— Min svigermor fik pludselig den idé, at hun havde krav på det hus, jeg havde arvet. Min mand tog hendes parti. På dagen for hendes runde fødselsdag smed jeg dem begge ud.
Det var sådan en aften, hvor himlen hang lavt over byen som et gennemblødt tæppe, og selv katten — den lille evighedsmaskine på poter — havde besluttet, at tilværelsen ikke var værd at fejre. Den var kravlet ind under plaiden og lå nu dér som en pyntepude med puls.
Anna var på vej hjem fra arbejde med følelsen af, at hun skulle møde ind til endnu en vagt. Ikke en vagt med ro, te og stilhed, men med den evigt fornærmede skikkelse i nederdel, der kaldte sig svigermor, og med en ægtemand, hvis utilfredshed for længst burde have stået registreret i hans pas, lige mellem efternavn og adresse.
Telefonen ringede præcis, som om den fulgte en køreplan, netop da hun drejede ind mod huset.
Hun kastede et blik på skærmen og sukkede.
— Selvfølgelig… Hanne. Dårligt humørs personlige vækkeur.
— Anna, godaften, det er mig, — lød svigermorens stemme, hæs og træt, som om hun havde siddet en halv dag ved et bål og ristet solsikkekerner. — Du har vel ikke glemt, at jeg har fødselsdag i morgen?
— Nej, det har jeg ikke, — svarede Anna jævnt. — Tillykke på forhånd.
— Det var godt. Lars og jeg tænkte, at det ville være mest bekvemt at tage imod gæster hos jer. Der er jo plads, og der er hyggeligt…
Anna standsede midt på fortovet. Sneen knasede under hendes støvler, som om den bakkede hendes tavse protest op.
— Gør det ingenting, at jeg arbejder til klokken otte i morgen aften?
— Åh, men du er jo husets værtinde! Du kan hurtigt få det hele ordnet. Vi har allerede skrevet gæstelisten.
Anna havde lyst til at sige: “Og indkøbslisten har I sikkert også klar.” Men hun slugte ordene. I stedet sagde hun køligt:
— Hanne, der bliver ingen fest hos mig i morgen. Hold den hjemme hos jer selv.
I den anden ende lagde der sig en tung, geléagtig stilhed. Den slags stilhed, hvor ingen giver efter, men blot vælger ordene mere omhyggeligt, så de rammer hårdere.
— Anna, du er blevet forandret. En kvinde burde glæde sig over, at hele familien samles ved samme bord. Men du taler altid kun om dit arbejde og den der virksomhed…
— Når min virksomhed begynder at forsørge jer, kan jeg overveje det, — sagde Anna og afbrød opkaldet.
Snefnuggene satte sig i hendes hår, og hendes humør faldt lige så hurtigt som saldoen på kortet efter regningerne var betalt.
Derhjemme stod Lars allerede og ventede. Han lignede en dommer, der havde afsagt kendelsen, før sagen overhovedet var begyndt.
— Mor siger, du talte grimt til hende, — begyndte han, før Anna nåede at tage støvlerne af.
— Nej. Jeg sagde bare nej. Det er ikke det samme.
— Men det er hendes runde fødselsdag! Du kunne godt have givet dig lidt.
— Huset er mit, — sagde Anna roligt.
Lars fnøs som en elkedel, der var ved at koge over.
— Nu starter du igen med det dér…
— Det startede, da I besluttede, at mit hjem var en kantine med servering.
Han trådte et skridt frem og spærrede vejen for hende.
— Hvorfor skal du gøre alting så besværligt? Det ville være meget lettere bare at sige ja.
— Selvfølgelig ville det være lettere. Især for dem, der hverken står for forberedelserne eller betaler for noget.