Hun tvang vreden ned, selv om den brændte i halsen på hende, og drejede sig mod sin mand.
„Mads, hører du, hvad din mor står og siger?”
Mads var blevet ligbleg. Hans blik flakkede hjælpeløst fra Anna til Karen og tilbage igen, som om han håbede, at en af dem ville gøre situationen mindre virkelig.
„Mor, vent nu lidt. Lad os tale om det på en ordentlig måde…”
„Hvad er der at tale om?” afbrød Karen skarpt. „Du er min søn, og det er din pligt at sørge for, at jeg får en værdig alderdom. Hele mit liv har jeg brugt på jer — på dig og på Jonas. Nu er tiden kommet til, at I betaler lidt tilbage. Jeg har allerede besluttet det. Jeg tager det store værelse, der er mest lys. Du og Anna kan sagtens være i det lille. Eller også kan I finde et andet sted at bo.”
Anna lukkede øjnene et øjeblik og talte langsomt til ti inde i sig selv. Først derefter trak hun vejret dybt og så på svigermoren igen.
„Karen, denne lejlighed tilhører mig. Den er købt for penge, jeg selv har tjent, og for den gave, jeg fik af mine forældre. Det er her, Mads og jeg skal bo. Ikke andre. Tag Deres tasker, og gå.”
Karen lo. Lyden var kort, hård og ubehagelig.
„Nå, så det er sådan, det hænger sammen! Nu giver du ordrer? Har du glemt, hvem jeg er? Jeg er din mands mor. Uden mig fandtes han ikke, I fandtes ikke, og jeres ægteskab fandtes heller ikke.”
„Mor, prøv at falde ned,” forsøgte Mads, men hans stemme rystede.
„Ti stille!” hvæsede Karen og vendte sig mod ham. „Er du overhovedet en mand, eller er du bare en klud? Din kone sætter sig på nakken af dig, og du kan ikke engang åbne munden!”
Anna tog et skridt frem og stillede sig imellem dem.
„Nu er det nok. Jeg siger det for sidste gang: tag Deres ting, og forlad lejligheden. Med det samme.”
„Jeg går ingen steder!” Karen stampede rasende i gulvet. „Jeg har bestemt mig. Min lejlighed går til Jonas, og jeg flytter ind her. Du, Anna, er både grådig og utaknemmelig. Ældre mennesker skal man vise respekt.”
„Respekt er noget, man gør sig fortjent til,” svarede Anna iskoldt. „Det er ikke noget, man bare kan kræve.”
Karen snurrede rundt, greb den ene taske og satte kurs mod det store værelse.
„Så er den samtale slut. Jeg begynder at pakke ud.”
Et eller andet slog klik i Anna. På to hurtige skridt indhentede hun Karen, rev tasken ud af hendes hånd og kastede den tilbage ud i entréen.
„De forlader min lejlighed nu.” Annas stemme var lav, men der lå stål i hvert eneste ord. „Nu.”
„Mads!” skreg Karen. „Ser du, hvordan hun opfører sig? Vil du virkelig finde dig i, at hun taler sådan til din mor?”
Mads stod ved væggen, bleg og stiv, med armene hængende slapt ned langs siden.
„Mor… måske er det faktisk bedre, at du ikke… Lad os tage det her en anden dag, når alle er faldet lidt til ro.”
„Bedre, at jeg ikke?” Karens stemme røg en oktav op. „Hvem holder du med?”
„Med mig,” sagde Anna uden tøven. „For det her er vores lejlighed, vores familie, og De er kommet uden at være inviteret. Mads, hjælp din mor med at få taskerne ud til døren.”
Karen pressede hånden mod brystet, som om hun pludselig blev dårlig.
„Åh, mit hjerte… Det er altså sådan, I behandler mig, utaknemmelige mennesker. Og jeg har elsket dig som min egen datter…”
„Spar mig for forestillingen.” Anna åbnede hoveddøren. „Gå ud. Og kom ikke igen uden at have ringet først.”
Karen indså, at grebet om situationen var ved at glide hende af hænde. Hun snuppede to af taskerne, mens den tredje blev slæbt hen over gulvet efter hende.
„Mads, det her kommer du til at fortryde! Jeg er din mor! Vælger du virkelig den kælling frem for din egen mor?”
Mads svarede ikke. Han stod bare og stirrede ned i gulvet.
Karen standsede på tærsklen, og hele hendes ansigt stivnede.