Anna nikkede kort og gik hen mod opgangen. Alligevel blev der siddende en tung, bitter fornemmelse i hende. Mads havde sat det hele i gang som en krig. Og alt tydede på, at han ikke havde tænkt sig at standse.
Der gik endnu en uge.
Fredag aften ringede hendes lillesøster, Mette. Hun lød så ophidset, at ordene nærmest væltede ud af hende, før Anna nåede at sige ordentligt hallo.
— Har du set, hvad de lægger op på de sociale medier?!
Anna tog telefonen væk fra øret, åbnede appen og fandt Ingrids profil. Øverst lå et nyt opslag. På billedet sad Ingrid på bænken foran opgangen med et ansigt så sørgmodigt, at det næsten virkede indøvet. Under billedet stod der:
“Sådan er mit liv blevet. Min egen svigerdatter har smidt mig på gaden. Hun tog bilen, kastede nøglerne i hovedet på mig. Og jeg elskede hende som min egen datter. Gør aldrig noget godt for mennesker — så slipper I for at få ondskab tilbage.”
Der var allerede samlet omkring tredive kommentarer under opslaget. Kvinder, Anna aldrig havde hørt om, skrev den ene efter den anden:
“Hold ud, kære Ingrid.”
“Gud ser alt.”
“Hvor er Deres svigerdatter dog et frygteligt menneske, undskyld mig.”
Det sortnede et øjeblik for Annas øjne. Hun låste skærmen, lagde mobilen fra sig med forsiden nedad og blev siddende helt stille.
En time senere ringede Mads.
— Hej, sagde han.
Derefter blev han tavs.
Anna sagde heller ingenting.
— Jeg vil gerne tale med dig, fortsatte han efter lidt tid. — Ikke over telefonen. Lad os mødes et sted. Et neutralt sted.
— Hvorfor?
— Du kan jo selv se, hvad der sker. Min mor er syg. Du har ydmyget hende foran hele byen. Hun kan ikke komme ud af sengen. Lægerne siger, det er nervøs udmattelse. Hun er allerede ved at gøre et søgsmål klar mod dig og din far. Hun siger, du overfaldt hende og kastede nøglerne i ansigtet på hende.
Varmen steg op i Annas kinder.
— Mads, du stod selv dér. Du så, at det var hende, der kastede nøglerne på mig. Jeg nåede ikke engang at samle dem op først. Din far stod lige ved siden af.
— Hvad fanden betyder det, hvem der kastede først! råbte Mads pludselig ind i røret. — Forstår du overhovedet, hvad du har gjort? Du har vendt dig mod familien! Mod min mor! Hun er et sygt menneske! Har du én eneste gang spurgt, hvordan hendes blodtryk var? Ser du hende overhovedet som et menneske?
Anna lukkede øjnene og talte langsomt til fem inde i sig selv.
— Da du gik, sagde du, at vi skulle skilles, sagde hun roligt. — Jeg er enig. Lad os blive skilt.
Der blev helt stille i den anden ende. Hun kunne høre hans korte, tunge åndedrag. Det lød, som om han gik frem og tilbage i et rum.
— Så nu vil du skilles? spurgte han, denne gang lavere.
— Ja.
— Fint. Så husk, at du selv har valgt det. Gør dig klar, Anna. Jeg har også rettigheder. Lejligheden er lejet, men vi betalte begge to. Jeg har kvitteringer. Og bilen får du ikke bare lov til at beholde uden videre. Gave eller ej — det må retten finde ud af. Og så er der lånene. Vi tog et forbrugslån for to år siden. Det var mig, der betalte det, for resten.
Anna rynkede panden.
— Det lån er lukket. Jeg overførte selv den sidste betaling.
— Det ved jeg ikke noget om. Papirerne skal nok vise det. Gør dig klar, Anna. Du ville have krig — så skal du få krig.
Han lagde på.
Anna sad urørlig i flere minutter med mobilen i hånden. Først derefter ringede hun til sin far. Lars lyttede uden at afbryde hende. Da hun var færdig, sagde han kun én sætning:
— I morgen tidlig går vi til en advokat. Jeg har allerede fundet en god én.
Den nat sov Anna næsten ikke. Hun vendte sig fra side til side, gennemgik hver eneste detalje, hvert ord Mads havde sagt. Jo mere hun tænkte over det, desto tydeligere blev det for hende: han og hans mor var i gang med at forberede en fælde.
