— Anna, tager du gas på mig? Nu siger jeg det for tredje gang: på lørdag kommer der atten mennesker. Atten. Tante Inge fra Viborg, Jakob med hele familien, Mads og Helle, Lene og hendes mand. Min runde fødselsdag skal ikke holdes på et shawarmasted, men herhjemme, — Grethes stemme slog mod køkkenfliserne, som om nogen havde tændt en gammel højttaler på fuld styrke.
Anna satte koppen fra sig i vasken og vendte sig ikke om med det samme. Ude på parkeringspladsen lå marts-sneen grå og træt; under den pressede en sort, sjappet masse sig frem, hvor både hjul og mennesker sank fast. Udsigten var ærlig og uden pynt, præcis som hendes liv havde været de seneste år.
— Jeg gør ikke nar af dig, Grethe. Jeg siger bare, at jeg hverken har kræfter eller tid til at bespise atten personer. Vi bor i en toværelses lejlighed, ikke i kommunens kantine.
— Så begynder det igen, — udbrød svigermoren og slog ud med armene. — Fem salater, to varme retter, pålæg, kage. Sådan gør ordentlige mennesker. Sådan har jeg levet hele mit liv.
— Så må du fortsætte med det, — svarede Anna roligt. — Bare uden mig.
Fra gangen dukkede Lars op. Han kom ikke rigtigt ind; han materialiserede sig nærmest, som et menneske der håber tilfældigt at være havnet i nærheden, så han bagefter kan sige, at han blev trukket ind i det.
— Hvad sker der her?
— Det, der sker, er, at din kone meddeler, at min fødselsdag er en byrde for hende, — sagde hans mor skarpt. — Tænk engang, hvilken forfærdelig belastning det er at tage imod familien.
— Det var ikke det, jeg sagde, — Anna så på sin mand. — Jeg sagde, at jeg ikke har tænkt mig at stå ved komfuret i to dage, derefter løbe rundt med tallerkener og om natten skrubbe fedt ud af ovnen, mens alle sidder og diskuterer, hvor “skarp” jeg er blevet.
— Anna, helt ærligt, kan vi ikke undvære det der? — sukkede Lars træt. — Det er en rund fødselsdag. Mor fylder seksogtres.
— Gudskelov kun én gang i livet. Hvis det var sådan hvert år, var jeg allerede blevet båret ud.
— Du er uforskammet, — hvæsede Grethe. — Er du overhovedet klar over, hvem du taler til?
— Ja, fuldstændig. Til et menneske, der ikke spørger, men befaler. Og som går ud fra, at andres tid er gratis.
— Andres? — Svigermoren kneb øjnene sammen. — Er jeg en fremmed for dig efter tolv års ægteskab?
— Når der skal hjælpes, er vi familie. Når mine grænser skal respekteres, bliver jeg straks behandlet som en fremmed. Det er en meget bekvem ordning.
Lars trak på skulderen.
— Anna, stop nu med at gøre et stort nummer ud af det. Hvor slemt kan det være? Salaterne kan laves fredag, kødet lørdag. Vi hjælper jo.
— Hvem er “vi” helt præcist? — Anna vendte hele kroppen mod ham. — Dig, som sidste nytår efter det andet glas gik ind for at “ligge fem minutter” og vågnede klokken et om natten, mens jeg alene stod og skrubbede service? Eller din søster Maria, der kun kan sige: “Ej, jeg ville nok komme lidt dild i”?
— Maria skal du lade være med at blande ind i det, — fór Grethe straks op. — Hun har børn.
— Og hvad har jeg? Arme af gummi og en ekstra ryg i skabet?
— Du arbejder på kontor, ikke i en mine, — skar Grethe igennem. — Lad være med at opføre dig som en udpint arbejdshest.
— Tak for diagnosen. Så er mit svar endeligt: Der bliver ingen fødselsdag her, og jeg laver ikke maden.
Et øjeblik blev der stille, sådan en tæt stilhed der kommer lige før en sikring springer.
— Lars, hører du det? — hævede svigermoren stemmen. — Din kone smider mig ud.
— Anna, du går for langt, — sagde han uden at se hende i øjnene. — Det kunne godt være sagt på en ordentlig måde.
— Det her er en ordentlig måde. “Nej” er et helt normalt ord. I jeres familie har I bare aldrig haft respekt for det.
De næste fem dage lå der en særlig form for tavshed over hjemmet, en tavshed man blev mere udmattet af end af et skænderi. Lars spiste færdigkøbte frikadeller, raslede demonstrativt med emballagen og udstrålede tragedie med hele kroppen: hans kone var holdt op med at fungere som serviceapparat. Grethe flyttede over til sin datter, men selv derfra nåede hun at sende små stikpiller. Maria skrev lange beskeder i messenger, hvor ordet “mor” optrådte langt oftere end egentlig mening.
“Har du overhovedet tænkt på, hvor såret hun er?”
“Er det virkelig så svært at være en familie én gang om året?”
“Lars er meget ked af det, og du opfører dig hårdt.”