Han skjulte ansigtet i hænderne.
— Det ved jeg godt, sagde han dæmpet. — Jeg ville bare have, at du skulle vide det.
Jeg nikkede. Der var hverken skadefryd eller medlidenhed i mig. Kun en mærkelig tomhed.
I begyndelsen af sommeren fik jeg helt uventet tilbudt en forfremmelse. Afdelingssygeplejersken skulle på barsel, og lederen havde peget på mig som hendes afløser. Det betød større ansvar, bedre løn og færre nattevagter.
Længe gik jeg og tvivlede. Jeg var bange for ikke at kunne klare det. Til sidst sagde jeg ja.
Derfra begyndte hverdagen langsomt at ændre sig. Jeg sov bedre, lavede oftere mad derhjemme og tog Mette med i parken i weekenderne. Vi købte cykler og kørte ture langs vandet, lo, spiste is og fodrede ænder.
En dag kom der en ny læge på klinikken, en kardiolog ved navn Thomas. Han var høj og rolig, med et mildt smil og trætte øjne. Efter en vagt hjalp han mig med at flytte en tung patient.
— Tak, Anna, sagde han oprigtigt. — Uden dig havde jeg ikke klaret det.
Først begyndte vi bare at hilse på hinanden på gangene. Senere drak vi te sammen i personalestuen og talte om serier, arbejde og den træthed, man aldrig helt nåede at ryste af sig.
Han lagde ikke an på mig. Han stillede ikke nærgående spørgsmål. Han var der bare.
En aften kørte han mig hjem.
— Der er sådan et varmt lys i dine vinduer, bemærkede han. — Det ser hyggeligt ud.
Jeg kunne ikke lade være med at smile.
Ugen efter kom han med en bog til Mette, en historie om en pige og en hund.
— Den er til jer, sagde han lidt forlegent. — Hvis det er i orden.
Mette betragtede ham grundigt og så derefter på mig.
— Tak, sagde hun. — Du er sød.
Han blev rød i ansigtet.
Det, der voksede frem mellem os, skete langsomt. Jeg turde ikke knytte mig til nogen igen. Frygten for løgne, smerte og skuffelse sad stadig i mig. Men sammen med Thomas faldt der en ro over mig. Han vidste, at jeg havde et barn. Han kendte til skilsmissen. Og han krævede ingenting.
En aften spurgte Mette pludselig:
— Mor, kommer Thomas igen?
Jeg stivnede et øjeblik.
— Hvorfor spørger du om det?
— Fordi jeg ikke bliver bange, når han er her.
Det snørede sig sammen i halsen på mig.
Imens blev Lars mere og mere urolig. Han fandt ud af, at jeg havde kontakt med en kollega.
— Har du allerede fundet en, der kan erstatte mig? smed han ud en dag.
— Jeg leder ikke efter nogen, svarede jeg roligt. — Jeg lever bare.
Han tav længe.
— Jeg har mistet jer begge to.
— Det gjorde du selv.
Sidst på sommeren døde Inge. Et slagtilfælde. Lars ringede midt om natten.
— Nu er jeg helt alene i verden, hviskede han.
Jeg tog med til begravelsen. Ikke for hans skyld. Men for mindet om den kvinde, som trods alt havde været Mettes bedstemor.
På kirkegården stod Lars bøjet og grå, ældre end før, næsten fremmed.
— Tilgiv mig, Anna, sagde han lavt. — Jeg ødelagde alt, hvad jeg havde.
Jeg så på graven.
— Du ødelagde ikke kun et ægteskab. Du ødelagde tillid.
Så begyndte han at græde.
Efter begravelsen forsøgte han ikke længere at få mig tilbage. Han kom bare og hentede Mette, gik ture med hende og tog hende med i biografen. Lidt efter lidt begyndte hun at smile, når hun var sammen med ham.
Da efteråret kom, spurgte Thomas, om vi skulle flytte sammen.
— Ikke endnu, sagde jeg ærligt. — Jeg har brug for tid.
Han nikkede.
— Jeg venter.
Om vinteren friede han.
Uden ring. Uden store ord.
— Jeg elsker dig. Og Mette. I er min familie.
Jeg græd.
Næste forår blev vi gift.
Stille og enkelt. Kun os tre.
Mette holdt mig i hånden.
— Mor, er du lykkelig igen nu?
Jeg trak hende ind til mig.
— Ja, min skat.
Et år senere fødte jeg en søn.
Thomas holdt min hånd på fødestuen.
— Du er den stærkeste kvinde, jeg kender.
Lars kom for at se den lille.
— Han ligner dig, sagde han stille.
Jeg nikkede.
Vi lærte at omgås hinanden med høflighed.
Nogle nætter tænker jeg stadig på mit gamle liv. På min naivitet. På den tillid, jeg engang bar rundt på.
Men så hører jeg børnenes vejrtrækning og forstår, at alt skete, som det skulle.
Mit liv faldt ikke fra hinanden.
Det begyndte bare forfra.