— Hvordan kan du kalde det din lejlighed? Vi bor her alle sammen, og du kan ikke alene bestemme, hvem der må være her, og hvem der ikke må! — fór svigermoren op.
— Jeg sagde nej, — gentog Anna og kæmpede for ikke at miste besindelsen. — Det er min lejlighed. Og jeg har ikke tænkt mig at…
— Din? — afbrød Inge hende og kneb øjnene sammen i vantro. — Hvad så med familien? Lars, hører du, hvad din kone siger?
Anna åbnede døren langsomt, næsten modvilligt. Klokken nærmede sig ni. Hun var kommet sent hjem fra arbejde, opslugt af et projekt, der havde slugt hele hendes dag uden nåde. Inde i lejligheden ventede det sædvanlige: høje stemmer, bebrejdelser og en spænding, der hang i luften.
— Igen så sent! — råbte Inge, næsten før Anna havde fået foden indenfor. — Lars sidder og sulter!
Anna trak vejret dybt, mens hun tog frakken af. Det hele føltes forkert. Som om hun ikke længere trådte ind i sit eget hjem, men ind på et fremmed sted, hvor hun kun havde lov at være gæst.
For halvanden måned siden havde Lars bedt hende om at lade hans forældre bo hos dem, mens deres egen bolig blev sat i stand. Dengang havde hun sagt ja uden større tøven. To, højst tre uger, havde han sagt — en bagatel. Men ugerne var gået, og forældrene var stadig ikke rejst. Det, der skulle have været midlertidigt, var langsomt blevet til et mareridt uden ende.
— Godaften, — sagde Anna, da hun gik ud i køkkenet.
Lars og Jens sad ved bordet med blikket låst fast på fjernsynet. Ved komfuret stod Inge og smækkede med gryder og låg, som om hvert eneste brag var en anklage.
— Jeg bad dig om at være hjemme senest klokken syv! — fortsatte svigermoren og sendte Anna et bebrejdende blik. — Hos os er der orden på tingene. Vi er vant til at spise aftensmad til tiden.
Anna åbnede køleskabet med beherskede bevægelser og forsøgte at skjule, hvor meget det sled på hende.
— Jeg havde arbejde, — svarede hun roligt. — Et vigtigt projekt skulle gøres færdigt.
— Arbejde, arbejde… — fnøs Inge hånligt. — Men hvem skal så tage sig af din mand? Lars, sig dog noget til hende!
Lars sank lidt sammen på stolen. Det var tydeligt, at han ikke anede, hvilken side han turde vælge.
— Anna, måske ville det faktisk være bedre, hvis du kom lidt tidligere hjem? — mumlede han og undgik hendes øjne.
Anna pressede læberne hårdt sammen. Før havde han aldrig bebrejdet hende hendes sene arbejdsdage. Men efter hans forældre var flyttet ind, virkede han anderledes. Eller bildte hun sig det bare ind?
— Ja, ja, — blandede Jens sig og rev endelig blikket løs fra skærmen. — En kvinde bør først og fremmest tænke på familien. I vore dage…
Anna stivnede. Hvor mange gange havde hun ikke allerede hørt den sætning begynde med “i vore dage”?
— Jeg laver noget aftensmad nu, — sagde hun lavt og tog indkøbsposerne frem.
— Det behøver du ikke, — afbrød Inge og slog ud med hånden. — Jeg har ordnet det hele. Og dine køkkenting har jeg også flyttet rundt på. De stod jo fuldstændig forkert.
Anna frøs midt i bevægelsen.
— Hvad mener du med, at du har flyttet rundt på dem? Det her er mit køkken, Inge…
— Netop, dit, — nikkede svigermoren. — Og derfor skal det også indrettes ordentligt. Jeg har trods alt erfaring med at holde hjem.
Varmen steg i Anna, som om vreden kogte under huden. Hun så over mod bordet. Lars sad med bøjet hoved, som om han helst ville forsvinde.
— For resten, — tilføjede Inge pludselig og lod et kritisk blik glide hen over væggene, — I burde virkelig have renoveret her for længe siden. Alting ser så gammelt ud.
Anna bed tænderne sammen.
— Inge, — sagde hun og tvang stemmen til at forblive jævn, — vi aftalte, at I skulle bo her, mens jeres renovering stod på. Men den er jo ikke engang begyndt endnu. Måske er det på tide at tænke over…?
— Åh, den renovering, — begyndte Inge og gjorde sig klar til at forklare.