Hun mærkede, hvordan en række billeder skar gennem hende på én gang: nøglerne, der var blevet kastet mod hendes ansigt, opslaget på de sociale medier, og Karens hånlige latter i telefonen.
— Jeg er klar.
Hanne nikkede kort.
— Så går vi i gang. I dag udarbejder jeg anmeldelsen til politiet om bedrageri. I morgen indleverer vi den.
De forlod kontoret midt på dagen. Regnen var drevet over, og et blegt, køligt oktobersollys pressede sig gennem skydækket. Anna gik ved siden af sin far og mærkede, at noget inde i hende var ved at forskyde sig. Frygten trak sig langsomt tilbage, og i stedet kom en hård, klar beslutsomhed.
Samme aften sad Anna hjemme og sorterede papirerne, da det igen ringede på døren. Hun gik ud i entréen, kiggede gennem dørspionen og så Mads’ forvredne ansigt på den anden side.
Hun låste op.
Mads stod på reposen. Han så forpjusket ud, mørke skygger lå under hans øjne, og hans vejrtrækning var tung, som om han var løbet hele vejen op ad trapperne.
— Er det rigtigt, at du har været hos en advokat? røg det ud af ham, næsten før døren var helt åben.
— Hvad kommer det dig ved?
— Mig? — Han trådte et skridt frem, men Anna flyttede sig ikke. — Jeg har fået at vide, at du har tjekket din kreditoplysninger! Fatter du overhovedet, hvad du har gang i? Vil du have min mor i fængsel?
— Jeg vil finde ud af, hvorfor der står lån i mit navn, som jeg aldrig har optaget. Og jeg vil have, at dem, der har gjort det, bliver stillet til ansvar.
Mads stivnede. Farven forsvandt fra hans læber.
— Du kan ikke bevise noget. Ingenting. Mor er syg. Hun har blodtryk, hjerteproblemer. Hvis der sker hende noget, så er det på din samvittighed. Forstår du det? Har du bare ét sekund tænkt over, hvad der sker, hvis hun ender på hospitalet? Eller hvis det bliver værre? Kan du leve med det?
— Din mor har selv ansvaret for sit helbred. Og hun har også ansvaret for sine handlinger. Ligesom du har.
Han stirrede på hende, som om han aldrig før havde set hende rigtigt.
— Du er blevet en anden. Før var du ikke sådan.
— Før var jeg bange. Nu har jeg ikke mere at miste.
Mads vendte sig brat om og gik mod elevatoren. Anna lukkede døren og blev stående et øjeblik med ryggen presset mod den.
Næste morgen ringede Hanne klokken ni.
— Anna, anmeldelsen er færdig. Jeg henter dig om en time. Vi tager derhen og indgiver den sammen.
Anna tog en enkel, mørk nederdel på og en hvid bluse, satte håret op i en stram knold og gik ned. Uden for opgangen ventede Hanne. Hun stod ved sin bil og talte i telefon. Da hun fik øje på Anna, nikkede hun og afsluttede samtalen.
— Der er nyt, sagde hun. — Jeg har fået gravet oplysninger frem om et af lånene. Det på 40.000 kr. Gæt, hvem der står som modtager af pengene?
— Karen?
— Præcis. Beløbet blev overført til hendes konto dagen efter, at aftalen blev oprettet. Det er et direkte bevis. De har ikke engang haft forstand nok til at slette sporene. Så vores sag står allerede stærkt. Kom, lad os køre.
De satte sig ind i bilen og forlod gården. På politistationen var der larm, mennesker i bevægelse og en konstant summen af stemmer. Hanne gik uden tøven hen til det rigtige kontor, hilste på den vagthavende og lagde mappen med dokumenter på bordet.
— Anmeldelse om bedrageri efter straffeloven. Samtlige bilag og dokumentation ligger vedlagt.
Den vagthavende tog imod anmeldelsen, stemplede den og udleverede en kvittering med sagsnummer. Anna holdt papiret mellem fingrene og læste nummeret flere gange. Først dér gik det for alvor op for hende: nu var det ikke længere bare ord. Nu var det en sag.
Da de kom ud på gaden igen, ringede Annas telefon. Nummeret var skjult. Hun trykkede på svar.
Karens stemme kom ud af højttaleren. Denne gang var der ingen latter i den. Den var tør og ondskabsfuld, som en isnende vind.
