Jeg sagde, at det nok blev snart, selv om jeg efterhånden ikke længere selv troede på det.
En nat, efter en af de vagter, hvor kroppen føltes som bly, kunne jeg ikke holde uvisheden ud mere. Jeg fandt Lars’ nummer frem og ringede igen. Der gik lang tid, før tonen blev afbrudt, og så lød der pludselig en kvindestemme, jeg aldrig havde hørt før.
— Hallo?
Mine fingre blev iskolde.
— Undskyld… er Lars Hansen der?
Der blev stille et øjeblik i den anden ende.
— Han er i bad, sagde kvinden så. — Hvem spørger?
Jeg lagde på uden at sige farvel.
Hjertet hamrede så voldsomt, at det næsten gjorde ondt. Jeg sad på sengekanten med mobilen klemt i hånden og stirrede ud i mørket uden at forstå, hvad jeg lige havde hørt. Tankerne væltede rundt: en hjemmehjælper, en nabo, en fjern slægtning, en eller anden, der tilfældigvis var der. Men hendes stemme passede ikke til nogen af forklaringerne. Den ro, den selvfølgelighed, den måde hun spurgte på, som om hun havde ret til at tage telefonen.
En halv time senere ringede Lars tilbage.
— Anna, har du ringet? Min telefon lå inde i et andet rum.
— Hvem tog den? spurgte jeg lavt.
— Det må have været en fejl. Forbindelsen er mærkelig herude.
Han talte for hurtigt. Ordene snublede næsten over hinanden, som om han allerede frygtede det næste spørgsmål. Jeg orkede ikke at presse mere på. Jeg sagde bare, at jeg var træt, og afbrød samtalen.
Efter den nat sov jeg næsten ikke. Uroen lagde sig som en tung hånd over brystet, og tankerne filtredes sammen, men en del af mig klyngede sig stadig til håbet om, at der fandtes en fornuftig forklaring.
Endnu en uge gik.
Så holdt Lars helt op med at ringe.
Det var dér, jeg besluttede mig.
Jeg tog nogle fridage, pakkede en lille rygsæk til Mette og fortalte hende, at vi skulle besøge farmor. Hun lyste op med det samme og pludrede hele vejen derhen om, hvor overrasket far ville blive, når vi pludselig stod i døren.
Inges hus lå stille, da vi nåede frem. I indkørslen stod en bil, jeg ikke kendte. Havelågen var ikke låst. Jeg bankede på, men ingen svarede. Da jeg trykkede håndtaget ned, gled døren langsomt op.
Og så hørte jeg stemmerne.
— Du sagde jo, hun ikke ville komme, sagde en kvinde irriteret.
— Jeg regnede ikke med, at hun bare ville smide alt og dukke op med barnet, svarede Lars.
— Har du overhovedet tænkt dig at forklare hende noget?
Jeg stivnede. Mette holdt min hånd og forstod ingenting.
— Senere. Ikke nu, lød det dæmpet fra ham. — Mor er stadig på værelset.
Kvinden fnøs.
— Hvilken mor? Hun har været på rekreationsophold i to uger.
Det sortnede kort for mine øjne.
Jeg skubbede døren helt op og trådte ind i entréen. Lars stod ved køkkenbordet. Ved siden af ham var en høj, mørkhåret kvinde omkring de femogtredive, iført en morgenkåbe, som om hun hørte til der.
Farven forsvandt fra hans ansigt.
— Anna… er du her?
Jeg sagde ingenting. Mette trykkede sig ind til mig.
— Far? hviskede hun.
Kvinden tog langsomt et håndklæde ned fra krogen, som om vi befandt os midt i en dårlig tv-serie.
— Nå, så det er dig, sagde hun med et koldt smil. — Så det er altså din “midlertidige komplikation”?
Lars greb sig om hovedet.
— Det er ikke, som det ser ud…
Mærkeligt nok faldt der en ro over mig. En isnende, klar ro.
— Hvor er Inge? spurgte jeg.
Han slog blikket ned.
— På et genoptræningscenter. Hun fik et tilbagefald, men hun er stabil nu.
— Hvorfor løj du?
— Jeg… jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det.
Jeg nikkede mod kvinden.
— Og hvem er hun?
— Sara, svarede hun selv. — Vi har kendt hinanden i et år.
Et år.
Jeg skreg ikke. Jeg græd heller ikke. Jeg løftede bare Mette op i mine arme.
— Du rejste ikke for at tage dig af din mor, sagde jeg. — Du rejste hen til hende.
Lars tog et skridt i min retning.
— Anna, vent. Det hele er kompliceret. Jeg blev forvirret. Du er altid på arbejde, du er altid udmattet, vi har været langt fra hinanden længe…
Et bittert smil trak i min mund.
— Så din løsning på afstanden var at finde en anden kvinde og efterlade din syvårige datter uden en forklaring?
Sara lagde armene over kors.
— Han ville fortælle dig det. Han vidste bare ikke hvordan.
— Selvfølgelig, sagde jeg stille. — Meget ædelt.
Mette rystede mod mig og forsøgte at få ordene frem.