Anna læste beskederne, slettede dem og tog efter arbejde ikke hjem, men videre til svømmehallen. En halv time under vand gjorde mere for hende end nogen familierådslagning nogensinde havde gjort. Dér var der ingen, der bad hende snitte salat, og ingen spurgte, hvorfor hun ikke gik rundt og smilede. Først omkring klokken ti kom hun hjem. Lejligheden lugtede af færdigmad, mandlig fornærmelse og forventninger, som andre havde placeret på hendes skuldre.
To dage før fødselsdagen dukkede Lars op i soveværelset med det udtryk, folk får, når de allerede på forhånd føler sig krænket over et afslag.
“Du, jeg skal lige spørge om noget.”
“Det lyder allerede farligt.”
“Mor har besluttet at holde det hos Maria. Men hendes ovn er helt håbløs, den brænder alting af foroven. Kan du ikke bare lave dit kød og de der wraps med fladbrød? Vi henter det hele. Du behøver ikke engang komme.”
“Hold da op, hvor generøst.”
“Anna, lad nu være med den tone.”
“Hvilken tone skulle jeg ellers bruge? Taknemmelig? Jeg har jo sagt nej.”
“Du gør det med vilje. Bare for at markere dig.”
“Nej, Lars. For første gang siger jeg bare nej til noget, jeg ikke kan få ned.”
“Du ødelægger hele festen.”
“Nej. Det gør jeres vane med at bygge en fest op omkring én eneste persons arbejde.”
Han blev stående et øjeblik, før han smed ordene efter hende:
“Du er blevet hård.”
“Jeg er blevet træt. Det er ikke det samme.”
Om lørdagen gik Anna hjemmefra klokken elleve. Hun blev klippet, kiggede ind i en boghandel og satte sig bagefter på en café ved centret, hvor hun læste, mens indkøbsvogne, poser og fremmede børn i for store vinterjakker gled forbi udenfor ruden. Hun følte sig hverken glad eller skyldig. Bare stille. Som om nogen for første gang havde slukket for den emhætte, der i årevis havde brummet inde i hendes hoved.
Telefonen satte hun på lydløs. Da hun ud på aftenen tændte skærmen igen, lå der tolv ubesvarede opkald fra Lars, otte fra Maria og en kort besked: “Mor er på hospitalet. Blodtryk. Kom straks.”
På akutmodtagelsen hang der en lugt af vådt uldtøj, medicin og panik. Lars sad krumbøjet på en plastikstol. Maria, iført en festlig bluse, græd på en måde, der fik det til at virke, som om det var hende, der var dagens største offer.
“Hvad er der sket?” spurgte Anna.
“Hvad der er sket?” Maria fór op, før nogen anden nåede at svare. “Mor var ved at besvime på grund af hele det kaos. Den varme mad var forsinket, børnene væltede et fad, hun blev nervøs, og så røg blodtrykket i vejret. Hvis du bare havde hjulpet, var det aldrig sket.”
“Hvad siger lægen?” Anna værdigede hende ikke engang et blik.
“Foreløbig siger de en hypertensiv krise,” svarede Lars mat. “Vi venter.”
“Fik hun taget sine piller i morges?”
Maria tøvede.
“Det ved jeg ikke. Hun havde været i gang siden klokken syv. Pålæg, forretter, kage, gæster…”
Langsomt vendte Anna hovedet mod hende.
“Så ingen sørgede for, at en kvinde med forhøjet blodtryk fik sin medicin, men alle sørgede for, at der stod små tarteletter på bordet.”
“Lad være med at spille klog,” bed Maria tilbage. “Det er ikke tidspunktet.”
“Det er præcis tidspunktet. Det passer jer bare dårligt.”
Døren til undersøgelsesrummet gik op, og en læge trådte ud. Hun så udmattet ud, kontant, uden plads til sentimentalitet.
“Pårørende til Jensen?”
“Ja.”
“Tilstanden er stabil. Det er ikke en blodprop. Blodtrykket er stukket af på grund af stress, overanstrengelse og manglende medicin. I morgen kommer I med morgenkåbe, hjemmesko og vand. Og næste gang en kvinde over tres har fødselsdag, så lad være med at få hende til at løbe rundt om et festbord hele dagen.”
Maria begyndte at græde igen. Lars sænkede blikket. Anna mærkede pludselig ikke vrede, men en sej, tung træthed. De var alle sammen voksne mennesker, og alligevel opførte de sig, som om livet var en skolefest, hvor det vigtigste var, at bordet tog sig pænt ud.
Næste dag kørte hun ind på hospitalet med Grethes ting og en termokande bouillon. Grethe lå der usædvanligt stille, uden sin sædvanlige kommanderende holdning. Hun lignede bare en ældre, udmattet kvinde.
“Du kom,” sagde hun i stedet for at hilse.
“Jeg kom.”
“Kunne Maria ikke?”
“Maria har børn, mand, trafik og en meget sart sjæl. Kort sagt: alvorlige forhindringer.”
Grethe lukkede øjnene.
“Lad være med at være spydig. Mit hoved er ved at flække.”
“Så holder vi det enkelt. Jeg har taget tingene med og bouillon.”
“Har du selv kogt den?”