— Nå, så du er gået til politiet? Bare rolig, det kommer du til at fortryde. Jeg kender også folk. Du skal nok finde ud af, hvad det koster at lægge sig ud med mig.
Anna sagde ingenting. Hun afbrød opkaldet og lagde roligt telefonen ned i tasken.
Hanne så spørgende på hende.
— Min svigermor. Hun truer mig.
— Væn dig til det, sagde Hanne. — Det her er kun begyndelsen. Når de opdager, at du ikke længere lader dig skræmme, bliver truslerne flere. Derefter kommer de med forslag om forlig. Og lige dér er det vigtigt, at du ikke vakler.
Anna nikkede. De var på vej tilbage mod kontoret, da hendes telefon ringede igen. Denne gang var det hendes mor.
— Anna, hvor er du? Mettes stemme dirrede.
— Sammen med advokaten. Hvad er der sket?
— Karen er lige kommet herhen. Personligt. Hun har sat sig på bænken foran opgangen og nægter at gå. Hun siger, at hun bliver siddende, indtil du trækker anmeldelsen tilbage. Og så siger hun, at hun har ondt i hjertet, og at hvis hun dør, så er det din skyld. Naboerne er begyndt at samle sig.
Anna greb så hårdt om telefonen, at hendes knoer blev hvide.
— Mor, lås døren, og gå ikke ud. Jeg kommer med det samme.
Da Anna og Hanne nåede frem til forældrenes ejendom, havde en lille flok mennesker allerede samlet sig ved opgangen. Ældre damer fra bænkene i gården, en kvinde med barnevogn og to mænd fra naboopgangen stod alle og kiggede mod bænken, hvor Karen sad.
Hun havde viklet et gråt uldtørklæde om halsen, taget mørke solbriller på og holdt venstre hånd presset mod brystet. Hun så lidende ud på en måde, der næsten virkede iscenesat. Ved siden af hende stod en åben taske, hvor der stak en vandflaske og en pakke piller op.
Anna steg ud af bilen. Karen løftede straks hovedet og begyndte at tale højt nok til, at alle kunne høre hvert eneste ord.
— Der er hun! Se hende! Se bare, allesammen! Min egen svigerdatter! Før tog hun bilen fra en syg gammel kvinde, og nu har hun meldt mig til politiet. Hun vil have mig spærret inde. Hun vil have mig til at dø i fængsel. Og hvorfor? Fordi jeg skulle til læger.
Der gik en mumlen gennem den lille forsamling. Anna åbnede munden for at svare, men Hanne lagde kort en hånd på hendes arm og trådte selv frem.
— Karen, sagde hun med klar og fast stemme. — Jeg er Annas advokat. Det, De foretager Dem lige nu, er ærekrænkende og usande beskyldninger fremsat offentligt. Det kan medføre ansvar efter straffelovens regler om injurier. Ønsker De virkelig at føje endnu et forhold til sagen?
Karen hostede, som om hun var blevet kvalt i sine egne ord, og tav et øjeblik. Men hun kom hurtigt til sig selv igen.
— Kom ikke her og vift mig om næsen med paragraffer! Jeg er et sygt menneske. Mit hjerte kan ikke holde til det her. Ambulancen kan hente mig hvert øjeblik. Og du, Anna, kommer til at stå til ansvar. Også De, advokat. Jeg optager det hele.
— Det må De hjertens gerne, svarede Hanne. — Jeg optager allerede Dem. Alt, hvad De siger, bliver lagt ind i sagen. Og som en ekstra fordel har vi vidner. Naboerne her har tydeligt hørt Deres udtalelser.
Karen bed tænderne sammen og lukkede munden. Lars, som indtil da havde stået i opgangsdøren, gik ned til bænken og talte højt, men uden at hæve stemmen.
— Karen, jeg beder Dem om at forlade området. Min kone bor her, og det samme gør mine naboer. Hvis De ikke er væk om fem minutter, ringer jeg til politiet. Jeg har alle papirerne: dokumenterne på bilen og dokumentationen for de lån, De og Deres søn har optaget i min datters navn. Hvis De vil fortsætte, så gør endelig det, men så bliver det i politiets selskab.
Der gik en bevægelse gennem flokken. De ældre kvinder så på hinanden. En mand fra naboopgangen sagde højt:
— Vent lidt, betyder det, at hun har hængt lån op på sin svigerdatter? Den havde jeg alligevel ikke set komme.
