Min mand rejste for at tage sig af sin alvorligt syge mor. Der gik en hel måned uden et eneste besøg og næsten uden livstegn. Til sidst kunne jeg ikke holde uvisheden ud længere, så jeg tog derhen sammen med vores datter. Jeg havde egentlig forestillet mig, at vi skulle overraske ham, men da vi kom frem til huset, stod døren på klem, og helt ufrivilligt kom jeg til at høre, hvad der blev sagt derinde.
Jeg hedder Anna Hansen og arbejder som sygeplejerske på en kommunal klinik. Mit arbejde slider på kræfterne: nattevagter, travle afdelinger, tunge beslutninger og et ansvar, man aldrig rigtigt kan lægge fra sig. Alligevel vidste jeg altid, hvorfor jeg blev ved. Når jeg efter en lang vagt næsten slæbte mig hjem, stod min syvårige datter Mette som regel klar med sit varme smil, og på et øjeblik føltes trætheden mindre.
“Mor, se lige, hvad jeg har tegnet i børnehaven i dag!” råbte Mette glad, så snart jeg trådte ind ad døren. Hun rakte mig endnu en tegning, hvor vores lille familie var afbildet. På dem alle sammen stod vi tre hånd i hånd og smilede.
“Den er vidunderlig, skat. Du er jo en rigtig kunstner,” sagde jeg og satte forsigtigt tegningen op på køkkenvæggen ved siden af alle de andre. Efterhånden var hele væggen blevet til et lille galleri over vores lykke.
Lars havde ikke været hjemme i en måned. En hel måned uden hans stemme i lejligheden, uden hans latter og uden den ro, jeg plejede at forbinde med ham. Min mand arbejdede som leder i et stort forsikringsselskab. Vi havde mødt hinanden allerede på universitetet, helt tilbage på første år. Dengang virkede han på mig som et menneske, man kunne læne sig op ad: rolig, ordentlig og påfaldende oprigtig. Hans milde væsen og gode manerer vandt mig hurtigt. Han kom med blomster, inviterede mig ud og gjorde sig umage på en måde, der fik mig til at føle mig set.
Efter mange års forhold blev vi gift, og vores ægteskab virkede både stærkt og lykkeligt. Da Mette kom til verden, forsøgte vi at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, og naboerne nævnte os ofte som et eksempel.
“Se bare på familien Hansen, sådan ser en rigtig familie ud,” hørte jeg mere end én gang.
Og ja, vi var lykkelige. Eller det troede jeg i hvert fald. De små skygger af tvivl, som en sjælden gang dukkede op i mig, skubbede jeg væk. For en måned siden forandrede alting sig. Nyheden kom som et lyn fra en klar himmel: Lars’ mor, Inge, var blevet alvorligt syg. Hun havde mistet sin mand nogle år tidligere og boede alene i sit hus uden for Roskilde, omtrent tre timers kørsel fra os. Hun var en streng kvinde, dominerende og ikke altid nem at komme ind på livet af, men for Lars’ skyld havde jeg altid prøvet at bevare et ordentligt forhold til hende.
Den dag kom Lars hen til mig med et ansigt, der var anspændt og usædvanligt alvorligt.
“Anna, min mor er meget syg. Hun har brug for pleje hele tiden. Jeg tager over til hende og bliver der et stykke tid.”
Jeg blev naturligvis overrasket.
“Hvorfor har du ikke sagt noget før?” spurgte jeg og kæmpede for at holde stemmen rolig. “Vi kunne være taget af sted sammen. Vi kunne hjælpe hende, finde en hjemmehjælper, og jeg kunne have taget fri.”
Lars slog blikket ned, som om mønsteret i gulvtæppet pludselig var blevet vigtigt.
“Det er ikke nødvendigt, Anna. Det varer ikke længe. Mor har det svært med fremmede lige nu. Jeg klarer det selv.”
Der var noget ved hans tone, som gjorde mig urolig. Den var ikke hård, men lukket, næsten som om en usynlig mur på et øjeblik havde rejst sig mellem os. Alligevel overbeviste jeg mig selv om, at det bare var bekymring og pres på grund af hans mor. Jeg omfavnede ham, kyssede ham på kinden og lovede, at jeg ville ringe hver dag.
De første dage tog han telefonen regelmæssigt. Han talte kort og nøgternt og fortalte, at Inge var svag, at blodtrykket svingede, men at situationen i det store hele var under kontrol. Derefter blev opkaldene færre. Beskederne blev kortere og mere tomme. Indimellem svarede han slet ikke i et døgn eller mere og forklarede det bagefter med træthed eller dårlig forbindelse.
Der gik en uge. Så endnu en. Og til sidst en tredje.
Jeg forsøgte at lade være med at male fanden på væggen, men inderst inde voksede en tung uro. Mette spurgte oftere og oftere, hvornår far kom hjem. Jeg smilede til hende, strøg hende over håret og prøvede at berolige hende.