– Hvor er osten blevet af? Jeg købte jo et helt stykke i går aftes, næsten fire hundrede gram Danbo. Jeg tog den netop til madderne, så jeg slap for at lave noget om morgenen.
Anna stod foran det vidt åbne køleskab og mærkede en tung, indestængt irritation begynde at koge i sig. Kulden fra hylderne slog hende i ansigtet, men hendes kinder brændte alligevel. På den midterste hylde, hvor der aftenen før havde ligget en solid blok ost i gul emballage, stod der nu kun en ensom halv citron og et lille glas med rester af tomatpuré.
– Måske har du spist den og glemt det? lød Lars’ stemme inde fra stuen, hvor han før arbejde var i gang med den sædvanlige jagt på den anden sok. – Eller også stod jeg op i nat… Nej, for resten, jeg drak kun vand. Anna, helt ærligt, hvorfor gøre en tragedie ud af et stykke ost? Hvis nogen har spist den, så er den jo bare væk.
Anna lukkede langsomt køleskabsdøren. Klikket skar unaturligt højt gennem morgenstilheden. Det handlede slet ikke om osten. Heller ikke om spegepølsen, der var forsvundet tre dage tidligere. Og egentlig ikke engang om glasset med den dyre pulverkaffe, som på mystisk vis var blevet præcis halvt tomt, mens de begge havde været på arbejde. Det, der virkelig nagede hende, var følelsen af, at hun var begyndt at tvivle på sin egen forstand. Hun huskede tydeligt, hvordan hun havde pakket varerne ud, lagt dem på plads og samtidig planlagt ugens måltider. Bagefter forsvandt tingene. Lydløst. Næsten umærkeligt. Lidt ad gangen.
– Lars, jeg kan ikke have spist et halvt kilo ost i løbet af en nat, sagde hun, da hun kom ind i stuen med viskestykket i hænderne. – Og det kan du heller ikke. Vi ville jo være sprækket. Der foregår noget andet her.
Lars fandt endelig sokken under sofaen og trak den på med et lavmælt støn. Han var en god mand: rolig, arbejdsom og ikke typen, der opsøgte konflikter. Hans eneste svaghed, som han selv betragtede som en dyd, var hans mor, Karen.
– Begynder du nu igen? Han løftede blikket mod hende, træt allerede før dagen rigtigt var startet. – Hvad er det, du prøver at sige? At vi har fået en nisse i lejligheden? Eller at min mor tager ting? Anna, det er jo latterligt. Hun er en ældre kvinde, hun har sin pension, hun klarer sig. Hun kommer kun forbi for at vande blomsterne og give katten mad, når vi er på arbejde. Hun hjælper os faktisk. Og du…
– Jeg siger ikke noget, afbrød Anna ham, selv om det netop var det, hun havde haft lyst til at sige. – Jeg synes bare, det er mærkeligt. Varerne forsvinder altid på de dage, hvor hun har været her. Sidste tirsdag var det en hel pølse. Torsdag det kyllingebryst, jeg havde tøet op til schnitzler. Nu osten.
– Måske har hun bare flyttet det et andet sted hen, sagde Lars og rejste sig, mens han rettede på skjorten. – Eller måske har Tishka slæbt det væk?
– Katten åbnede køleskabet, tog en vakuumpakket ost ud og gemte den? Lars, prøv lige at bruge hovedet.
– Jeg kommer for sent, svarede han og gav hende et hurtigt kys på kinden, tydeligvis ivrig efter at slippe uden om samtalen. – Vi køber den ost til dig i aften. Lad nu være med at hidse dig op. Mor er et menneske med et hjerte af guld. Hun ville give sin sidste skjorte væk, og du mistænker hende for tyveri. Det er ikke pænt, Anna.
Da døren smækkede efter ham, sank Anna ned på stolen i entréen. Skammen ramte hende faktisk. Karen så altid så harmløs ud, næsten som en lille, skrøbelig bedstemor: den gamle frakke, den strikkede baret og de endeløse samtaler om blodtryk og dyre lægemidler. Hun boede i naboejendommen og havde et sæt nøgler til deres lejlighed – “for en sikkerheds skyld”, som Lars i sin tid havde insisteret på. I begyndelsen havde Anna ikke haft noget imod det. Det var praktisk, hvis et rør sprang, eller hvis nogen havde glemt at slukke strygejernet. Men på det seneste var besøgene blevet alt for hyppige.
Anna arbejdede som bogholder i et stort byggefirma. Hendes arbejde krævede præcision, overblik og konstant opmærksomhed, og måske var det netop vanen med at få debet og kredit til at stemme, der ikke lod hende finde ro. Hun kendte deres økonomi ned til mindste post. Hun og Lars sparede op til en ny bil, så madbudgettet var lagt stramt. Alligevel var netop den udgiftspost i de sidste to måneder vokset uden nogen fornuftig forklaring. Pengene forsvandt, mens køleskabet igen og igen stod halvtomt tilbage.
Samme aften gik Anna forbi supermarkedet. Priserne bed fra sig. Længe stod hun ved køledisken med pålæg og overvejede et stykke steg. Lars elskede morgenmadsmadder med kød. Til sidst sukkede hun og valgte et mindre stykke. Der måtte spares, og det blev især på hende selv: kefir i stedet for den yoghurt, hun bedst kunne lide, og billig sej i stedet for ørred.
Hjemme lagde hun varerne omhyggeligt på plads. Denne gang besluttede hun sig for at afprøve sin mistanke. Hun tog en tusch og satte bittesmå, næsten usynlige prikker i bunden af glasset med den dyre paté og på pakken med smør. Det føltes fjollet, som en barnlig spionleg, men hun var nødt til at finde ud af sandheden.
De næste to dage forløb uden uheld eller mærkelige forsvindinger; Karen dukkede ikke op.