Ud steg en sagsbehandler, og ved hendes side gik en otteårig pige med lyst hår og alvorlige blå øjne, som holdt fast i hendes hånd.
Sofie Hansen gik gennem fængslets lange gang uden at græde. Ikke en tåre, ikke en rysten. Selv fangerne bag tremmerne blev stille, da den lille pige passerede dem.
Da døren til besøgsrummet blev åbnet, sad Peter lænket til bordet med håndjern. Han var langt mere mager, end Sofie huskede ham, og den falmede orange fangedragt hang løst om hans krop.
– Min lille pige… hviskede han, mens tårerne allerede stod blanke i hans øjne.
Sofie tog et par langsomme skridt hen imod ham. Hun løb ikke. Hun brød ikke sammen.
Hun gjorde kun én ting.
Hun lagde armene om ham.
I næsten et helt minut sagde ingen af dem et ord.
Så bøjede Sofie sig ind mod hans øre og hviskede noget, så lavt at ingen andre i rummet kunne opfange det.
Det, der skete bagefter, fik samtlige vagter til at stivne.
Farven forsvandt fra Peters ansigt. Hans krop begyndte at skælve voldsomt. Han stirrede på sin datter, og i hans blik blandede ren rædsel sig med et pludseligt, brændende håb.
– Er du helt sikker? spurgte han med en stemme, der knækkede.
Sofie nikkede.
Peter fór op så brat, at stolen væltede bag ham og bragede mod gulvet.
– Jeg er uskyldig! råbte han. – Nu kan jeg bevise det!
Vagterne kastede sig frem, overbeviste om at han ville gøre modstand. Men Peter kæmpede ikke imod dem. Han græd. Hulkene rev sig ud af ham med en fortvivlelse, der ikke lignede den tomme håbløshed, han havde båret på i fem år.
Fængselsinspektør Nielsen fulgte det hele på overvågningsskærmen.
Noget havde forskubbet sig.
Inden der var gået en time, traf han en beslutning, som kunne koste ham hele hans karriere. Han ringede til statsadvokatens kontor i Texas og anmodede om 72 timers udsættelse af henrettelsen.
– Hvilke nye beviser taler De om? forlangte stemmen i røret.
Nielsen stirrede på det fastfrosne billede på skærmen: Sofies ansigt.
– Det drejer sig om et barn, sagde han lavt.