— den er stødt på alle mulige forhindringer, — sukkede Inge og slog ud med hånden, som om det hele var en bagatel. — Håndværkerne kom for sent, og så havde de selvfølgelig taget de forkerte materialer med… Så vi bliver nok nødt til at blive hos jer lidt endnu.
— Hvor længe? — spurgte Anna lavt.
— Åh, to-tre måneder, ikke mere, — svarede Inge og viftede ubekymret med hånden. — Hvad er problemet? Vi er jo ikke til besvær!
Anna mærkede, hvordan fingrene knyttede sig af sig selv. To-tre måneder? Skulle det her fortsætte i endnu to eller tre måneder?
— Lars, min dreng, — sagde Inge pludselig med en syngende stemme og et smil, der bredte sig over hendes ansigt, — måske behøver vi slet ikke at skynde os med den renovering?
Hun lænede sig lidt frem, som om hun netop havde fået en genial idé.
— Vi kan sælge vores lejlighed, og så bor vi alle sammen her. Der er jo plads nok!
Anna stivnede fuldstændigt.
— Det er da en fremragende idé, mor! — udbrød Lars begejstret. — Ikke også, Anna? Det er jo svært for dig at stå med alting alene. Vi kan hjælpe dig!
Langsomt løftede Anna blikket mod ham.
— Hvad sagde du? — spurgte hun.
— Selvfølgelig, — nikkede Jens og blandede sig straks. — Unge mennesker har brug for støtte. Og når der engang kommer børnebørn, kan vi også give en hånd med dem.
Anna sank ned på en stol. Det føltes, som om hele hendes krop var blevet tynget ned af noget tungt og koldt. Hvornår var hendes liv blevet forvandlet til det her absurde teater? Hvornår havde hun mistet retten til at bestemme i sit eget hjem?
— Nej, — sagde hun fast.
— Hvad? — Inge drejede hovedet skarpt mod hende.
— Jeg sagde nej, — gentog Anna og kæmpede for ikke at miste kontrollen over sig selv. — Det her er min lejlighed. Og jeg har ikke tænkt mig at…
— Din? — Inge kneb øjnene sammen. — Og hvad så med familien? Lars, hører du, hvad din kone siger?
Lars rynkede panden.
— Anna, hvad er det nu for noget? Mor har jo ret. Det er lettere, hvis vi bor sammen…
— Lettere? — Anna rejste sig. — Lettere at leve under konstant opsyn? Lettere at finde sig i, at andre mennesker kommanderer rundt i mit hjem?
— Hvem kalder du andre mennesker?! — fór Inge op, tydeligt fornærmet.
— Giver det jer ret til at bestemme over det, der tilhører mig? — stemmen slap ud af Anna, skarpere end hun havde tænkt.
Lars sprang op.
— Lad være med at råbe ad min mor! — råbte han. — Du var ikke sådan før…
Anna trak vejret dybt og forsøgte at synke den klump, der havde sat sig fast i halsen.
— Nej, før var jeg ikke sådan. Ikke før det gik op for mig, at I havde overskredet samtlige grænser.
Inge slog forarget ud med hænderne.
— Lars, kan du høre hende?!
Lars’ blik flakkede frem og tilbage mellem hans kone og hans mor, men for Anna var beslutningen allerede taget.
— Anna, lad os nu tale roligt om det…
— Nej, Lars, — afbrød hun og rettede ryggen, mens hun holdt tårerne tilbage med det sidste af sin vilje. — Det er nok. I halvanden måned har jeg tiet stille. Jeg har fundet mig i, at I flyttede rundt i mit køkken, lagde mine ting væk, gav mig ordrer i mit eget hjem og blandede jer i mit eget liv!
— Vi ville jo bare hjælpe, — mumlede Jens undskyldende, selv om hans stemme allerede lød, som om han havde overgivet sig. — Skabe lidt orden…
— Orden?! — Anna vendte sig brat mod sin svigerfar, som om han havde sagt noget fuldstændig uanstændigt. — Hvem har bedt jer om det? Det her er mit hjem, og her er det mine regler, der gælder!
— Hvor er det groft! — Inge pressede læberne sammen, og hendes ansigt blev blegt af raseri. — Lars, vil du virkelig finde dig i, at hun taler sådan til os?
Anna mærkede, hvordan kræfterne langsomt forlod hende. Indeni bredte der sig en tomhed, tung og kold. Hvor længe skulle hun blive ved med at udholde det? Hvor meget længere skulle denne forestilling fortsætte?
— Gå, — sagde hun stille, men hendes stemme skar gennem køkkenet, så alle tav.
— Hvad? — Inge frøs midt i bevægelsen med skeen hængende i luften, som om hun nægtede at tro på det, hun lige havde hørt.