Da hun kom hjem fra arbejde, fandt hun sin svigermor i færd med at brede sine egne ting ud i lejligheden.
Anna lod hånden glide hen over bordets blanke plade. Alt i hjemmet stod præcis, hvor det skulle. Den lille toværelseslejlighed var for hende blevet langt mere end et sted at bo; den var et privat rum, hun møjsommeligt havde bygget op gennem årene.
Tankerne førte hende tilbage til kollegietiden. Dengang delte hun værelse med tre andre piger. Sengen ved vinduet havde hun fået ved lodtrækning, og med bogreoler havde hun skærmet den af, så hun fik sin egen lille fredelige krog. Selv dér havde hun ikke tilladt nogen at rode i hendes ting.
— Anna, er du klar? lød hendes mands stemme og rev hende ud af minderne.
— Ja, Lars, svarede hun og rettede på kjolen foran spejlet.
Brylluppet havde været som taget ud af et eventyr. Svigermoren, Mette, havde opført sig næsten påfaldende høfligt. Hun smilede, sagde de rigtige ting på de rigtige tidspunkter og virkede som den perfekte gæst.
Senere lagde Anna dog mærke til, hvordan Mette lod blikket glide vurderende rundt i lejligheden. Øjnene standsede ved møblerne, dvælede ved billederne på væggene og registrerede alt.
De første måneder af ægteskabet forløb roligt. Lars arbejdede længe, og Anna fordybede sig i sine elskede designopgaver. Lejligheden havde en særlig harmoni. Hver genstand bar på sin egen fortælling: en italiensk vase, mormors gamle lænestol, bogsamlingen — tilsammen skabte det hele den stemning, hun forbandt med et rigtigt hjem.
Mette begyndte at komme forbi om lørdagen. I starten ringede hun først og aftalte det på forhånd. Senere dukkede hun bare op uden varsel.
— Anna, skat, synes du ikke, sofaen står lidt uheldigt? spurgte hun en dag, mens hun betragtede stuen.
Anna stivnede indvendigt, men beherskede sig.
— Jeg kan godt lide, at den står dér, sagde hun og rakte hende en kop te.
— Åh, pjat, sagde Mette og slog ud med hånden. — Den ville tage sig meget bedre ud i hjørnet.
Samtalen gled videre til noget andet, men den ubehagelige eftersmag blev hængende. Anna forstod, at noget var begyndt. Hendes svigermor prøvede grænserne af og undersøgte, hvor langt hun kunne gå.
Ved næste besøg kom der flere bemærkninger. Gardinerne hang forkert. Blomsterne stod det forkerte sted. Tallerkener og skåle var anbragt uden nogen fornuftig logik. Alt blev sagt som gode råd, men Anna kunne mærke kravet bag ordene.
— Lars, din mor… begyndte hun om aftenen.
— Mor vil bare hjælpe, afbrød han uden at løfte blikket fra sin bærbare. — Hun har jo ført husholdning i mange år.
Anna pressede læberne sammen. Hun ville forklare, at det ikke handlede om hjælp. Men ordene satte sig fast i halsen.
Mette kom oftere og oftere. Efterhånden nøjedes hun ikke længere med kommentarer; hun begyndte at handle. Hun flyttede rundt på rammerne på kommoden, byttede puderne om og vandede blomsterne efter sit eget system.
— Anna, jeg har købt nye servietter, meddelte hun en dag, da hun trådte ind i køkkenet. — Dine var blevet lidt kedelige.
— Dem har jeg valgt helt bevidst.