Svaret kom to dage senere.
Hun var på arbejde, da et ukendt nummer ringede til hendes arbejdstelefon. Da hun tog den, lød en hæs mandsstemme i røret:
— Anna? Jeg ringer fra inkassoafdelingen. De har en restance på låneaftale nummer tre hundrede fireogtyve skråstreg femten. Det skyldige beløb er 11.200 kroner. Dertil kommer renter og gebyrer. Hvornår har De tænkt Dem at betale?
Anna sank langsomt ned på stolen.
— Hvilket lån? Jeg har ikke optaget noget lån.
— Aftalen står i Deres navn. Det er Deres personoplysninger. Datoen er april sidste år. Der er ikke indbetalt noget i tre måneder. Vi er nødt til at indlede inddrivelse.
Der kom en raslen i røret. Så hørte Anna en kvindestemme i baggrunden sige:
— Sig til hende, at de kommer og registrerer lejligheden.
Derefter lød et kort fnis. Et fnis, Anna ville have genkendt blandt tusind andre.
Det var Ingrid, der lo.
Forbindelsen blev afbrudt med korte bip. Anna blev siddende længe med røret i hånden. Den triumferende latter blev ved med at klinge i hendes ører.
Hun ringede straks til sin far.
Lars kom en time senere. Han gik direkte ud i køkkenet, lagde sin gamle mobiltelefon på bordet og så på hende.
— Fortæl det fra begyndelsen. Hvert eneste ord.
Anna gengav samtalen så nøjagtigt, hun kunne. Da hun nåede til det øjeblik, hvor Ingrid havde grinet i baggrunden, spændte Lars kæberne så hårdt, at huden over kindbenene blev hvid.
— Så de har optaget et lån i dit navn, sagde han langsomt. — Uden at du vidste det. Og nu prøver de at presse dig til at betale.
— Far, jeg har ikke taget nogen lån. Jeg sværger.
— Det ved jeg godt, du ikke har. Derfor tager vi til Louise i morgen tidlig. Advokaten.
Han trak et visitkort op af inderlommen og lagde det foran hende på køkkenbordet. På det hvide kort stod der med sorte bogstaver:
“Louise Jensen. Familieret. Civile sager.”
— Har du allerede været hos hende? spurgte Anna.
— Ja. Jeg talte med hende for to dage siden, da jeg forstod, at Mads ikke bare ville trække sig. Hun bad os samle alle de dokumenter, du har. Pas, vielsesattest, gavebrev på bilen, kontoudtog. Alt, hvad der ligger herhjemme.
Anna nikkede.
De blev siddende i køkkenet, kun de to, med hver sin kop te foran sig. Ingen af dem sagde noget længe. Udenfor tog regnen til og slog hårdere mod ruden.
Næste morgen kørte Anna og Lars hen til Louise Jensens kontor. Det lå på anden sal i en ældre murstensbygning. På gangen lugtede der af papir, kaffe og støv fra gamle arkivskabe.
Advokaten tog imod dem ved døren. Hun var en høj kvinde omkring de fyrre, klædt i et enkelt, mørkegråt jakkesæt. Håret var kortklippet, og hendes blik var skarpt på en måde, der fik Anna til at føle, at intet slap forbi hende.
— Kom indenfor og sæt jer, sagde Louise. — Lars har forklaret situationen i store træk. Bilen blev taget. Din mand er flyttet. Din svigermor hænger dig ud på sociale medier. Og nu er der dukket et lån op, som du, Anna, ikke har optaget. Lad os tage det punkt for punkt. Hvornår blev du ringet op af den såkaldte inkasso?
Anna fortalte detaljeret om opkaldet. Louise skrev i sin notesbog og løftede indimellem blikket.
— Har du nummeret gemt?
Anna åbnede opkaldslisten og læste tallene højt. Louise tastede dem ind på sin egen telefon og trykkede på ring op. Efter nogle få toner svarede en mand.
— Hallo?
— Det er Louise Jensen, advokat for Anna, sagde hun med rolig stemme. — Hvem taler jeg med?
Der lød en svag raslen i den anden ende. Da manden svarede igen, var hans stemme mindre sikker.
— Og hvad drejer det sig om?
— Det drejer sig om låneaftale nummer tre hundrede fireogtyve skråstreg femten. Jeg vil bede Dem oplyse Deres virksomheds fulde navn, juridiske adresse og registrering som inkassoselskab.
