“Lejligheden er jo vores nu, familiens! Det er dig, der er manden i huset… Og hun dér,” svigermoren slog ud med hånden mod Anna, “kan godt lukke sin fiskemund og lade være med at gøre sig bemærket!”
Deres første møde havde været som et lille glimt i skumringen. Ikke noget højtideligt “kærlighed ved første blik”, snarere et akavet “åh, undskyld” i en propfuld bus, hvor Mads kom til at træde Anna over foden. I stedet for en vred bemærkning fik han hendes smil at se — genert, varmt og helt uden spil.
Et år senere holdt de bryllup, beskedent og lige efter deres egen smag: det vigtigste var ikke pragt, men menneskerne omkring dem. Anna bar en enkel skjortekjole, Mads havde droppet slipset, og champagnen blev drukket ved vandet, mens mågernes skrig erstattede Mendelssohns march. “Så kører vi,” hviskede han og kyssede hende, og Anna forstod, at han ikke talte om bilen, men om resten af livet.
De flyttede ind i hendes lille, hyggelige toværelses, hvor der duftede af kaffe, gammelt træ og forsigtige drømme. De første måneder var som tyk, sød honning. De lærte hinandens vaner at kende; han bryggede kaffe om morgenen, hun sang falsk og højt under bruseren, og ingen sukkede irriteret. “Alt vel ombord, kaptajn?” spurgte Mads hver morgen. “Vi går ind til landing,” lo hun tilbage.
Men så kom den sorte varsling dumpende. Den havde navn: Kirsten.
Hun trådte ikke ind som gæst, men som en kontrollant med usynlig fuldmagt. Først kom de tilsyneladende uskyldige råd: “Her trækker det, Mads, du bliver jo kold,” eller: “Anna, en rigtig suppe skal have kraft, ikke være sådan noget rødbedefarvet vand.” Siden begyndte hun at flytte rundt på ting. “Jeg har bare gjort køkkenet lidt mere praktisk,” sagde hun. Tavst satte Anna panderne tilbage på deres pladser og mærkede en mørk, stille vrede samle sig i brystet.
Hun bed det i sig. Høflighed, opdragelse — forbandet være det — og moderens ord: “Hold ud, skat, det er hans mor.”
Men enhver tålmodighed har en kant. For Anna blev kanten en kommode.
Den dag kom Anna tidligere hjem fra arbejde end sædvanligt.