Han havde lagt kuglepennen ved siden af mappen, før jeg overhovedet nåede at sætte mig ved bordet. Den var blå med en smal guldkant og tydeligvis ikke vores — sådan en pen havde vi ikke i lejligheden.
— Det er bare småting, sagde Lars og skubbede mappen over bordpladen mod mig. — En ren formalitet. Mor har fundet en jurist, så det hele er lavet ordentligt.
Karen sad i sofaen henne ved vinduet og bladrede i noget på sin telefon. Hun kiggede ikke på bordet. Faktisk kiggede hun så demonstrativt ikke, at det næsten larmede.
Jeg slog mappen op. Der lugtede af printerblæk og nye plastiklommer. Otte sider, tæt skrift, halvanden linjeafstand.
— Otte sider formalitet, sagde jeg.
— Du ved, hvordan jurister er, svarede Lars med et smil. — De skal altid fylde på. Lad være med at nærlæse det, det er helt standard. Lejligheden, bilen — bare så alt er fair, hvis der en dag skulle ske noget.
Han hældte te op til sig selv. Ikke til mig, selv om elkedlen stod tættest på ham.
— Brylluppet er om tre uger, Anna, tilføjede han mildere. — Lad os nu ikke spilde tiden på papirer. Du har jo alligevel aldrig kunnet lide den slags kedelige dokumenter.
Det var præcis dér, jeg begyndte at læse langsomt.
Ikke fordi jeg blev fornærmet. Jeg læser kedelige dokumenter hver eneste dag. I otte år har jeg arbejdet på et forlag, og de sidste fire har jeg siddet med kontrakter og juridisk korrektur. Der går ti af den slags papirer gennem mine hænder om ugen: forfatteraftaler, licenser, tillæg, alt muligt. Jeg ved, hvor det væsentlige bliver gemt i en kontrakt. Det vigtigste står næsten altid midt i teksten, netop dér hvor øjnene begynder at blive trætte.
Det havde Lars enten glemt, eller også havde han aldrig ment, det betød noget. Engang spurgte han, hvad jeg egentlig lavede, og jeg svarede, at jeg rettede tekster på et forlag. Han nikkede bare og sagde: “Nå, kommaer.” Siden da havde mit arbejde i hans hoved været reduceret til kommaer.
Punkt 1: Lejligheden på Østerbro var hans særeje, købt før ægteskabet, og ved en skilsmisse skulle den forblive hans. Det gav mening. Den var købt, før jeg kom ind i billedet.
Punkt 2: Bilen tilhørte ham. Også anskaffet før mig.
Ved punkt 3 standsede jeg.
— Læser du stadig? Lars kiggede ned i sin kop og rørte rundt med skeen. — Det tager godt nok lang tid. Der står virkelig ikke noget særligt.
— Mhm, sagde jeg.
Punkt 3 bar overskriften “Ordning af den fælles husholdning”. Det lød pænt. Nydeligt, næsten. Under overskriften stod der, at under ægteskabet skulle den daglige husførelse, rengøringen, madlavningen og organiseringen af hjemmets rutiner påhvile hustruen. Og videre, at “hustruens udførelse af de nævnte pligter ikke danner grundlag for formueretlige krav og ikke kan værdiansættes økonomisk ved bodeling”.
Jeg læste afsnittet to gange. Ikke fordi jeg ikke forstod det første gang. Jeg forstod det med det samme. Jeg læste det igen for at sikre mig, at ordene virkelig stod der, og at det ikke bare var mig, der så forkert.
— Lars, sagde jeg og løftede blikket. — Har du læst punkt tre?
— Hvilket punkt tre? Han så ikke op fra telefonen. — Det med husholdningen? Det er bare for at gøre klart, hvem der tager sig af hvad derhjemme. Mor siger, det er sundt at få den slags aftalt fra starten, så man ikke ender med at skændes om det senere.
Karen vendte en side på sin telefon henne i sofaen. Ikke en lyd kom fra hende.
— Hvem der tager sig af hvad, gentog jeg. — Og hvad tager du dig så af ifølge det punkt?
— Jamen, jeg sørger for pengene, sagde han og så endelig på mig. — Det er da logisk. Jeg tjener, du passer hjemmet. Helt klassisk.
Jeg sænkede blikket mod mappen igen. Punkt 4. Punkt 5. Nu læste jeg hurtigere, for jeg vidste allerede, hvad jeg skulle lede efter.
Punkt 6 brændte sig fast i min hukommelse ord for ord, selv om jeg kun nåede at se det én eneste gang.
Det begyndte med, at hvis vi fik et barn, var det mig, der skulle påtage mig hovedansvaret.