkel Viggo. Han løftede venligt sit enorme krus og kneb de kloge, leende øjne sammen.
— Godaften, Hanne. Hvad bringer dig ud i sådan et vejr? — brummede han så dybt, at teskeerne klirrede mod underkopperne.
— Godaften, Viggo, — svarede hun med sammenpressede læber, tydeligt utilfreds med, at der var et ekstra vidne til stede. Men at opgive sin store plan lå hende fjernt.
Hun satte sig bedre til rette, sukkede dramatisk og foldede hænderne foran brystet, som om hun allerede var hovedperson i en sørgelig familietragedie.
— Sagen er ganske enkel. Jeg har akut brug for penge til behandling. Alderen indhenter én, det forstår I jo nok. Lægen siger, at det bliver vanvittigt dyrt.