— Er det Deres formulering, eller kommer den fra en jurist?
— Hvad skulle forskellen være, lille ven?
— Den er ret stor. En jurist skriver det, loven giver mulighed for. Men det her med, at jeg “ikke gør krav på erhvervsmæssige muligheder” — det handler ikke om jura. Det handler om, at jeg på forhånd skal fraskrive mig min karriere og bagefter ikke engang må nævne, at jeg havde en. Sådan noget finder en jurist ikke selv på. Det bliver tilføjet af nogen.
Smilet forsvandt fra hendes ansigt.
— Hvad er det, du prøver at sige?
— Ikke noget. Jeg læser bare. Højt. Præcis som De bad mig om. Ærligt.
Lars’ blik gled fra mig til hans mor og tilbage igen. For første gang den aften så han ud, som om han faktisk var begyndt at læse den aftale, han selv havde lagt på bordet.
— Punkt otte, sagde jeg og skubbede mappen over mod ham. — Her. Læs det. Selv.
Han tog papirerne, bøjede sig frem, og jeg kunne se hans læber bevæge sig uden lyd.
I punkt otte stod der, at hvis ægteskabet blev opløst på hustruens initiativ, skulle hun fraflytte den fælles bolig inden for en måned og uden ret til kompensation for de penge, hun havde lagt i renovering og indretning. Renovering og indretning, vel at mærke, som vi havde talt om i den nye lejlighed. Den, vi skulle købe sammen med realkreditlån, og hvor jeg allerede havde sparet min del af udbetalingen op af min egen løn — den samme løn, som nogen åbenbart gerne ville skille ad i kommaer.
— Det er ikke… Lars løftede blikket. — Det må være en standardskabelon. Noget, der bare er blevet stående fra…
— Fra hvad, Lars? Fra den forrige brud?
Der blev helt stille. Karen rejste sig fra sofaen.
— Nu stopper det, sagde hun skarpt. — Det her hysteri er nok. Aftalen er helt almindelig, ordentlige mennesker gør sådan. Du blæser ingenting op til et drama. Lars, sig dog noget til hende.
Lars sagde ikke noget.
Han sad bare med øjnene på den ottende side og tav. Og netop den tavshed var værre end hele dokumentet. Papiret kunne man i det mindste skyde skylden på en fremmed advokat for. Men stilheden kom fra ham. Fra manden, der om tre uger skulle stå ved siden af mig og sige ja. Han kunne have sagt: “Mor, vent, det her er faktisk for meget, det tager vi ud.” Én eneste sætning. Mere behøvede der ikke at være.
Men den kom ikke.
Han valgte ikke at tage konflikten. Ikke med sin mor. Det var åbenbart lettere at lade den lande hos mig.
Jeg klappede mappen sammen og skubbede den blå kuglepen ind mod midten af bordet, hen til ham.
— Jeg skriver ikke under, sagde jeg.
— Anna, lad os nu sove på det og tale om det i morgen, skyndte Lars sig at sige. — Du er træt, det forstår jeg godt…
— Jeg er ikke træt. Jeg er færdig med at læse.
— Og hvad er det så, du mener, du har læst? brød Karen ind. — Nogle helt almindelige papirer. Du ledte bare efter noget at hænge dig i. Hvis du ikke vil giftes, så sig det dog direkte i stedet for at lave teater.
— Jeg vil gerne, sagde jeg.
Og jeg blev selv overrasket over, at det allerede lød som noget, der hørte fortiden til.
— Jeg ville gerne. Indtil side seks.
Jeg rejste mig og tog min jakke fra stoleryggen. Ude i entréen var der mørkt, og det tog mig et øjeblik at finde kontakten. Bag mig talte Lars videre, hurtigt og rodet, om at vi skulle “sove på det”, at “mor ikke mente det sådan”, og at “vi jo var voksne mennesker”.
Voksne mennesker.
Et voksent menneske havde lagt et papir foran sin forlovede, hvor hun på forhånd blev reduceret til en slags tjenestepige uden stemme, og han havde været så sikker på, at hun ikke ville læse det til ende, at han ikke engang selv havde gjort det.
Jeg vendte mig i døråbningen.
— Lars. Troede du helt ærligt, at jeg ikke ville læse det?
Han tøvede.
— Jeg tænkte bare, at du… altså… du plejer jo ikke at gå så meget op i den slags…
— At jeg er ligeglad, mener du. Sig det færdigt.
Han gjorde det ikke.
Inde fra stuen råbte Karen, at jeg nok skulle komme til at fortryde det, at mænd som hendes Lars ikke hang på træerne, og at man i min alder ikke kunne tillade sig at være kræsen.