Handlen blev ordnet forbavsende hurtigt. Allerede fjorten dage senere stod Anna med nøglerne til sin egen lejlighed i hånden. Hun gik fra rum til rum i de tomme værelser, drejede rundt om sig selv og forestillede sig det hele: hvor sofaen skulle stå, hvilken farve fliserne på badeværelset skulle have, og på hvilken væg de skulle hænge et stort spejl op. Mads betragtede hende med et varmt smil og gik tålmodigt efter hende med målebåndet, mens han målte væggene.
„Jeg synes, vi skal ringe til mine forældre og sige ordentligt tak igen,” sagde Anna og satte sig i vindueskarmen. „Uden dem havde vi skullet spare sammen i ti år endnu.”
„Selvfølgelig,” svarede Mads. „Og min mor skal også have det at vide.” Han tog sin telefon frem.
Anna så straks vagtsomt på ham.
„Hvorfor det?”
„Fordi hun er min mor,” sagde han, som om det var indlysende. „Jeg vil gerne dele glæden med hende.”
Anna åbnede munden for at protestere, men lod være. Mads havde allerede tastet nummeret.
„Hej, mor! Hør, vi har en nyhed… Vi har købt lejlighed! En treværelses inde i centrum, firs kvadratmeter… Ja, helt nybygget… Mhm, vi har skrevet den i Annas navn, hendes forældre lagde det meste af pengene… Nej, mor, jeg forstår godt… Det blev bare sådan.”
Mens han talte, mærkede Anna en uro brede sig i kroppen. Karen var ikke et menneske, man bare tog let på. Hun blandede sig konstant i deres liv, kom med råd, ingen havde bedt om, og værst af alt mente hun, at hendes søn skyldte hende alt. Anna havde længe forsøgt at holde sin svigermor på afstand, men det var langt fra altid lykkedes.
Da Mads lagde på, så han næsten skyldbevidst ud.
„Mor vil gerne se lejligheden,” sagde han. „Jeg inviterede hende over i næste uge.”
„Hvor dejligt,” svarede Anna tørt, uden at der var den mindste glæde i stemmen.
Ugen forsvandt hurtigere, end hun havde regnet med. Anna og Mads fik bestilt møbler, og de lavede en aftale med nogle håndværkere om en mindre istandsættelse. I lejligheden stod der allerede et spritnyt køleskab samt et lille bord med to stole. Fredag aften mindede Mads hende om, at hans mor kom dagen efter.
„Prøv nu bare at være lidt venligere over for hende,” bad han. „Jeg ved godt, I ikke ligefrem har det nemt med hinanden, men hun er trods alt min mor.”
„Jeg er altid høflig,” svarede Anna kort.
Lørdag morgen ringede det på døren. Anna åbnede — og stivnede. Ude på trappen stod Karen med to enorme tasker i hænderne, og ved hendes fødder stod endnu en.
„Goddag, Anna,” sagde svigermoren med et anstrengt smil. „Vær sød at hjælpe mig med taskerne.”
Næsten mekanisk tog Anna fat i den ene taske og trådte til side, så Karen kunne komme ind. Svigermoren passerede hende, stoppede midt i entréen og lod blikket glide vurderende gennem lejligheden.
„Nå… det er da ikke helt tosset. Jeg ville nok selv have valgt en anden planløsning, men det kan gå an.”
Mads kom ud fra badeværelset, mens han tørrede hænderne i et håndklæde.
„Hej, mor! Gik turen hertil okay?”
„Fint, Mads,” sagde Karen. „Jeg har taget nogle ting med.”
Anna satte tasken på gulvet og rettede sig op.
„Hvilke ting?”
Karen rankede ryggen, lagde armene over kors og fæstnede blikket direkte på Anna.
„Min søn fortalte mig, at du har købt en treværelses lejlighed midt i byen. Det er mig, der skal bo her.”
Anna blinkede flere gange. Et øjeblik var hun sikker på, at hun måtte have hørt forkert.
„Undskyld, hvad sagde du?”
„Jeg flytter ind,” gentog Karen roligt. „Jonas skal giftes om et halvt år, og min lejlighed bliver til ham og hans kommende kone. Jeg skal jo også have et sted at være. Og den her passer perfekt. Centrum, tre værelser — den er som skabt til mig.”
Blodet steg Anna til hovedet, og hun måtte bruge alle kræfter på ikke at miste besindelsen.