Hun ringede blot og beklagede sig over vejret. Varerne blev liggende præcis, hvor Anna havde sat dem. Efterhånden begyndte hun næsten at falde til ro og tænkte, at det måske alligevel var hende selv, der var blevet distræt af træthed.
Men fredag morgen ringede svigermoren.
– Anna, hej med dig, lød Karens stemme, sød og klistret som sirup. – Jeg kommer alligevel forbi i dag, jeg skal på apoteket. Skal jeg ikke lige gå op til jer og vande blomsterne? Lars sagde, at jeres gummiplante hænger helt med bladene. Det er da synd for den.
– Karen, jeg vandede den i går, forsøgte Anna at indvende.
– Åh, du har altid så travlt, alt går i en fart hos dig, og så får de bare en lille sjat. Planter skal passes ordentligt, med en erfaren hånd. Bare rolig, jeg gør det stille og roligt. Jeg går ind og går igen. Skal jeg måske sætte en gryde suppe over til jer?
– Nej tak, vi har mad, svarede Anna fast. Hun havde absolut ingen lyst til, at svigermoren skulle stå og regere i hendes køkken.
– Nå, som I vil. Jamen så smutter jeg. Hav en god dag, lille ven.
På arbejdet sad Anna resten af dagen som på nåle. Tallene i regnearkene flød sammen for øjnene af hende. I tankerne så hun Karen låse sig ind med sin egen nøgle og træde ind i lejligheden. Hvad gjorde hun derinde? Rodede hun i skabe? Gik hun gennem lommer? Eller styrede hun bare direkte hen til køleskabet?
Da Anna kom hjem, gik hun straks ud i køkkenet. Hjertet hamrede så hårdt, at hun næsten kunne mærke det oppe i halsen.
Køleskabet tog imod hende med en isnende tomhed.
Hamburgerryggen var væk. Smørpakken med den lille markering var væk. En hel bakke æg var næsten forsvundet; der lå kun to tilbage. Og det, der ramte hende hårdest, var glasset med rogn, som hun havde købt på tilbud og gemt bagerst på hylden til nytår, bag sylteglassene. Det var også borte.
Anna sank ned på en taburet og dækkede ansigtet med hænderne. Det her var ikke længere komisk eller til at bortforklare. Det var frækt. Uforskammet. Rent tyveri. Det værste var, at hun ikke anede, hvordan hun skulle sige det til sin mand. Hun havde ingen beviser. Karen kunne bare påstå, at hun intet havde taget. At Anna selv havde spist det hele og glemt det. Eller at glasset med rogn aldrig havde været der.
Om aftenen blev samtalen tung.
– Lars, rognen er væk. Og kødet. Og smørret, sagde Anna, mens han sad og spiste aftensmad. Hun havde været nødt til at koge nogle færdigkøbte dumplings, fordi det kød, hun havde planlagt at bruge, var forsvundet.
Lars lagde gaflen fra sig. Hans ansigt blev mørkt.
– Igen? Anna, du gør mig ærligt talt bekymret. Måske skulle du tale med en læge? En neurolog eller sådan noget? Hvordan kan et glas rogn bare forsvinde?
– Din mor var her i dag.
– Og hvad så? Hun kom for at vande blomster! Tror du virkelig, at min mor, en uddannet kvinde og tidligere lærer, ville stjæle mad fra sin egen søn? Hvorfor i alverden skulle hun det? Hun får pension, og jeg giver hende også lidt ekstra hver måned.
Anna stivnede.
– Du giver hende penge? Hvor meget?
Lars blev forlegen og slog blikket ned.
– Tja… fem-seks hundrede kroner. Nogle gange syv. Til medicin og regninger. Det er ikke nemt for hende at være alene.
– Fem-seks hundrede… Lars, vi betaler af på boliglån. Vi har ikke været på ferie i tre år. Og du giver din mor penge bag min ryg?
– Det er min mor! eksploderede Lars. – Jeg skal ikke stå til regnskab for hver eneste krone, jeg hjælper mine forældre med! Og hold op med at beskylde hende! Hvis du er så glemsom eller ikke kan holde styr på indkøbene, så lad være med at skyde skylden på andre!
Den aften gik de for første gang i lang tid i seng uden at ønske hinanden godnat. Anna lå vågen i mørket og stirrede op i loftet, mens hun lyttede til sin mands fornærmede vejrtrækning. Inde i hende voksede en kold, urokkelig beslutsomhed frem. Det var ikke længere nok at kende sandheden. Hun måtte bevise den. Uigendriveligt. Så tydeligt, at Lars ikke kunne finde en eneste undskyldning.
Næste dag, lørdag, tog Anna ud i en elektronikbutik. Hun talte længe med en ekspedient, før hun valgte kameraet. Det skulle være lille, diskret, kunne optage på hukommelseskort og reagere på bevægelse.
– Den her model vil passe fint, sagde en ung mand i gul T-shirt og rakte hende en lille sort enhed. – HD-kvalitet, lydoptagelse og batteri nok til op til en uge. Den kan gemmes på en hylde eller bag nogle bøger.
Da Anna kom hjem, gik hun i gang med at sætte det op, mens Lars var i garagen. Det bedste sted viste sig at være den øverste hylde i køkkenskabet, hvor de vaser, de næsten aldrig brugte, og et gammelt stel stod. Hun placerede kameraet mellem sukkerskålen og glasset med laurbærblade og rettede linsen direkte mod køleskabet og en del af køkkenbordet. Nedefra kunne man ikke få øje på det, men udsynet var perfekt.
Nu manglede hun bare lokkemaden.
Om søndagen fyldte Anna demonstrativt køleskabet, mens Lars kunne se det. Hun købte dyr skiveskåret røget pølse, et stykke god ost – endnu en gang – et kilo frisk oksekød, ørred, frugt og en stor æske chokolade.