Anna gik forbi ham og lod tasken falde ned på sofaen. Hun havde ikke engang kræfter tilbage til at blive vred; indeni var der kun en dump, vedvarende susen. Det hele kørte i ring: de samme samtaler, de samme bebrejdelser, det samme “du forstår det jo godt”. Og én ting forstod hun alt for tydeligt: hendes hjem havde for længst holdt op med at føles som et hjem.
Næste morgen havde Anna knap nået at brygge kaffe, før døren blev smækket op. Uden at nogen ringede på.
På tærsklen stod Hanne, klædt som til felttog, med en indkøbspose i hånden og sejrssikkerheden malet i ansigtet.
— Anna, jeg har købt kylling! Vi laver den hos dig, din ovn er bedst.
— Kunne I ikke gøre det hjemme hos jer selv? — spurgte Anna roligt og løftede sit krus.
— Der er for lidt plads hos os, og her kan alle være. Lars, sig det til hende!
Lars stod allerede i køkkendøren med slipset skævt og et udmattet udtryk.
— Anna, mor sagde jo bare…
— Lars, — Anna så på ham på en måde, der fik selv katten til klogeligt at forsvinde ind under sengen, — der kommer ingen gæster. Det har vi allerede talt om.
Hanne sukkede, som om hun stod midt i en tragedie.
— Sådan er det altid. Jeg tænker på familien, og du tænker kun på dig selv.
— Så er der da i det mindste én, der gør det, — svarede Anna lavt og tog en slurk kaffe.
Da aftenen kom, ønskede hun sig kun én ting: stilhed. Men nede ved opgangen ventede tre velklædte damer med blomsterbuketter og en kageæske.
— Vi skal op til Hanne! Hun holder fest! — forklarede de muntert.
Anna gik op ad trapperne, og da hun åbnede døren til sin lejlighed, stivnede hun.
Der var liv overalt. Latter, duften af mousserende vin, skåle med salat, Hanne i ny kjole, Lars i færd med at fylde glas.
— Er I blevet fuldstændig sindssyge?! — råbte Anna.
— Du kommer jo alligevel sent hjem, — sagde Hanne uden at blinke. — Så vi tænkte, vi lige så godt kunne samles her.
Anna tog langsomt frakken af, satte tasken fra sig og rettede ryggen.
— Så går alle nu. Festen er slut.
— Hvad fanden laver du? — hvæsede Lars.
— Jeg smider affald ud, — sagde Anna og kastede hans jakke hen imod ham. — Vi begynder med dig.
Hanne blev kridhvid.
— Anna, det dér er uhørt groft!
— Nej, det er orden. Alle har deres eget hjem. Jeres er ikke her.
Gæsterne frøs fast et øjeblik, vekslede blikke og begyndte derefter hastigt at samle deres ting sammen. Fem minutter senere lukkede døren sig bag den sidste.
Lars stod i entréen, bleg og rådvild.
— Du er gået fra forstanden, — hviskede han.
— Nej, Lars. Jeg har bare taget mit eget hjem tilbage.
Hun hentede hans kuffert og stillede den foran hans fødder.
— Pak. I dag.
Og for første gang i meget lang tid føltes luften i lejligheden let.
Han blev stående midt i stuen og så sig omkring, som om han håbede, at det hele blot var en ond drøm. Men kufferten stod allerede åben, og tingene — de genstande, der i årevis havde ligget i skabet og båret en svag lugt af det gamle liv — blev lagt ned i den én efter én. Anna pakkede roligt. Uden skrig, uden bebrejdelser, med samme udtryk som når man smider en yoghurt ud, der er gået over datoen: ubehageligt, men nødvendigt.
En time senere var alt faldet til ro. Kufferten var forsvundet sammen med sin ejer, døren var lukket, og lejligheden stod tilbage.