Stilheden i røret blev lang.
Så mumlede manden et eller andet uforståeligt og afbrød opkaldet.
Louise lagde telefonen på bordet og så roligt på Anna.
— Det var ikke et inkassofirma. Det var en stråmand. Højst sandsynligt en bekendt af din svigermor, som er blevet bedt om at ringe for at skræmme dig. Rigtige inkassofolk skal præsentere sig, oplyse selskab og give besked, hvis samtalen optages.
Anna åndede lettet ud, men Louise løftede en finger.
— Men det betyder ikke nødvendigvis, at lånet ikke findes. Mads og Ingrid kan have optaget et lån gennem et kviklånsselskab ved hjælp af en kopi af dit pas eller andre oplysninger. Desværre sker den slags oftere, end man skulle tro. Det skal vi undersøge.
Louise trak tastaturet tættere på sig og begyndte at skrive. Efter nogle minutter vendte hun skærmen mod Anna.
— Med dit skriftlige samtykke har jeg hentet dine kreditoplysninger gennem et kreditoplysningsbureau. Se her. Der er faktisk registreret en restance på dig. Men ikke kun én.
Anna stirrede på tallene. Det var, som om gulvet gled væk under hende.
På skærmen stod tre linjer.
Den første viste et forbrugslån på 11.200 kroner, oprettet i april året før.
Den anden var et kviklån på 4.000 kroner, taget i juli.
Den tredje var et kreditkort med en grænse på 5.000 kroner, aktiveret i september.
— Jeg har ikke taget noget af det dér, sagde Anna næsten lydløst.
Lars lænede sig frem og borede blikket ind i skærmen.
— Er det Mads, der står bag alt det?
— Lad os ikke springe til konklusioner endnu, sagde Louise og løftede hånden. — Først skal vi have fakta på plads. Men datoerne viser, at alle tre aftaler er indgået, mens I allerede var gift. Og beløbene tyder ikke på almindelige fælles husholdningsudgifter. Anna, kan du huske, om Mads eller hans mor foretog nogle større køb i løbet af det sidste år?
Anna tænkte sig om.
Pludselig føltes det, som om noget slog ned i hende.
— I april rejste han og hans mor sydpå på ferie. De sagde, at Ingrid havde sparet op af sin pension. I juli købte Mads en ny bærbar computer og påstod, at han havde fået bonus på arbejdet. Og i september fik Ingrid en ny vaskemaskine. Hun pralede endda af den over for naboerne.
Louise skrev hvert ord ned og lænede sig derefter tilbage i stolen.
— Der har vi et muligt motiv. Pengene er gået til ferie, elektronik og husholdningsapparater. Og gælden er blevet placeret hos dig. Anna, kan du huske, hvor dit pas lå i april sidste år?
Anna lukkede øjnene og søgte tilbage i hukommelsen. Så kom billedet. Mads havde bedt om hendes pas, fordi han angiveligt skulle bruge en kopi til nogle papirer på arbejdet. Hun havde ikke spurgt nærmere. Hun havde bare givet ham det.
— Det var hos Mads, sagde hun. — Han sagde, at hans arbejde krævede en kopi af ægtefællens pas til forsikringen.
Louise nikkede, som om det var netop det svar, hun havde ventet.
— Det er en klassisk fremgangsmåde. Underskrifterne på aftalerne er formentlig forfalskede. Det kan en håndskriftsekspert fastslå uden større besvær. Og hvis det viser sig at være tilfældet, kan Mads’ og Ingrids handlinger falde ind under straffelovens bestemmelser om bedrageri.
Der sænkede sig en tung stilhed over kontoret.
Det var Lars, der først brød den.
— Hvad skal der til for at sætte sagen i gang?
Louise foldede hænderne foran sig på bordet.
— Først en anmeldelse til politiet. Dernæst et civilt søgsmål om at få låneaftalerne erklæret ugyldige. Samtidig kan vi kræve erstatning for den psykiske belastning og få dækket alle udgifter, sagen påfører jer. Men før vi gør noget, Anna, er jeg nødt til at spørge dig helt direkte: Er du parat til at gå hele vejen? For når vi først indgiver anmeldelsen, er der ingen vej tilbage. Så snart Mads og Ingrid får besked om det, vil de begynde at forsvare sig. Og de vil sandsynligvis slå endnu hårdere igen.