— Skriv under her, så bliver lejligheden Deres, — sagde notaren, men jeg trak pludselig hånden til mig, da jeg opdagede, at min svigermor allerede rakte ud efter mine papirer.
— Hvis De underskriver her, overgår lejligheden til Dem, — sagde notaren og skubbede dokumenterne hen foran Anna. Hun rev dog hånden tilbage med et sæt, i samme øjeblik hun så, at hendes svigermor allerede var ved at gribe efter papirerne.
Netop den episode på notarens kontor blev et skillepunkt i Annas liv. Hun sad over for notaren med dokumenterne knuget i hænderne og mærkede en isnende kulde brede sig ned ad ryggen.
Ved siden af hende sad hendes mand, Lars. Overfor havde hans mor, Kirsten, taget plads. Med sin omhyggeligt satte frisure og sine kølige grå øjne havde hun i tre år gjort Annas tilværelse uudholdelig.
— Lad os se på det, — sagde notaren og rettede på sine briller. — Lejligheden skal registreres i Annas navn, korrekt?
— Nej! — skar Kirsten igennem. — Den skal stå i min søns navn! Det er da det eneste fornuftige. Det er manden, der bør eje boligen.
Anna mærkede, hvordan noget begyndte at koge indeni hende. Lejligheden blev købt for de penge, hun havde arvet efter sin mormor. Penge, hun i fem år havde passet på, sparet op og fået til at vokse. Og nu mente hendes svigermor altså, at boligen skulle skrives over på Lars?
— Mor har faktisk ret, — sagde Lars pludselig. — Det ville være mere rigtigt sådan.
Anna vendte sig målløs mod sin mand. De havde jo talt om det her. De havde aftalt, at lejligheden skulle stå i hendes navn, netop fordi pengene var hendes.
— Lars, vi har jo allerede aftalt… — begyndte hun, men Kirsten afbrød hende straks:
— Kære barn, lad nu være med at lave scener foran fremmede mennesker. Du ved udmærket, at det er bedst for familien. Man ved aldrig, hvad der kan ske. Hvis I en dag bliver skilt, skal min søn så stå tilbage uden noget som helst?
Notaren rømmede sig forsigtigt.
— Undskyld, men jeg kan kun udfærdige papirerne i overensstemmelse med købsaftalen. Og dér står Anna som køber.
— Så må den aftale ændres! — hævede Kirsten stemmen. — Lars, sig dog noget til ham!
Lars vred sig uroligt på stolen.
— Anna, måske har mor en pointe. Lad os bare sætte den i mit navn. Hvad betyder det? Vi er jo én familie.
Det snørede sig sammen i Annas hals. Da de blev gift tre år tidligere, havde Lars været en helt anden. Varm, omsorgsfuld, opmærksom. Han havde altid stået bag hende. Men efter de var flyttet tættere på hans mor, var alting langsomt blevet anderledes.
Kirsten begyndte at blande sig i alt, og Lars… han holdt op med at være en ægtemand. I stedet blev han sin mors lille dreng, ude af stand til at tage ét skridt uden hendes godkendelse.
— Hvad det betyder? — Anna forsøgte at holde stemmen rolig. — Det er mine penge, Lars. Min mormors arv.
— Og hvad så? — fnøs Kirsten. — I er gift! I en ordentlig familie er alting fælles. Eller stoler du måske ikke på din egen mand?
Anna så direkte på sin svigermor. Fra den allerførste dag havde hun mærket, at Kirsten ikke anså hende for god nok til sin dyrebare søn. Hun var for almindelig, for fattig, for selvstændig. Kirsten havde ønsket sig en helt anden svigerdatter: lydig, tavs og parat til at opfylde hendes mindste ønske.
— Jeg stoler på Lars, — sagde Anna langsomt. — Men lejligheden skal stå i mit navn.
Der faldt stilhed i rummet. Kirstens ansigt blev rødt.
— Utaknemmelige menneske! Vi tog dig ind i familien, og så…
— Og så hvad? — Anna rejste sig. — Jeg køber en lejlighed for mine egne penge, og jeg ønsker selv at være ejer. Er det en forbrydelse?
— Lars, hører du, hvordan hun taler til mig?! — Kirsten greb sig dramatisk til brystet. — Åh, jeg får det dårligt…
Lars sprang op og styrtede hen til sin mor.
— Mor! Mor, hvad er der? Anna, hvad har du gjort ved hende?
Men Anna kendte allerede den forestilling alt for godt. Hver eneste gang hun vovede at stå fast, fik Kirsten straks et “hjerteanfald”.
— Skal jeg ringe efter en ambulance? — spurgte notaren, men Kirsten viftede afværgende med hånden.
— Nej, nej… bare lidt vand. Lars, kør mig hjem.
Lars hjalp sin mor op og sendte Anna et rasende blik.
— Er du tilfreds nu? Se, hvad du har gjort ved min mor!
— Jeg prøver bare at købe en lejlighed for mine egne penge, — svarede Anna træt.
— Det her taler vi om derhjemme, — mumlede Lars og førte sin mor ud.
Anna blev alene tilbage. Notaren så på hende med tydelig medfølelse.
— Det er en vanskelig situation. Men juridisk set har De fuld ret til at få lejligheden registreret i Deres eget navn. Det er Deres penge og Deres beslutning.
— Tak, — sagde Anna og tog papirerne frem igen. — Lad os gøre det færdigt i dag.
En time senere trådte hun ud fra kontoret med ejerpapirerne i hånden. Lejligheden tilhørte hende nu. Alligevel følte hun ingen glæde, kun en tung uro over, hvad der ventede hende derhjemme.
Hun kom først hjem sent om aftenen. Med vilje havde hun trukket tiden ud for at slippe for at møde dem. Men det var umuligt at undgå. Så snart hun trådte ind ad døren, skar Kirstens stemme gennem lejligheden fra stuen:
— Nå, endelig behager fruen at komme hjem!
Anna gik ind. Lars sad i sofaen ved siden af sin mor, og begge stirrede på hende, som om hun havde begået en forbrydelse.
— Nå, er du tilfreds? — begyndte Lars. — Fik du købt din lille lejlighed?
— Ja, — sagde Anna og tog frakken af. — Det hele er ordnet.
— Skammer du dig slet ikke? — fór Kirsten op. — Du bringer skam over familien! Hvad skal folk ikke tænke?
— Hvilke folk? — spurgte Anna udmattet.
— Alle! Naboerne, familien, bekendte! De vil alle sammen sige, at du ikke stoler på din mand, og at der ikke er styr på jeres ægteskab!
Anna satte sig i lænestolen over for dem.
— Kirsten, det er mine penge. Jeg har ret til selv at bestemme, hvordan de skal bruges.