— Dine penge! — hånede svigermoren. — Og hvem har så forsørget dig i tre år? Hvem har sørget for, at du havde tøj på kroppen? Min søn!
Det passede ikke. Anna arbejdede som lærer og tjente ikke mindre end Lars. Udgifterne havde de altid delt imellem sig. Men at diskutere med Kirsten var som at tale til en mur; i hendes verden fandtes kun den sandhed, hun selv havde besluttet sig for.
— Mor har ret, — blandede Lars sig. — Jeg har taget mig af dig, og sådan her betaler du mig tilbage.
— Lars, vi har begge to arbejde, og vi lægger begge penge i den fælles økonomi, — forsøgte Anna at forklare roligt. — Og de penge her kom fra min bedstemor. Det var en arv. De har intet med vores husholdningsbudget at gøre.
— Alt har med familien at gøre! — skreg Kirsten. — I et normalt hjem findes der ikke noget, der hedder “mit” og “dit”!
Anna kunne ikke længere holde sig tilbage.
— Hvorfor står sommerhuset så kun i dit navn? — spurgte hun. — Og hvorfor er Lars’ bil kun registreret på ham?
Et kort øjeblik mistede Kirsten fatningen. Hun blinkede, som om spørgsmålet havde ramt hende uventet, men samlede sig hurtigt igen.
— Det er noget helt andet! En mand skal have ejendom! En kvinde skal… en kvinde skal stole på sin mand!
Anna vendte blikket mod Lars.
— Jeg stoler på dig. Men det betyder ikke, at jeg skal aflevere alt, hvad jeg ejer.
— Du er egoistisk! — fór Lars op. — Du tænker kun på dig selv!
Ordene ramte hende hårdt, næsten som et slag i ansigtet. Egoistisk? Hun, som i tre år havde fundet sig i svigermorens stikpiller, lavet mad til hele familien, vasket, gjort rent og holdt huset kørende? Hun, som weekend efter weekend havde kørt Kirsten til butikker, læger og apotek?
— Ved I hvad? — Anna rejste sig. — Jeg har fået nok. Vi kan tale videre i morgen.
— Du går ingen steder! — Kirsten sprang også op. — Det her skal afgøres nu! Lars, sig dog noget til hende!
— Anna, sæt dig ned, — beordrede Lars. — Mor har mere at sige.
Men Anna blev stående. Hun så på de to mennesker foran sig, som helt åbenbart mente, at de havde ret til at bestemme over hendes liv, hendes penge og hendes valg.
— Nej, — sagde hun lavt, men fast. — Jeg går i seng. Hvis I har noget, der skal drøftes, må I gøre det uden mig.
Hun vendte sig om og gik mod soveværelset, mens Lars og hans mor blev tilbage i stuen, målløse af forargelse. Bag sig hørte hun Kirstens vrede udbrud, men hun så sig ikke tilbage.
Inde i soveværelset låste hun døren og lænede ryggen mod den. Hjertet hamrede voldsomt i brystet. Hun forstod, at hun netop havde trådt over en usynlig grænse og brudt de uskrevne regler i den familie, hvor svigermorens ord var lov, og svigerdatterens rolle var at tie stille og adlyde.
Telefonen vibrerede i hendes hånd. Det var en besked fra veninden Sofie: “Nå, fik du købt lejligheden? Tillykke!”
Anna smilede trist. Ja, hun havde købt den. Men prisen føltes pludselig langt højere end selve beløbet.
De næste dage lå der en tung og anspændt stemning over hjemmet. Lars talte demonstrativt ikke til hende, og Kirsten sukkede højlydt og greb sig til brystet, hver gang Anna kom ind i rummet. Anna fandt sig tavst i den kolde behandling, fordi hun vidste, at ethvert forsøg på forsoning kun ville udløse et nyt opgør.
Fredag aften, da hun kom hjem fra arbejde, ventede der hende en ubehagelig overraskelse. I stuen sad ikke kun Lars og hans mor. Ved siden af dem sad også Lars’ tante, Hanne, Kirstens søster.
— Så kom hun endelig! — udbrød Kirsten skarpt. — Hanne, se på hende! Den dame nægter at stole på min søn!
Hanne betragtede Anna fra top til tå.
— Ja, jeg har hørt om det hele, — sagde hun køligt. — Det er grimt, Anna. Meget grimt. Sådan gør man ikke i vores familie.
— Er det ikke skik i jeres familie, at en kvinde må eje noget selv? — spurgte Anna behersket.
— Lad være med at dreje det! — vrissede Kirsten. — Det handler om tillid! Om familieværdier!
— Netop, — nikkede Hanne. — Da min datter blev gift, skrev hun alt over på sin mand. Lejlighed, bil, det hele. Og de lever lykkeligt.
Anna kendte udmærket den historie. Hannes datter var blevet skilt efter to år og havde stået tilbage uden noget som helst. Men det ville ikke nytte at sige det højt.
— Anna, sæt dig, — sagde Lars og pegede på en stol. — Tante Hanne er kommet hele vejen herhen for at tale med dig.
— Tale om hvad? — Anna blev stående. — Lejligheden er købt, og den står allerede i mit navn.
— Det er præcis det, det drejer sig om! — Kirsten trak nogle papirer frem. — Lars har fundet en løsning. Du kan overdrage lejligheden som en gave. Her er aftalen. Du skal bare skrive under.
Anna troede knap sine egne ører. Mente de virkelig, at hun bare skulle forære den lejlighed væk, som hun havde købt for sin bedstemors arv?
— Nej, — sagde hun kort.
— Hvad mener du med nej?! — eksploderede Hanne. — Hvem tror du egentlig, du er, siden du taler sådan? Kirsten har taget dig ind i familien, og du…
— Og jeg hvad? — afbrød Anna. — Jeg arbejder, tjener penge og passer hjemmet. Jeg er en god kone for Lars. Men det betyder ikke, at jeg skal give alt fra mig!
— Jo, det gør det! — hvinede Kirsten. — Du skal respektere din mand! Du skal have tillid til ham!
Anna mærkede vreden vokse i sig.
— Jeg respekterer ham, og jeg stoler på ham. Men respekt betyder ikke, at jeg ingen rettigheder har!
— Hvordan vover du at tale sådan! — Kirsten sprang op. — Lars, hører du, hvad hun siger?
— Anna, stop nu, — sagde Lars og rejste sig også. — Du opfører dig ikke normalt. Skriv under, så vi kan få afsluttet det her cirkus.
Anna lo kort og vantro.
— Det er mig, der ikke opfører mig normalt? I holder et familieråd her i stuen for at presse min lejlighed ud af hænderne på mig!
— Der er ingen, der tager noget som helst fra dig! — sagde Hanne fornærmet.