Hun havde været vidne til noget, sagde han dæmpet. – Og jeg er begyndt at tro, at vi har dømt den forkerte mand.
Godt 300 kilometer derfra, i en forstad til Dallas, var den 68-årige pensionerede forsvarsadvokat Anne Møller tæt på at tabe sin kaffekop, da nyheden rullede over skærmen.
Tidligt i sin karriere havde hun én gang været ude af stand til at redde en uskyldig mand. Den sag havde aldrig sluppet sit tag i hende.
Da kameraet fangede Peter Hansens øjne på fjernsynet, så hun det samme blik igen.
Inden få timer sad Anne bøjet over sagsakterne fra mordet på Peter Hansens hustru fem år tidligere.
Det, hun fandt, gav hende en iskold uro i kroppen.
Anklageren, som dengang havde fået Peter dømt – og som nu bar titlen dommer Anders Larsen – havde haft private forretningsforbindelser til Peters yngre bror, Mads Hansen. Kort efter Peters anholdelse havde Mads arvet størstedelen af forældrenes formue.
Endnu mere besynderligt var det, at Peters kone, Maria Hansen, i ugerne op til sin død havde undersøgt bankopgørelser og juridiske papirer.
Anne begyndte at samle de brikker, som alle andre enten havde overset eller bevidst vendt blikket væk fra.
Samtidig var Sofie efter besøget i fængslet næsten holdt helt op med at tale. På det offentlige børnehjem, hvor hun havde boet i seks måneder – under onkel Mads’ værgemål – udtrykte hun sig nu kun gennem tegninger.
Én af dem skilte sig ud.
Den forestillede et hus. En kvinde lå på gulvet. Over hende bøjede en mand i blå skjorte sig frem. Længere inde på gangen gemte en lille skikkelse sig i skyggen.
Peter havde aldrig ejet en blå skjorte.
Mads gik derimod næsten altid i en.
Der var under 30 timer tilbage, før henrettelsen skulle gennemføres, da Anne modtog et opkald fra en mand, som havde været forsvundet i fem år: Lars Eriksen, familiens tidligere gartner.
– Jeg så, hvad der skete den nat, sagde han.