I den bredte der sig en ægte, tung stilhed. Katten listede forsigtigt frem fra under sengen, satte sig ved siden af Anna og betragtede hende, som om den endelig havde fundet ud af, hvem der egentlig bestemte i hjemmet.
Anna tog et glas frem, skænkede en smule vin op, sank ned i sofaen — og mærkede pludselig noget, hun ikke havde følt i årevis: at lejligheden var hendes. Ingen fremmede skygger i hjørnerne, ingen andres lugte i luften, ingen evige bemærkninger om, at “sådan plejer vi altså ikke at gøre”.
Der gik en uge. Syv dage med ro. Syv aftener uden råbet: “Anna, hvor er mine sokker?” og syv morgener uden svigermorens vagtsomme hvisken: “Kaffe er ikke godt for dig i din alder…” Det var nærmest paradisisk. Alligevel vidste Anna godt, at stormen ikke var væk. Den havde bare trukket sig lidt tilbage for at samle kræfter.
Og ganske rigtigt: Søndag ved frokosttid ringede det på. Længe og ildevarslende, som en alarmklokke. Anna kiggede gennem dørspionen og kom uvilkårligt til at smile. Udenfor stod Lars — ubarberet og med en buket nelliker i hånden. Nelliker! Den slags blomster, man ikke ligefrem forbinder med glædelige mærkedage, men snarere med deres modsætning.
— Hej, sagde han og så ned. — Kan vi tale sammen?
— Selvfølgelig, svarede hun. — Herude.
— Anna, lad nu være med at lave en scene.
— Lars, forestillingen sluttede sidste fredag. Artisterne er taget hjem. Klovnene også.
Han rykkede et skridt frem, som om han lige ville afprøve, hvor langt han kunne gå.
— Jeg har tænkt… måske overdrev vi begge to.
— Begge to? Hun løftede let det ene øjenbryn. — Jeg bed tænderne sammen i syv år, og det kalder du at overdrive?
Lars lagde blomsterne på hylden, som om han dermed kunne markere territorium.
— Mor er bekymret. Hun siger, at du måske er inde i en slags krise…
— Min krise, Lars, bestod i, at min tålmodighed slap op. Den er overstået nu.
Han nikkede og vidste tydeligvis ikke, hvad han skulle gøre af sine hænder.
— Så måske… kunne jeg flytte tilbage?
— Nej.
— Hvorfor ikke?
— Fordi din kuffert og din mor allerede har fundet hinanden. Lad være med at forstyrre deres lykke.
Et par dage senere dukkede Hanne op. Hun havde en pose mandariner med og et ansigtsudtryk, som om hun var blevet indkaldt til forhør.
— Anna, jeg forstår naturligvis det hele. Arbejde, træthed og alt det dér… Men vi er jo familie.
— Vi var familie, Hanne, lige indtil De besluttede, at mit køkken var jeres private feriecenter.
Svigermoren begyndte omhyggeligt at lægge mandarinerne frem, som om citrusfrugter kunne fungere som en undskyldning.
— Jeg ville jo bare sikre mig, at Lars havde det varmt og godt. Han er ikke så praktisk anlagt.
— Hvor gammel er det nu, han er? Mind mig lige om det, sagde Anna og tog krus frem.
— Mænd er som børn. De har brug for en kvinde, der…
— …giver dem mad, gør rent efter dem og samtidig holder moralske foredrag? Nej tak. Jeg er blevet træt.
Hanne himlede med øjnene.
— Du er alt for stolt. Man kan ikke leve sådan, Anna. I livet må man være lidt blødere.
— Og De er alt for sikker på, at hele livet foregår i Deres køkken. Dér sætter jeg ikke mine ben igen.
Samme aften ringede tante Mette, en slægtning på Lars’ side, med verdens samlede lidelse dirrende i stemmen.
— Lille Anna, kære ven, hvordan kunne du gøre det mod Lars?
— Og det, han gjorde mod mig, var helt i orden?
— Han er en mand. De har deres svagheder.
— Det har jeg også. For eksempel bryder jeg mig ikke om at blive brugt som dørmåtte.
Efter samtalen gik Anna længe frem og tilbage gennem lejligheden.