— Ja, sagde Hanne. — Tre lån. Alle oprettet uden Annas viden. Pengene er gået til ferie, elektronik og en bærbar computer. Efterforskningen er allerede i gang.
Nu ændrede hvisken i forsamlingen karakter. Kvinden med barnevognen vendte rundt og gik. En af de ældre damer kneb læberne sammen og rystede misbilligende på hovedet.
Karen forstod, at hun var ved at miste sit publikum. Med et hårdt ryk greb hun tasken, rejste sig fra bænken og hvæsede mellem sammenbidte tænder:
— Det her er ikke slut. Sandheden er på min side. I skal nok finde ud af, hvem I har lagt jer ud med.
Så skyndte hun sig væk fra gården med så hastige skridt, at det næsten lignede løb. Efter ti skridt tog hun solbrillerne af.
Lars fulgte hende med blikket, før han vendte sig mod sin datter.
— Kom ind. Din mor er helt ude af sig selv.
Mette ventede i entréen. Hun var bleg, og hendes hænder rystede.
— Er hun gået?
— Hun er væk, sagde Lars. — Og hun kommer ikke tilbage lige foreløbig. Vi har optaget det hele.
Han hjalp sin kone ned på en stol og hældte et glas vand op til hende. Imens gik Hanne ud i køkkenet, åbnede sin bærbare computer og begyndte at skrive et tillæg til anmeldelsen.
— Alt det her kommer med i sagen, forklarede hun. — Trusler, bagvaskelse og forsøg på at lægge pres på dig. Domstole bryder sig ikke om den slags. Og når Karen begynder at fortælle om sit svage hjerte, har vi allerede både video og lyd fra hendes lille forestilling i dag.
Tidligt næste morgen ringede Hanne igen til Anna.
— Anna, der er nyt. Politiet har rejst sigtelse og indledt efterforskning for bedrageri. I løbet af dagen tager de ud til Karen for at foretage ransagning.
Anna satte sig op i sengen. En straffesag. Ordene lød som en dom. Ikke over hende, men over dem.
— Hvad med Mads?
— Han bliver også indkaldt til afhøring. Han indgår i sagen som mulig medgerningsmand. Hvis den skrifttekniske undersøgelse bekræfter, at underskrifterne er forfalskede, kommer de begge til at stå til ansvar.
Om eftermiddagen tog Anna på arbejde, men hun kunne ikke samle tankerne. Klokken tre kom en besked fra Hanne: “Ransagningen er gennemført. Politiet har beslaglagt bærbar computer, dokumenter og bankkort. Karen forsøgte at låse sig inde på badeværelset. Det hjalp ikke.”
En time senere ringede Mads. Hans stemme skælvede og knækkede flere gange.
— Anna… lille Anna… hvad har du gjort? De kom hjem til os. Mor var lige ved at blive kørt på hospitalet. Hendes blodtryk er næsten oppe på to hundrede. Hun ligger ned og kan ikke rejse sig. Forstår du ikke, at du slår hende ihjel?
— Jeg har ikke anmeldt hendes helbred. Jeg har anmeldt bedrageri. Det er to forskellige ting.
— Hvilket bedrageri? Vi tog jo bare lidt. Vi brugte det bare. Vi er familie! Vi ville have betalt det tilbage! Det ville vi, jeg sværger! Vi nåede det bare ikke!
— Du havde halvandet år til at betale det tilbage. Du betalte ikke noget. Du købte en bærbar computer og sagde til mig, at det var en bonus fra arbejdet. Samtidig sparede jeg på maden og tog bussen, fordi der ikke var penge nok. Kan du huske det? Spurgte du mig én eneste gang, om jeg havde råd til transport?
Der blev stille i røret.
— Det vidste jeg ikke, mumlede han til sidst. — Jeg troede, du havde det, du skulle bruge.
— Jeg havde ingenting, Mads. Du lagde bare ikke mærke til det.
Han tav. Anna kunne høre hans vejrtrækning, tung og hurtig.
— Kan du trække anmeldelsen tilbage? Vær sød. Jeg betaler alt. Vi betaler alt tilbage. Bare træk den tilbage.
— Nej. En straffesag kan ikke bare trækkes tilbage. Ikke engang hvis jeg ønskede det.
— Så ved jeg ikke, hvad der kommer til at ske.
Så lagde han på.
Samme aften sad Anna hjemme hos sine forældre. Lars havde sat elkedlen over og stod ved vinduet og så ud i gården.