— De passer jo til dugen, indvendte Anna.
— Passer, passer ikke… Mette trak misbilligende på munden. — Det vigtigste er, at tingene er anvendelige.
For hver dag blev luften i hjemmet tungere. Anna begyndte overalt at opdage små tegn på, at nogen havde været der og ændret ved hendes orden. Bøgerne stod pludselig efter et andet system. Krydderierne i køkkenet var stillet op alfabetisk. Selv på badeværelset var cremer, parfumer og makeup flyttet rundt, som om en fremmed hånd havde besluttet, hvad der hørte til hvor. Hvornår i alverden havde Mette haft tid til alt det?
Fredagen blev dråben. Anna kom hjem fra arbejde og stivnede i entréen. Sofaen var skubbet ind i hjørnet. Lænestolen var drejet, så den pegede direkte mod fjernsynet. Det lille bord stod nu helt henne ved vinduet.
— Lars! råbte hun.
Han kom ud fra soveværelset og så spørgende på hende.
— Hvad er der galt?
— Din mor har flyttet rundt på alle møblerne!
Lars lod blikket glide gennem stuen.
— Det ser da egentlig ikke så tosset ud, sagde han og løftede skuldrene. — Mor har altid haft god sans for indretning.
— Det her er mit hjem! eksploderede Anna. — Hvordan kan hun tillade sig det?
— Vores hjem, rettede han hende. — Og mor prøver bare at gøre noget godt for os.
I det øjeblik forstod Anna det. Det handlede ikke længere om gode råd eller små hensyn. Det var en kamp om territorium. Mette markerede grænserne og viste tydeligt, hvem der mente at bestemme. Og Lars stod ikke ved Annas side. Han stod ved sin mors.
Næste dag opdagede Anna, at ekstranøglerne var væk. Da hun spurgte, slog Lars blikket ned.
— Mor bad om dem, mumlede han. — Hun vil bare kunne komme forbi og ordne lidt indimellem.
Anna troede knap sine egne ører. Derefter begyndte de skjulte besøg. Hun kom hjem og fandt hver gang nye spor. Køleskabet var fyldt med madvarer, hun aldrig selv havde købt. I skabet var hendes ting lagt om efter et andet princip.
— Lars, din mor er gået alt for langt! brød Anna ud en aften.
— Tal ikke sådan om min mor, svarede han køligt. — Hun gør det for vores skyld.
Anna betragtede ham og følte, at hun så på en fremmed. Manden, hun havde elsket, gled længere og længere væk fra hende. Hver dag kom der et nyt bevis på, at lejligheden ikke længere føltes som hendes.
Mette blev stadig mere frimodig. Til sidst dukkede hun op, selv når Anna var hjemme. Hun blandede sig i alt, rettede, forklarede, bestemte. Og Anna mærkede, at hendes tålmodighed var ved at slippe op.
— Anna, du er alt for egoistisk, sagde Lars efter endnu et skænderi. — Mor har ret. Du tænker kun på dig selv.
Ordene skar i hende. Da forstod Anna, at hendes mand allerede havde valgt. Nu stod de to over for hende.
I april kom Mette med nye planer. Hun satte sig i lænestolen, den hun selv havde placeret dér, og smilede tilfreds.
— Anna, min ven, nu er det på tide, at vi taler om sommerhuset, begyndte hun i en tone, der ikke lagde op til protester.
— Hvilket sommerhus? spurgte Anna og spændte i hele kroppen.
— Mit sommerhus, naturligvis. Mette rettede ryggen stolt. — Lars har lovet at hjælpe mig derude til sommer.
— Han arbejder, indvendte Anna. — Han har ikke tid til et sommerhusprojekt.
— Lars kommer i weekenderne, forklarede Mette roligt. — Og du bliver hos mig hele sommeren.
Anna rettede sig op.