— Det drejer sig om en meget kostbar behandling. Anna, du overfører din løn til mig i dag. Jeg har undersøgt det hele, og det skulle lige præcis være nok.
Jeg satte mig langsomt over for hende og mærkede, hvordan en nøgtern, næsten faglig nysgerrighed vågnede i mig. Jeg bryder mig ikke om at skændes for skænderiets skyld, og jeg hæver sjældent stemmen. Kolde fakta virker som regel langt bedre.
— Hvilken behandling taler vi helt konkret om? spurgte jeg og så direkte ind i hendes flakkende blik. — Hvad er diagnosen? Du ved jo udmærket, hvad jeg arbejder med. Jeg er læge. Giv mig epikrisen, journalen og lægens ordinationer, så gennemgår jeg det selv. Hvis der virkelig er noget alvorligt, skal jeg nok bruge mine kontakter i sundhedsvæsenet og få dig ind hos byens dygtigste specialister uden at det koster dig en krone.
Hannes øjne begyndte at fare rastløst hen over køkkenlågerne. Det var tydeligt, at hun ikke havde regnet med en så præcis og fuldstændig følelsesløs modtagelse.
— Åh, hvad ved du egentlig med alle dine hospitaler! udbrød hun. — De der offentlige henvisninger og gratis ordninger, I altid taler om! Der slår de folk ihjel, før de overhovedet når at spørge, hvad man hedder! Jeg har brug for hjælp allerede i morgen! Det er… altså… en energimæssig ubalance i kroppen. Specialisten sagde, at hvis mit immunforsvar skal genopbygges, og mit blodtryk skal bringes i orden, er jeg nødt til straks at bære de rigtige ædle metaller og sjældne sten i hovedhøjde. Det er urgammel medicin, videnskabeligt bevist af professorer!
Peter, som indtil da havde siddet tavs og lyttet til sin mor, lukkede langsomt sin bærbare computer. Hans blik blev tungt og skarpt som pigtråd.
Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Der var noget næsten fornøjeligt ved at overvære dette billige lille provinsdrama folde sig ud.
— De rigtige sten i hovedhøjde? Hanne, som læge kan jeg oplyse dig om, at der ikke sidder nogen magiske punkter for evig ungdom i øreflipperne. Der er fedtvæv, brusk og et net af små blodkar. Det eneste blodtryk, diamanter kan få til at stige, er trykket hos misundelige nabokoner. Har du læst det i en gratis reklameavis på biblioteket, eller har din kære veninde Margrethe endelig fået vist sine nye smykker frem?
Min svigermor blussede op som tørt halm, der får en tændstik for tæt på sig. Hendes geniale plan, som hun tydeligvis havde ruget over gennem søvnløse nætter, begyndte at slå store revner.
Sagen var nemlig den, at hendes veninde Margrethe i hele kvarteret var kendt som en udspekuleret fusker. Hun var en kvinde, hvis største talent bestod i at spinde intriger ud af ingenting og derefter leve ganske bekvemt på godtroende menneskers regning. Kun få dage tidligere havde den samme dame stolt fremvist et par prangende øreringe for Hanne og uden skam pralet af, at hun havde fået dem presset ud af sin svigerdatter gennem en række snedige manipulationer.
— Hvad har Margrethe med det her at gøre?! hvinede Hanne fornærmet og afslørede sig selv fuldstændigt ved den skingre tone. — Ja, Margrethes børn er omsorgsfulde! De købte nogle fantastiske diamantørestikker til hende! Og hendes sygdomme forsvandt med det samme, som om nogen havde fejet dem væk! Men min egen søn betaler kun for betonvægge og glemmer sin stakkels mor! Jeg har opdraget jer, jeg har ligget vågen om nætterne, jeg har givet alt, og så nænner I ikke engang at undvære et par kroner til mig!
Da hun indså, at medlidenhed ikke bed på os, skiftede Hanne taktik med en brathed, der næsten var komisk. Vreden gled af hendes ansigt, og i stedet bredte der sig en klistret, sukkersød ømhed. Nu havde hun åbenbart besluttet at tvinge mig til at være lykkelig.
— Anna, mit lille barn, sang hun med en honningblød stemme, der fik det til at ise i tænderne. — Jeg beder jo ikke om de penge for min egen fornøjelses skyld. Jeg er slet ikke egoistisk. I går var jeg faktisk hos advokaten. Jeg har besluttet at skrive vores familiesommerhus i Ebeltoft helt over på dig. Peter er jo en mand, han har ikke brug for bede og drivhuse og alt det pjat, men du er en ordentlig, praktisk kvinde med hænderne skruet rigtigt på. Hvis du overfører din løn til min behandling i dag, tager vi i næste uge hen og ordner papirerne på huset. Så bliver du den fuldgyldige ejer af hele herligheden!
Jeg var lige ved at le højt. Nå, så det var dér, hunden lå begravet. En helt klassisk lokkemad fra Margrethes bedrageriske håndbog: lov offeret guld og grønne skove, få vedkommende til at åbne pengepungen, og vis derefter naturligvis en elegant lang næse med en forklaring om, at “papirerne er blevet væk”, eller at “blodtrykket pludselig steg, så advokaten må vente”.
Onkel Viggo udstødte et højlydt fnys, tog en nydelsesfuld slurk af sin stærke te og lod blikket glide ud i mørket bag vinduet, før han eftertænksomt sagde:
— Ved du, Hanne, det minder mig om en historie fra vores gamle vognpark.