“Det er slut. Saml dine ting sammen; min mor flytter ind her med familien inden nytår, og ingen af dem bryder sig om dig.” sagde Lars iskoldt, mens Anna stod chokeret tilbage

Historier
Uretfærdigt, hvordan hjemmet langsomt bliver til fremmed jord.

Det er slut. Saml dine ting sammen; min mor flytter ind her med familien inden nytår, og ingen af dem bryder sig om dig.

Lejligheden var gået i arv til Anna efter hendes forældre. Den havde to værelser og lå på fjerde sal i en gammel murstensejendom. Vinduerne vendte ud mod gården, hvor der stod popler, og hvor bænkene stod på række under træerne. Forældrene havde efterladt alt pænt og ordentligt, og et halvt år senere stod Anna som arving til boligen.

Hun fik papirerne ordnet i sit eget navn, modtog skødet og begyndte langsomt at vænne sig til tanken om, at dette nu var hendes hjem.

Et år efter arven giftede hun sig med Lars. Brylluppet var beskedent, uden overflødige gæster og store armbevægelser. Lars flyttede ind hos Anna, solgte sin lille etværelseslejlighed i udkanten af byen og satte pengene ind på en bankkonto.

Deres liv gled stille af sted. Der var ingen store glædesudbrud, men heller ingen voldsomme skænderier. Lars arbejdede i et byggefirma og blev ofte hængende på arbejdet til sent om aftenen. Anna sad med regnskaber i en mindre virksomhed, kom tidligere hjem og lavede aftensmad.

De første måneder som ægtefolk forløb fredeligt. Lars blandede sig ikke i hjemmet og forsøgte ikke at lave noget om. Anna havde indrettet lejligheden, som hun var vant til: forældrenes fotografier blev hængende på væggene, og det gamle vitrineskab med porcelæn stod stadig på sin plads. Hendes mand gjorde ingen indvendinger.

Efterhånden begyndte svigermoren dog at dukke op oftere og oftere. Kirsten kom mindst én gang om ugen, nogle gange endnu hyppigere. Hun slæbte poser med madvarer med sig, trådte ind uden at ringe på og lod blikket glide grundigt og vurderende gennem rummene. Anna prøvede at bevare høfligheden, skænkede te for hende og lyttede til hendes råd.

— Nogen burde da endelig tænke lidt på din mand, bemærkede Kirsten, mens hun så sig omkring i stuen. — Lars bliver helt udmattet i den kolde lejlighed. Der burde hænges gardiner op, og tapetet kunne godt være lidt mere livligt.

Anna svarede ikke. Lejligheden var hendes. Den havde tilhørt hendes forældre. Hun havde hverken planer om at skifte tapet, hænge andre gardiner op eller ændre på noget som helst. Men hun ønskede heller ikke et skænderi. Det var lettere bare at nikke og tie stille.

— Hun har fået det hele forærende af sine forældre og kan alligevel ikke skabe et rigtigt hjem, fortsatte Kirsten, mens hun tog et glas syltetøj op af posen. — Lars slider dag og nat, og når han kommer hjem, møder der ham bare kulde og tomhed.

Under bordet knyttede Anna hånden. Alligevel svarede hun roligt:

— Lars har ikke klaget.

— Lars klager aldrig, sådan er han bare, sukkede svigermoren. — Men en mor kan se, når hendes barn ikke har det godt.

Barn. Lars var toogtredive år, men for Kirsten var Annas mand stadig hendes lille dreng. Anna havde lært at lade den slags bemærkninger passere. Hun lyttede, nikkede og vendte derefter tilbage til sit eget.

Lars lagde slet ikke mærke til, hvordan hans mor langsomt forgiftede stemningen. Tværtimod virkede han tilfreds, når Kirsten kom forbi. Omsorg, mad, opmærksomhed — alt det, han ikke havde fået nok af som barn. Hans far var forsvundet tidligt, og moren havde opdraget ham alene, arbejdet to steder og ofte overladt drengen til naboerne.

Nu forsøgte Kirsten at indhente alt det forsømte. Hver aften ringede hun til sin søn, spurgte til ham og delte rundhåndet ud af gode råd. Indimellem fangede Anna brudstykker af samtalerne:

— Mor, alt er i orden, du skal ikke bekymre dig.

— Lars, du ved jo, at jeg kun tænker på dig.

— Ja, mor, jeg forstår.

Anna blandede sig ikke. Ethvert menneske har sit eget forhold til sine forældre. Det afgørende var blot, at den slags bånd ikke begyndte at forstyrre familielivet.

Efteråret tog for alvor magten. Luften blev koldere, og regnen faldt hyppigere. Anna fandt de varme trøjer frem fra skabet, skiftede de lette sommertæpper ud med vinterlige og satte stearinlys i vindueskarmen. Små ting, men netop den slags, der gjorde et sted hjemligt.

December nærmede sig. Anna begyndte at tænke på nytårsaften. Hun ville gerne arrangere en lille fejring, invitere nogle få venner og pynte lejligheden. Ikke noget stort postyr, bare en varm og hyggelig aften sammen med mennesker, hun holdt af.

I den periode blev Lars mere og mere bekymret. Når han kom hjem, sagde han næsten ingenting og sad bare og stirrede på sin telefon. Anna spurgte, om der var noget galt, men han slog det hen.

— Alt er fint. Jeg er bare træt.

En aften, mens de spiste, tog Lars endelig ordet:

— Mor og de andre vil gerne holde nytår inde i byen. De har ikke noget sted at være, og vi er jo kun os to, så de kan godt være her.

Anna løftede blikket fra tallerkenen. Gaflen blev hængende i luften.

— Alle sammen? Hvor mange taler vi om?

Lars trak på skuldrene uden at se op fra sin mad.

— Altså mor, moster Mette, min nevø, Mads og Hanne. Omkring seks personer, ikke flere.

— Seks mennesker? I en toværelseslejlighed?

— Det er jo ikke længe. Kun fra den 31. december til den 2. januar. Hvorfor gør du det til et problem?

Anna lagde gaflen fra sig.

— Lars, det her er min lejlighed.

Hedvigs Stue