for pasningen, indtil barnet fyldte tre år. I den periode skulle hustruen ikke kunne kræve kompensation for tabt indkomst eller forringede karrieremuligheder.
Jeg klappede mappen i og lagde hånden fladt oven på den.
— Lars.
— Hm?
— Her står der, at hvis vi får et barn, så bliver jeg hjemme med det i tre år. Og hvis jeg i mellemtiden mister mit arbejde, min anciennitet eller mine muligheder, så er det mit eget problem. Er det korrekt forstået?
Han sukkede. Det var den slags suk, man bruger, når man må forklare noget helt indlysende for et menneske, der bare ikke vil fatte det.
— Anna, helt ærligt. Hvordan skulle det ellers være? Du går jo alligevel på barsel. Det gør alle. Det er ikke noget, jeg har fundet på, sådan fungerer livet bare. Juristen sagde, at det var bedst at få det skrevet ind, så der ikke opstår misforståelser senere.
— Og hvis jurist er det?
Der kom en pause. Den var kort, men jeg hørte den.
— En bekendt af min mor, sagde Lars. — Hvorfor?
Karen lagde endelig telefonen fra sig. Hun foldede hænderne i skødet og så på mig med et roligt, næsten mildt udtryk, som om jeg var en lille pige, der havde brugt alt for lang tid på et simpelt regnestykke.
— Anna, sagde hun blidt. — Lad nu være med at hidse dig op. Det her er jo ikke vendt imod dig. Det er bare for, at alt er ordentligt og fair mellem jer. I en familie må man have klare rammer. Hos os har det altid været sådan: manden forsørger, kvinden holder sammen på hjemmet. Jeg har selv opdraget Lars alene, så jeg ved, hvad jeg taler om.
— Havde du set den her aftale før i dag? spurgte jeg.
Hun smilede ganske svagt.
— Jeg hjalp med at få den lavet. Ellers ville du da næppe kunne finde rundt i alle de paragraffer. Du er jo mere sådan én, der går op i kommaer.
Der var den.
Kommaer.
Jeg blev siddende med hånden på den lukkede mappe. Lars drak sin te ud, rejste sig og satte koppen i vasken. Ikke vaskede den op. Bare stillede den der. Så vendte han sig mod mig.
— Nå? Skal vi få skrevet under? Pennen ligger lige der. Jeg har et møde klokken syv, så lad os nu ikke trække det ud.
Jeg havde troet, at vreden ville komme. Det gjorde den ikke. I stedet fik jeg en mærkelig fornemmelse af at sidde med et manuskript, som nogen havde præsenteret som én bog, men hvor indholdet viste sig at være en helt anden. Og forfatteren stod ved siden af og ventede på, at jeg bare stemplede det “klar til tryk”, fordi jeg ikke gad læse det.
Jeg slog mappen op igen. Denne gang på den sidste side.
— Lars, har du selv læst hele aftalen? Fra første linje til sidste?
— Jeg har jo sagt, at det er standard.
— Det var ikke det, jeg spurgte om.
Han tav et øjeblik.
— Jeg har skimmet den. Det vigtigste. Mor og juristen har gennemgået det hele, så hvorfor skulle jeg sætte mig ind i hver eneste detalje?
— Så du har ikke læst den.
— Anna, hvad er det, du kører dig selv op over? Han satte sig ned igen, nu med et andet ansigt. — Jeg troede bare, du ville skrive under, og så var det det. Du plejer jo altid… Altså, du kan ikke lide konflikter. Det er faktisk noget af det, jeg godt kan lide ved dig. At der er ro med dig.
— Ro, gentog jeg.
Ro. Han mente bekvemmelighed. Og han gjorde sig ikke engang umage for at skjule det. Han havde været sikker på, at han kunne lægge otte sider foran mig, at jeg ville bladre lidt i dem for syns skyld, få øje på ordene “lejlighed” og “bil”, konkludere, at det hele nok var rimeligt, og skrive under med den blå kuglepen med guldkant.
Fordi jeg gik op i kommaer. Fordi der var ro med mig. Fordi jeg ikke brød mig om kedelige papirer.
I fire år havde jeg læst den slags papirer, netop for at andre mennesker ikke ved et uheld skrev under på noget, de aldrig burde have accepteret. Og nu havde han lagt sådan et dokument foran mig og regnet med, at jeg ville være præcis den type menneske.
— Karen, sagde jeg. — Må jeg spørge om noget? I punkt seks, hvor der står, at jeg ikke kan gøre krav på tabt indkomst. Er det Dem, der har formuleret det?