Indeni kogte det i hende. Hvorfor skulle hun overhovedet stå til regnskab, bare fordi hun forsøgte at værne om sit hjem og sin egen ro?
Fredag dukkede Lars op igen. Ingen blomster. Intet smil. Han kom bare, stift og alvorligt, som om han var blevet indkaldt til et møde, han helst ville slippe for.
— Jeg har tænkt over det hele, sagde han. — Jeg er parat til at finde et kompromis.
— Mener du, at du kun kommer ved højtiderne, og uden din mor?
— Altså… mor kunne måske godt komme, men kun når det er aftalt.
Anna udstødte et kort, tørt grin.
— Aftaler med jer er som slankekure i december. Alle taler om dem, men ingen overholder dem.
Han tog et skridt nærmere.
— Jeg er trods alt din mand.
— Det var du.
— Vent nu lidt. Vi er jo ikke skilt endnu.
— Det kan der rådes bod på.
Hans mund blev til en smal streg.
— Vil du virkelig ødelægge en familie, bare fordi mor et par gange kom ind uden at ringe på?
— Lars, “et par gange” er, når nogen ved et uheld spiser den sidste småkage. Når et menneske i årevis opfører sig, som om mit køkken, mine weekender og mit hjem tilhører hende, så er det ikke et uheld. Det er en besættelse.
Da han var gået, satte Anna sig i stilheden. Frygten var der stadig, men ikke frygten for fremtiden. Det var snarere rædslen ved at forstå, hvor mange år hun havde levet med en konstant angst for at såre andre. Og mens hun havde forsøgt ikke at træde nogen over tæerne, havde hun langsomt givet afkald på sig selv.
Næste morgen vidste hun det med en klarhed, der næsten gjorde hende rolig. Nok var nok. Det var forbi.
I retslokalet hang der en lugt af papir, gammel linoleum og træthed. Dommeren, en kvinde med et vågent blik i et udmattet ansigt, så ned i sagen og stillede det første spørgsmål:
— Anna, fastholder De kravet om skilsmisse og om, at boligen ikke indgår i delingen?
— Ja. Lejligheden blev købt, før vi blev gift. Jeg har alle dokumenterne med.
Hanne rettede sig straks op, som om hun havde ventet på netop den sætning.
— Men min søn boede der!
— Det gjorde han, nikkede Anna. — Men at bo et sted og at eje det er to forskellige ting.
Lars kunne heller ikke tie stille.
— Vi var jo en familie. Du lovede…
— Jeg lovede at respektere dig, Lars. Ikke at overdrage mit liv til din mor. Lad være med at blande de ting sammen.
Dommeren bankede let med sin kuglepen mod bordet.
— Jeg beder om, at vi holder følelserne ude af det.
Men Hanne mærkede pausen og greb den med det samme.
— Hvis man nu ser menneskeligt på det, Anna, så ved du jo godt, at lejligheden kommer fra din far. Du kunne sælge den og hjælpe os med at få huset færdigt…
Anna så på hende. Roligt. Træt. Men uden den mindste vaklen.
— Menneskeligt set plejer man ikke at regne andres arv for sin egen.
Derefter blev der så stille i lokalet, at man tydeligt kunne høre nogen bladre i papirerne.
Afgørelsen faldt hurtigt: skilsmisse, ingen deling af lejligheden. Boligen tilhørte Anna. Punktum.
Ude på gangen stødte de på hinanden igen. Lars stod med blikket rettet mod gulvet.
— Så det er sådan?
— Ja, Lars. Det er sådan. Hun tog nøglebundtet op af tasken og rakte ham de nøgler, han ikke længere havde nogen ret til. — Dem får du ikke brug for mere.
Hanne kunne naturligvis ikke lade være.
— Anna, det her kommer du til at fortryde!
— Måske, sagde Anna og smilede svagt. — Men i det mindste ikke i mit eget hjem.
Om aftenen skænkede hun igen et glas vin til sig selv. Katten lå tilfreds ved siden af hende, sådan som den altid gjorde, når lejligheden endelig var faldet til ro.
— Nå, sagde hun til den, — så ser det ud til, at vi fremover lever uden uanmeldte gæster.
Og i de ord lød der pludselig ikke ensomhed. Der lød begyndelsen på noget ægte. Noget nyt. Noget stille.
Noget, der var hendes.